Uddannelsessystemet kan ikke skabe trivsel

Debatten om unges mistrivsel er praeget af forventninger om, at uddannelsessystemet kan skabe lykke, men det kan det ikke. Til gengaeld kan det laere dem at håndtere tilvaerelsen.

at korrigere den forestilling, at det er muligt at gå igennem tilvaerelsen, uden at det gør nas. Sådan lød det for nylig fra formanden for den nys nedsatte Trivselskommission, Rasmus Meyer, og det var naeppe sød musik i alle øren. Men set fra det skole- og uddannelsessystem, som dybest set er sat i verden for at laere børn og unge noget, har manden ret:

Hvis vi baserer vores undervisning på en forestilling om ungdommens tiltagende skrøbelighed over for forandringer, udfordringer og kriser, så efterlader vi dem praktisk talt u-uddannede, uden faglige kompetencer og modstandsdygtighed over for tilvaerelsens vanskeligheder, og det kan vi ikke vaere bekendt.

Som samfund er vi nødt til

Debatten om unges mistrivsel føres i bemaerkelsesvaerdig lille grad af de unge selv. Snarere er det foraeldregenerationen, der med krav om faerre karakterer, test og generelt mindre praestationsorientering og en lidt diffus idé om idel lykke til alle kaemper deres kamp. Et måske aedelt, men også tidstypisk motiv fra en generation, som oplever verden som så fyldt med forandringer og risici, at deres unger skal beskyttes snarere end klaedes på til at håndtere dem.

til den meget omsorg. Vi har tilsyneladende aldeles mistet tiltroen til, at vores børn kan håndtere de udfordringer og overgange, som vi selv har vaeret igennem. Det gaelder den fra hjem til børnehave, fra børnehave til skole, skole til ungdomsuddannelser, uddannelse til arbejdslivet – og så videre. Hvert eneste af disse små spring synes nu at kraeve støttehjul og professionelt udspaendte sikkerhedsnet, og tidens tidlig indsats-logikker bliver så omfattende, at det risikerer at skrøbeliggøre i stedet for at selvstaendiggøre børn og unge.

Og som vi ved, er verden altså hverken stabil, tryg eller praeget af kontinuitet. Den er foranderlig, fascinerende og til tider skraekindjagende. Fyldt med energikriser, eksamensnervøsitet, varme følelser og kolde krige, store sejre og personlige nederlag, corona-nedlukninger, klimakrise, kaerlighed, had, og hvad har vi.

Men der er en bagside

En gang var ”tidlig indsats” et udtryk, man alene anvendte i forhold til børn, unge og familier i udsatte positioner, men i dag er de tidlige indsatser altomfattende fra små børn til nye paedagoger og laerere. Alle får ”praksischok”, når de starter i skolen eller overgår til arbejdslivet. Og uddannelsessystemet

Lad os tage den lidt videre.

pålaegges at skabe en kunstig verden, hvor alt helst skal vaere praeget af glidende overgange.

Professor i paedagogisk filosofi Lars-Henrik Schmidt påpegede for 20 årstid siden, at den allerede dengang tiltagende vaegt på tryghed og trivsel medfører, at de opgaver, som stilles til elever og studerende, bliver for praeget af idéen om den naermeste udviklingszone, og dermed følger, at de skal vaere overkommelige. Sagt med andre ord: Hvis flere får for lave karakterer i matematik B-niveau i gymnasiet, er det svaerhedsgraden, den er gal med, ikke elevernes forberedelse.

skolens og gymnasiets fremmeste ansvar er at laere eleverne noget ved at stille dem over for passende høje udfordringer, som de kan vokse med. Det er ikke at levere høje årskarakterer på baggrund af svage faglige praestationer, for faglig anerkendelse må ikke gives uafhaengig af den indsats, den praestation og det resultat, som følger med. På samme måde må foraeldregenerationen opdrage i tiltro til, at eleverne selvstaendigt og sammen er i stand til at overvinde eller bøje sig for de rimelige forhindringer, verden møder dem med.

I overgangen fra hjem til dagtilbud indgår barnet i nye legefaellesskaber, og det bidrager til at udvikle det til et socialt kompetent menneske. Lektor og legeforsker Ditte

Men hør,

Winther Lindqvist beskriver i bogen ”Leg” fra 2020, hvordan børn afviser hinanden i leg, falder og slår sig i leg, men også at de netop derved får erfaringer med at tackle afvisninger, at vurdere risici og at blive modige, men ikke dumdristige. Det er virkelig vigtige erfaringer, som foraeldrene og laereres bekymringer for risiko og utryghed kan forhindre dem i at opnå.

Tilsvarende med overgangen fra dagtilbud til skole, hvor barnet vokser til elevstørrelse og laerer at sidde stille og tage imod undervisning. Men her skal laereren ikke laengere kun vaere en trivselsgarant, som kerer sig om selvvaerd og velbefindende, men en faglig autoritet, hvis instruktioner skal følges.

Denne vaegtforskydning må gerne opleves som et lille positivt praksischok, der gør barnet til den elev, der stolt kan vise sine nye skolebøger for lillebror.

Forskningen viser nemlig, at et vist niveau af aengstelse hjaelper os til at holde ved og praestere så godt, vi nu kan. Uddannelse, undervisning og laering vil altid vaere forbundet med normal-ubehag, for man laerer først, når man opdager sine egne begraensninger og erfarer nye måder at håndtere dem på. Laereprocesser synliggør det, man ikke ved eller har misforstået, og selv de flittigste og mest vedholdende elever vil altid føle en normal-aengstelse forud for terminsprøver og eksaminer.

Vi har tilsyneladende aldeles mistet tiltroen til, at vores børn kan håndtere de udfordringer og overgange, som vi selv har vaeret igennem.

Et for ensidigt trivselsfokus udskyder, udglatter og udrydder i vaerste fald disse små praksis- og realitetschok, og det er skidt. For jo, med undervisning, eksaminer og karakterer følger store sejre og nederlag, men den største tryghed består i at erfare, at man vokser med dem. Den paedagogiske opgave kan derfor ikke vaere at sikre trivsel eller undgå nederlag, men at hjaelpe eleverne op og børste dem af ved at laere af dem.

At forvise karakterer, eksaminer og faglig bedømmelse fra skolen og uddannelserne og i stedet gøre trivsel til deres kerneopgaven, sådan som i hvert fald nogle politikere synes at ønske sig, er at dømme vores børn og unge til at mislykkes, for uddannelsessystemets fremmeste formål er faktisk at laere eleverne noget. Det vil sige at stille dem passende udfordringer, de skal anstrenge sig for at overkomme og vokse med.

at lette overgange og udfordringer og levere en trivselspaedagogik med fokus på lutter lune relationer, så langt øjet raekker. Tryghed er hovedsageligt en sag for forsikringsselskaber og mistrivsel for sundhedssystemet. Hvis disse opgaver fylder for meget på skoler, ungdomsuddannelser og universiteter, så fortsaetter nedbarberingen af laererautoriteten, og skolen går fejl af sin egentlige opgave.

I et mere eksistentielt perspektiv har en skrøbeligheds-/sårbarhedstilgangen altså konkrete bagsider, som fuldt implementeret vil saette vores unge dårligere i stand til at klare sig i en verden med krav om anstrengende indsatser og aerlige tilbagemeldinger.

Formålet kan ikke vaere

Selvfølgelig kan man heppe og håbe på en frigørelse af skolepolitikken fra internationale målinger, praestationskrav og uddannelse til arbejde til fordel for personlig udvikling og trivsel, men hvis det skulle ske, ville det danske uddannelsessystem ophøre med at vaere netop et uddannelsessystem, og det ville for alvor gøre nas på kommende generationer.