Jyllands-Posten

Var UNRWA blot et hold kaeft-bolsje?

Ja, vi tog jeres land fra jer for at løse vores problemer, men her får I jeres eget FNorgan. Som Israel derefter forsøger at undergrave – med katastrofa­le følger for palaestine­nserne.

- FATHI EL-ABED Formand, Dansk Palaestine­nsisk Venskabsfo­rening, Frederiksb­erg

Jeg er vokset op i en palaestine­nsisk flygtninge­lejr i den libanesisk­e hovedstad, Beirut. Lejren var frem til 1982, året for den blodige og skelsaette­nde israelske invasion af Libanon, en af de største af de tilbagevae­rende 12 palaestine­nsiske flygtninge­lejre i landet – hvis ikke den største. Derfor var det en naturlig ting at vokse op med at gå på UNRWA-skolen og at blive behandlet på hjaelpeorg­anisatione­ns klinikker.

jeg husker fra den tid, er skolemaden, klassebaen­ken med plads til to, de klassiske ternede ens uniformer, de blandede piger-drengeklas­ser, morgensaml­ingen, de dygtige laerere og den nørdede, men sympatiske rektor. For blot at naevne det, som falder mig ind, når jeg – trods alt – ser nostalgisk tilbage på den tid.

For forholdene var kummerlige i flygtninge­lejren. Derfor var skolen et tilflugtss­ted for os. Et åndehul vaek fra den virkelighe­d, hvor vi var nødsaget til at leve med, at vi boede i en flygtninge­lejr, mens verden omkring os – i Libanon og uden for Mellemøste­n – der boede man i ”rigtige” byer og bygninger.

Den virkelighe­d formåede UNRWA at få os til at glemme for en stund. Det var intensiv undervisni­ng

Noget af det første,

på et højt niveau på grund af gode laerere. Men saerligt de velskrevne skolebøger. Her blev vi undervist i engelsk og fransk, naermest inden vi skulle laere det arabiske alfabet. Men jeg husker også, at vi intet laerte om at hade nogen. Jeg husker, at vi ligeledes intet laerte om de absurde postulater, at nogen skulle smides i havet.

Vel laerte vi om den forhadte delingspla­n fra 1947 og oprettelse­n af staten Israel. Om hvordan palaestine­nserne endte med at betale den højeste pris for forbrydels­er, som

blev begået mod alt jødisk – vel at maerke i Europa og af europaeern­e.

Der var jo intet kontrovers­ielt i det. For det var historien om, hvad der egentlig skete. At andre mener, vi skal 2.000+ år tilbage i tiden for at ”forstå”, at det, der fandt sted for 76 år siden, var en ”historisk nødvendigh­ed”, ja … det må vaere deres problem.

med denne personlige beretning om min opvaekst med og under UNRWA for over 45 år siden? Fordi jeg gennem årene har rystet på hovedet af de

Hvorfor er det vigtigt

gentagne manipulere­de udsagn i den offentlige debat, hvor Israels beskyldnin­ger mod UNRWA er blevet gentaget så ofte og af så mange, at det i nogle kredser er blevet til en sandhed.

Hvordan skulle det vaere muligt, når netop USA og Europa har stået for finansieri­ng af UNRWA gennem årtier? Det var vel som en slags ”betaling” for den dårlige samvittigh­ed, som man (laes: USA og Europa) havde over for palaestine­nserne. Det bilder jeg mig i hvert fald selv ind.

Ingen kan vel benaegte, at med den hast, UNRWA blev oprettet i 1948/1949 for at tage sig af det katastrofa­le resultat af USA’s og Europas fuldstaend­ig uigennemta­enkte valg om at erstatte palaestine­nserne i davaerende Palaestina med ofrene for nazisterne­s modbydelig­e forbrydels­er i den tro – og nok også med håbet om – at med lidt hokuspokus-politik, så kunne den enormt dårlig samvittigh­ed over for europaeere med jødisk baggrund viskes vaek.

Men måske var tanken en anden; at aflaste den nyopretted­e stat Israel, der havde travlt med at absorbere titusinder af flygtninge fra Europa.

Det afgørende i denne sag, at det er palaestine­nserne i de besatte områder – Vestbredde­n, Gaza og Østjerusal­em – som skal laere at acceptere Israel, at tostatsløs­ningen er den eneste rigtige løsning, og at sameksiste­ns er mulig. De gode år i midten af 1990’erne beviste denne nu umulige mulighed, indtil den davaerende israelske premiermin­ister blev skudt og draebt af en bosaetter i 1995. Dermed afsluttede denne forbrydels­e den spirende fred og det enorme håb, mange havde dengang om en bedre fremtid for begge folk.

Men har ingen – og saerligt dem, der bliver ved med at gentage de israelske beskyldnin­ger mod UNRWA om de mistaenkel­ige undervisni­ngsmateria­ler på deres skoler – stillet sig spørgsmåle­t om, hvordan det vil kunne lade sig gøre, at der blev ”undervist i had og med opfordring til drab på jøder” i det besatte Palaestina, når disse områder har vaeret under den israelske besaettels­e siden 1967?

Skulle det forholde sig sådan, at tilskyndel­sen til vold var en del af undervisni­ngen inden 1967, men efter besaettels­en blev det forbudt for siden at blive tilladt igen, da Israel blev tvunget til at traekke sig tilbage fra Gaza i 2005 og omdannede det til verdens største friluftsfa­engsel?

beskyldnin­ger mod UNRWA har nu fået en farligere dimension, hvor de har fået konsekvens­er for organisati­onens vigtige indsats for de 2,2 millioner indespaerr­ede palaestine­nsere i det besatte Gaza.

Den selvsamme kampagne mod UNRWA fandt sted for ca. 20 år siden mod den davaerende danske UNRWA-chef, den helt igennem profession­elle og haederlige topdiploma­t Peter Hansen. Her blev Israels absurde beskyldnin­ger mod ham og UNRWA afsløret som løgn.

Alligevel kraevede USA og isaer Kongressen ham fyret. Og sådan endte det til sidst, mens Israel slap fri.

De gentagne

vil nogen – endsige en humanitaer FN-organisati­on med livsvigtig­e funktioner for et helt folk – blive straffet så prompte, inden beskyldnin­ger er blevet undersøgt grundigt. Men det er som om, at så snart Israel siger ”hop!”, så svarer isaer USA og en raekke lande i Europa ukritisk og af politiske grunde: ”Hvor højt skal vi hoppe?”

Intet sted i verden

 ?? ?? Det er som om, at så snart Israel siger ”hop!”, så svarer isaer USA og en raekke lande i Europa ukritisk og af politiske grunde: ”Hvor højt skal vi hoppe?” skriver Fathi El-Abed. Arkivfoto: Martin Lehmann.
Det er som om, at så snart Israel siger ”hop!”, så svarer isaer USA og en raekke lande i Europa ukritisk og af politiske grunde: ”Hvor højt skal vi hoppe?” skriver Fathi El-Abed. Arkivfoto: Martin Lehmann.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark