Israels regering skubber regionen mod krig

Netanyahu fører Israel mod krig og splitter det israelske samfund med sin højreekstreme politik. Og det internationale samfund må laegge et større pres på den israelske regering og arbejde for våbenhvile.

Gaza er bombet til ruiner, og det kan ende helt galt, når Israels højreekstremistiske regering skubber regionen taettere på krig.

Benjamin Netanyahu piller også fugerne i stykker i selve det israelske samfund, når han kynisk arbejder for, at palaestinenserne skal stå tilbage som tabere uden rettigheder. Ikke kun i Gaza, for flere og flere og stadig voldsommere bosaettelser på den besatte Vestbred er etableret på ryggen af fordrevne palaestinensere.

Jeg har flere gange mødt Yahuda Shaul, som er tidligere befalingsmand i den israelske haer. Han opfordrer sit land til at gøre op med den apartheid, som han mener gennemsyrer samfundet, og som undertrykker palaestinenserne.

Udviklingen ødelaegger Israel, efterlader palaestinenserne i en desperat situation, destabiliserer Mellemøsten og er farlig for hele verden.

Det er en ulykke for israelerne, at landets politik drives af ekstrem nationalisme, racisme og religiøs fundamentalisme. Netanyahus personlige skaebne er også knyttet til fortsat konflikt, for med en fredsaftale vil han efter al sandsynlighed både tabe det naeste valg og tabe i den retssag, som er udskudt. Ikke underligt, at Netanyahu konstant puster til ildens gløder, når udsigten er valgnederlag og en fortsaettelse af retssagerne mod ham for bedrageri, bestikkelse og mandatsvig.

Kan min hårde kritik forklares med, at jeg lever i sikkerhed i Danmark, langt vaek fra den hårde virkelighed i Mellemøsten? Lad mig derfor citere den tidligere premierminister Ehud Olmert, som direkte kalder Netanyahus regering for »anti-israelsk«.

Israel har sat en deadline, før det udvider krigen ind i Rafahs byområder. Det er med garanti for ufattelige civile ofre oven i de lidelser, som den palaestinensiske befolkning allerede har gennemlevet.

Den bogstavelige betydning af ordet ”deadline” giver kuldegysninger, når man taenker på Israels fremfaerd over for civile i hele Gaza, men faktisk også på Vestbredden. Først driver Israel palaestinenserne rundt som dyr i et bur og beordrer dem til Rafah i den sydlige del. Nu meddeler Israel så, at det rykker krigen ind i selve byen, og at indbyggerne endnu en gang skal flygte. Men hvorhen, for den nordlige del af Gaza er bombet til ruiner?

besøgte jeg graenseovergangen til Rafah, på den egyptiske side vel at maerke. Lastbiler i uendelige raekker holdt stille, laessede med helt nødvendige varer til den desperate befolkning i Gaza. De israelske myndigheder fandt på alle mulige groteske begrundelser for at laegge hindringer i vejen for, at hjaelpen kunne nå

For ganske nylig

frem. På den ene side af graensen holdt op mod 1.000 lastbiler, og få hundrede meter laengere fremme nødlidende mennesker.

At holde livsvigtig hjaelp tilbage kraever en saerlig følelsesmaessig galvanisering. Jeg kan umuligt tro, at almindelige, haederlige israelere med empatien i behold støtter en så barbarisk, nidkaer og kynisk politik.

Et af Gazakrigens mest uhyggelige kendetegn er, at den er i stand til at radikalisere allerede rabiate holdninger. Den skaerper meningsløsheden, idiotien og umenneskeligheden i en grad, som man før fandt taet på umulig. Benjamin Netanyahu og flere af hans ministre er kerneeksempler.

Den samme tendens ser vi, når mange palaestinensere bakker op om terrorbevaegelsen Hamas, som bygger på en reaktionaer religiøs fundamentalistisk udgave af islam.

Had og modsaetninger får dødedansen til at fortsaette, og Hamas er en ulykke for det palaestinensiske folk.

Selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig selv og slå hårdt til mod Hamas, så laenge folkeretten respekteres. Men krigen i Gaza er for laengst ude af proportioner. Der er brug for våbenhvile nu, for de civile ofre er alt, alt for store.

EU, USA, FN og de arabiske lande må laegge maksimalt pres på Israel, og Danmark har med sine saerlige historiske bånd et ekstra ansvar. Der skal maksimalt pres på Hamas for at få alle gidsler frigivet.

Konflikten er ikke sort-hvid, og mange nationale, regionale og religiøse interesser mudrer billedet.

Men udgangspunktet skal vaere, at både israelere og palaestinensere har ret til at leve i tryghed bag sikre graenser, og som i alle andre konflikter er det med sin modstander, man skal finde løsninger.

Den anden part går ikke bare vaek, og der kommer en tid efter den aktuelle krig i Gaza.

Ministre og andre toneangivende israelere slipper afsted med de frygteligste udmeldinger. Det internationale samfund bør gribe ind over for forsvarsminister Yoav Gallant, som kalder palaestinenserne »menneskelige dyr« og opfordrer til at fordrive dem. Benjamin Netanyahu og andre bliver nødt til at anerkende, at palaestinenserne også er mennesker med rettigheder.

At internationale konventioner og menneskerettigheder gaelder for alle, også dem, der i en periode måtte vaere ens modstandere.

Er det i virkeligheden Israels plan at fordrive palaestinenserne? For nylig blev det afsløret, at 12 israelske ministre, også folk fra Netanyahus parti, Likud, deltog i en konference om mulige fremtidige jødiske bosaettelser i Gaza efter krigen.

Ministre som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smootrich støtter disse planer. De skjuler ikke deres dybe racisme, og de deler holdninger med praestestyret i Iran, når det kommer til kvinder og LGBTQ+rettigheder.

Jeg savner den gamle, staerke israelske fredsbevaegelse, progressive centrum-venstrefløj og fagbevaegelse. Den tidligere demokratiske, pragmatiske og sekulaere højrefløj har desvaerre også mistet en del fodfaeste. Men det er mellem disse forskellige strømninger i Israel, at elementer til et nyt Israel og varig fred skal findes.

Palaestinenserne skal have håb om en bedre fremtid. Mennesker, som står med ryggen mod muren og uden perspektiv, bliver desperate, og det er de bedste betingelser for yderligere radikalisering.

Håb skal erstatte afmagten, og palaestinenserne skal ikke fortsat henslaebe livet som ”det glemte folk”. Det er i hele verdens interesse, at der én gang for alle findes en robust langtidsholdbar løsning.

Men Israels nuvaerende nationalt og religiøst fanatiske ledelse ønsker konflikten og at overtage såvel Gaza som Vestbredden. Gid, at oprøret fra pragmatiske og fredselskende israelere snart måtte komme, og at palaestinenserne gør sig fri af Hamas.

Netanyahus højrefløjskoalitioner har skabt et Israel, der i stort set alle henseender har fjernet sig fra det grundlag, som staten Israel blev skabt på.

højrefløjskoalitioner har skabt et Israel, der i stort set alle henseender har fjernet sig fra det grundlag, som staten Israel blev skabt på. Det progressive grundlag, der i 1960’erne og 1970’erne fik unge venstreorienterede fra hele verden til at valfarte til kibbutzerne, som stod for faellesskab og solidaritet.

Iran og Rusland har intet tilovers for den almindelige palaestinenser, uanset om de bor i Gaza, på Vestbredden, i Libanon eller i Jordan.

De er kun drevet af ambitionen om at blive regionale stormagter, og de har i dag opnået en meget staerk magtposition.

Iran har endda fået så meget politisk, militaer og økonomisk selvtillid, at de bomber nabostater som Pakistan, Syrien og Irak. De spreder indflydelsen via stedfortraeder gennem Hizbollah i Libanon, Hamas i Palaestina, og de leverer missiler til houthierne i Yemen.

Netanyahus

Danmark må stå langt tydeligere frem og sammen med internationale institutioner laegge pres på Israel. Uden en retfaerdig fred med en selvstaendig demokratisk palaestinensisk stat, som giver almindelige mennesker tro på fremtiden, fortsaetter dødsspiralen.

Lige nu bomber Israel ikke kun Gaza til ruiner, men bomber også fredsprocessen tilbage.