Er der mon mere filmmagi gemt på planeten Arrakis i anden del af Dune-filmatiseringen?
Årets første store blockbuster-begivenhed er lige praecis så ambitiøs og storslået, som man kunne drømme om – men den er faktisk bedst, når den finder et roligt øjeblik med sine hovedpersoner.
DUNE: PART 2
Sci-fi/Drama
Land: USA, Canada 2024 Instruktør: Denis Villeneuve Premiere: 28. februar Varighed: 2 timer og 46 minutter
333333
Det handler om magt i ”Dune: Part 2” – årets kraevende og tålmodige storfilm i de danske biografer. Den upraetentiøse magt i blikket mellem to elskende, den inderlige magt i moderens viljestyrke over for sine børn, den fanatiske religions blaendende magt og naturressourcernes økonomiske magt, når skiftende herskere kaemper for at vinde og besidde dem.
Det er et fascinerende studie af menneskets evige jagt på indflydelse og retfaerdighed, der udspiller sig i canadiske Denis Villeneuves store og alvorstunge science fiction-epos, der nu udspiller sig over fem timer og allerede har lagt kimen til en fortsaettelse i det farefulde braendende sand på ørkenplaneten Arrakis.
Frank Herbert skrev forlaegget, der er blevet praecist bearbejdet til at virke i filmformat, uden at Villeneuve har forfladiget den komplekse historie unødigt. Vi starter i direkte forlaengelse af den første film, så det kan varmt anbefales at lade op til biografturen med et gensyn, hvor Paul Atreides har overlevet attentatet på sin familie og har søgt tilflugt hos Arrakis’ ørkenfolk, fremenerne.
De kaemper oprørskampen mod baron Harkonnens terrorstyre, som alene har til formål at tilrane sig det vaerdifulde Melange, der svaever med sandet på Arrakis, hvor også de overvaeldende sandorme regerer.
Paul indgår måske i de religiøse fremeners profetier om en ny frelser og må modvilligt traede ind i rollen, fordi den magt, som følger med, er praktisk anvendelig i hans mission, der tager en kurs mod et storopgør mellem alle de magtrelationer, der omgiver ham.
Gå i biografen!
Men Villeneuve kan også noget med billeder og lyd.
Hvis man i mageligheden hjemme foran streamingtjenesterne har glemt, hvad det er, biografoplevelsen kan, så leverer ”Dune: Part 2” pakken. Den skal ses i så store forhold som muligt, hvor billedsiden får lov til at folde sig ud, og den snerrende og buldrende lydside kan saette sig i tilskueren i en decideret fysisk oplevelse.
Men pudsigt nok er det, når al staffagen pakkes vaek, og hovedpersonerne indfanges af kameraet i en solnedgang i ørkensandet, at dramaet lever bedst.
Timothée Chalamet og Zendaya har klassisk filmstjerneudstråling, og de kan med meget få ord formidle et følelsesliv, der er spaendt ud mellem alle magtrelationerne omkring dem.
Omkring dem er stort set hver eneste rolle besat af et kendt ansigt (som indrømmet kan vaere svaere at genkende). Det føles som spild, når nogle af dem kun anvendes i en enkelt scene eller to, men det er prisen for at vaere en del af noget så stort, og ”Dune: Part 2” understreger om noget vaerdien i det gamle filmstjernebegreb, hvor et kendt ansigt netop kunne tegne en hel figur på få sekunder, fordi vi laeser vores kendskab til skuespilleren ind i rollen. Det er overdådigt på en opulent facon, men det fungerer.
På overfladen følger filmen plottet om Pauls og ørkenfolkets modstandskamp mod Harkonnens styre, men den egentlige drivkraft ligger i de emotionelle tråde, der traekkes mellem Paul og kvinderne i hans liv – og som konstant vikles ind i magtspillets laenker.
Dét er et spaendende drama, og den rygrad i fortaellingen, der gør, at vi også om mange år kan vende tilbage til Villeneuves overdådige filmatisering, som man må håbe får den tredje film, handlingen laegger op til.