Sverige er på vej ind i Nato. Men det holdt hårdere end nødvendigt
Det var en af den slags nyheder, hvorom man kan sige, at den har vaeret ventet laenge. Men at man efterhånden også gerne ville se den tikke ind, før man troede på den.
Mandag ratificerede det ungarske parlament landets ja til at lukke Sverige ind i Nato. Omsider.
Der skulle gå 21 måneder og et urimeligt politisk spilfaegteri mellem Sverige og Nato på den ene side og først Tyrkiet og siden Ungarn på den anden, før alliancen lige om lidt kan få endnu et nordisk medlem.
en alt for lang proces, før den nationale neutralitet omsider kunne pakkes vaek hos broderfolket. Først Recep Tayyip Erdogan og siden Viktor Orbán har (mis-)brugt Sverige og forsvarsalliancen til noget, der ligner opportunisme og studeprangeri. Først var der tyrkiske beskyldninger om, at Sverige var en regulaer terrorrede, og siden kom Rasmus
Det har vaeret
Paludans afbraending af Koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm behaendigt brugt til at give Natopartnerne endnu en halvleg på pinebaenken.
Og Orbán? Han har også nydt duften af den svenske appelsin i sin magt-turban. Men til sidst fik han to svenske Gripen-fly, så selv om der stadig mangler den ungarske praesidents signatur, må man tro, at den også kommer. Til sidst.
På alle måder har det vaere uskønt at vaere tilskuer til. Ikke mindst i en tid, hvor enhver vaklen kan udnyttes af modstanderne. Erdogan og Orbán dyrker deres dobbelte venskab med Putin og Vesten og forstår at udnytte det til egen fordel.
Heldigvis har deres kraemmersjaele ikke for alvor kunnet drive kiler ned i det europaeiske sammenhold, men de udgør en ubekendt faktor, som ingen på denne side af et nyt jerntaeppe har brug for.
Sammen med den nye slovakiske leder Fico og udsigten til et mere højredrejet Europa efter sommerens valg til Europa-Parlamentet er det ikke kun frygten for fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus, der bekymrer hovedparten af de europaeiske ledere. Europa – og Nato – skal fortsaette med at taetne ethvert forsøg på interne spraekker i enheden.
Det siger noget om situationens alvor, at Sverige har ønsket at tage afsked med 200 års konsistent neutralitetspolitik i lyset af truslen mod øst. Denne trussel har landet jo levet med i – ja, omtrent alle 200 år – og selv under Den Kolde Krig brølede den russiske bjørn aldrig højt nok til at få svenske politikere til at vakle i troen på, at man kunne klare aerterne selv. Ikke engang en vildfaren sovjetisk ubåd i skaergården rokkede den båd. Og når man nu forlader denne tankegang, justerer det givetvis også en hel del ved den ellers altid ret solide svenske selvopfattelse.
Heldigvis har deres kraemmersjaele ikke for alvor kunnet drive kiler ned i det europaeiske sammenhold, men de udgør en ubekendt faktor, som ingen på denne side af et nyt jerntaeppe har brug for.
Men det giver god mening i en tid med stor usikkerhed over for, hvad der sker – og hvad der kan ske. Vi er i Danmark for eksempel holdt op med at fnise over svenskernes formaninger om at samle forråd og batteridrevne radioer – og er selv ved at besinde os på, at naeste gang kan et hackerangreb gå ud over noget andet og større end Thisted Lufthavn. Og at dåsemad i kaelderen ikke er forbeholdt saerlinge – eller svenskere.
Og nej, vi bryder os ikke om at taenke på det, der kan ske. Også derfor er den tryghed, der findes i ikke at vaere ladt alene, vaesentlig.
at vi kan koncentrere os om udfordringerne udefra – og ikke også igen skal bakse med interne bagstraebere og opportunister som dem, der har forhalet Sveriges indtraeden i
Nato.