Du kan ikke sige CO2-afgift uden at komme i konflikt med kvaegavlerne
Ingen andre dele af landbruget står til at belaste klimaet mere i 2030 end kvaegbruget. Den kommende CO2-afgift er en skillevej for hundredvis af landmaend – og skaebnen ville, at de få dage efter Svarer-udvalgets rapport var samlet i Herning. Jyllands-Po
En kaempemaessig storskaerm viser fotos af søde kalve og drøvtyggende kvaeg med fugtige muler.
En blanding af landlig idyl og moderne landbrugsvirksomhed.
Det ser tilforladeligt ud.
Men så går videoen i gang, og montageklip fra danske gårde aflyses af negative overskrifter fra medierne, der popper op på skaermen og fikserer tilhørernes opmaerksomhed.
»Rapport saetter tyk streg under det enorme klimaaftryk fra vores bøffer og bolognese.«
»Formand for Det Dyreetiske Råd: Forkert at fejre ko, der har leveret over 207.000 liter maelk.«
Den slags artikler.
Så er stilen lagt an. De ved godt, at de står for skud.
Vi befinder os til interesseorganisationen Landbrug & Fødevarers årlige sammenkomst for kvaeg- og maelkebønder i Herning, den såkaldte kvaegkongres, og timingen kunne ikke vaere bedre.
I sidste uge kom en ekspertgruppe ledt af topøkonomen Michael Svarer med et laenge ventet bud på, hvordan man kan indføre en CO2-afgift på landbruget og få sektoren til at nedlede sine udledninger af CO2 og metan.
Intet sted er det mere kontroversielt end hos de hundredvis af bønder, der har samlet sig i byens kongrescenter denne mandag morgen.
For der er ingen vej uden om dem, hvis dansk landbrug skal omstille sig.
Produktionen af maelk og oksekød vil alene stå for over en tredjedel af landbrugets samlede udledninger i år 2030, hvis ikke man gør noget. Selv når man laegger hele svin og kyllingeproduktionen sammen, er den ikke tilnaermelsesvis taet på at måle sig med kvaegbrugets belastning af klimaet.
Det afspejler sig i Svarer-udvalgets rapport.
Den blå anemone
Den hårdeste afgiftsmodel vil barbere 20 pct. af kvaegproduktionen herhjemme og øge risikoen for konkurser med en fjerdedel.
Erhvervet står ved et point of no return, og ingen ved praecist, hvordan det hele ender.På Christiansborg er flertallet for en CO2afgift overvaeldende.
Men allerede fra første faerd i Herning står det klart, at kvaegbønderne ikke har taenkt sig at resignere og laegge sig fladt ned, og at Svarer-rapporten ikke har taget kampgejsten fra maelke- og oksekødsproducenterne. Tvaertimod.
Fade med rundstykker, skaereost og peberfrugt er stillet frem fra morgenstunden.
Der er kaffe på kanden, og salen synger ”Den blå anemone” – 1943-modstandsdigtet af Kaj Munk fra Besaettelsen om den sårbare, men ukuelige blomst, der trods dårlige odds altid overvinder vinterens modstand.
Så går Christian Lund, kvaegformand i Landbrug & Fødevarer på scenen.
Han driver en gård med 550 kreaturer vest for Kolding og kommer lynhurtigt ind på CO2-afgiften.
»Som jeg sagde til Landbrugsavisen her i onsdags: Nu kan vi faktisk se, hvor galt det kan gå,« siger han.
Der lyder klapsalver, da Christian Lund erklaerer sig som modstander af CO2-afgiften.
Samtidig blotlaegger hans tale de argumenter, landbruget vil satse på under de kommende forhandlinger i den trepart, som SVM-regeringen har nedsat for at nå frem til den endelige CO2-afgiftsmodel.
De handler om geografisk skaevhed i Danmark.
Men isaer om fødevaresikkerhed i en usikker verden.
»80 pct. af vores danske mejeriprodukter går til eksport. I 2022 var det en eksport for over 27 mia. kr. Selvom de danske forbrugere måske traekker en lille smule på skulderen over en prisstigning på 50 øre pr. kg. maelk og 3-4 kr. for oksekød, så kan jeg garantere for, at det gør de ikke på de store eksportmarkeder i og uden for EU. Og det gør de bestemt heller ikke i de store internationale detailkaeder og fødevarevirksomheder.«
En CO2-afgift vil flytte maelkeproduktionen til udlandet, siger han.
Og koste arbejdspladser i landdistrikterne. Mens nogle ser køerne som syndernes synder, ser Christian Lund det lige omvendt:
»Jeg ser kvaegbrug som en del af løsningen på fremtidens baeredygtige fødevareproduktion. Der sidder ikke nogen herinde, der ikke vil gøre en forskel for Danmarks klimaproblem – for at sikre en forsyning af gode, sunde råvarer og fødevarer i en tid med global usikkerhed.«
»Det kan jo også maerkes«
Kvaegkongressen er på mange måder det ultimative ko-nørderi.
Der sidder ikke nogen herinde, der ikke vil gøre en forskel for Danmarks klimaproblem. CHRISTIAN LUND, KVAEGFORMAND I LANDBRUG OG FØDEVARER
Foyeren er fuld af reklamestandere for firmaer, der lover god yverhygiejne eller mere proteinholdigt kløver på markerne.
På en fladskaerm reklameres der for branchepodcasten ”Kvaeglyt – en klovspalte dybere”.
Tudehamrende tosset
En høj fyr i blazer og hvid skjorte med tyk hollandsk accent står foran en lille sortbroget plasticko og store saekke med fint, hvidt pulver.
Denkamilk, hedder det, forklarer han. Et hollandsk maelkeerstatningsprodukt, der blandes op med vand og kan gives til kalvene bare fire-fem dage efter fødslen.
Asger Christensen er her også. Venstrepolitikeren fra Europa-Parlamentet, der selv har en kvaegdrift og har kaldt en national CO2-afgift for »tudehamrende tosset«.
Inden for i salen aergrer folk sig over udsigten til en CO2-afgift, men der er langtfra tilløb til traktordemonstrationerne og optøjer a la det, man har set i lande som Tyskland, Holland og Frankrig i de senere uger.
René Søndergaard har 160 sortbrogede køer og tre ansatte på sit økologiske landbrug i Thy.
I princippet er CO2-afgiften en god idé, siger han.
Alligevel er han modstander. »Udfordringen er, at vi skal bruge penge for at rykke os og investere i ny teknik. Hvis vi skal til at betale en afgift, har vi ingen penge at investere med.«
Men det er vel hele idéen med en CO2-afgift? At man saetter skruetvinger på jer landmaend, så det bliver dyrt at udlede CO2 og bliver nødt til at fremrykke dine investeringer?
»Der er meget pisk og meget lidt gulerod. Som landmand kan man godt blive lidt harm over, at forbrugerne skal holdes skadefri, mens erhvervet og industrien skal bidrage.«
Han er faerdig som landmand, hvis afgiften ender på de 750 kr. pr ton udledt CO2, som Svarer-udvalget foreslår i sin mest vidtgående model, siger han.
Den noget mildere afgift på 125 kr. kan han godt overleve.
Men det vil koste ham en halv mio. kr. om året.
»Det kan jo også maerkes,« konstaterer René Søndergaard.
Fremtiden for dansk landbrug afhaenger i høj grad af niveauet for en CO2-afgift, siger han.
»Hvis ikke det koster arbejdspladser, kan vi gå en gylden fremtid i møde. Dansk landbrug er rigtig innovativt. Jeg har vaeret i USA og Holland … Og jeg er meget imponeret over, hvad vi har nået herhjemme på forholdsvis få år. Det er nok også derfor, at vi ser traktordemonstrationer i det meste af Europa. De har nogle meget laengere skridt end os, de skal tage.«
Flødeis i fryseren
Kort forinden Thy-landmandens forudsigelse har dagens hovedtaler vaeret på scenen. Økonomiminister Stephanie Lose (V). Hendes ministerium har ansvaret for den grønne trepart og kom med sin egen landbrugsmaessige skabelsesberetning.
Om hendes morfar og mormor, der havde en gård. Mormor lavede flødeis i litervis til fryseren, man fodrede køerne med roer og havde manuelle malkemaskiner, der blev sat på ko for ko.
»Min mormor og morfars gamle landbrug er for laengst forandret og afløst af moderne bedrifter. Hvis min morfar havde vaeret her i dag, kunne han f.eks have hørt om praecisionsteknologi fra droner,« siger hun:
»Og om klimahalsbånd, der holder øje med køerne og kan bidrage til at mindske metanudledningen.«
Pointen fra Venstre-profilen er, at landbruget altid på få generationer har gennemgået en ufattelig forandring.
Og at dén forandring vil fortsaette.
Derfor kommer der en CO2-afgift, slår hun fast. Men uden at blive konkret om, hvordan den skal skrues sammen.
»Så når vi nu står i en brydningstid med svaere opgaver foran os, så lad os sammen holde fast i, at det ikke handler om at støbe dansk landbrug i beton. Men at målet også fremover er at forandre for at udvikle.«