»I min gamle hjerne lyder det, som om man praler, hvis man er stolt af noget«
Erik Fossing Nielsen begyndte i Nationalbanken i Danmark og er nu ansat i den største italienske bank. Indimellem har han i en lang karriere haft job i Washington, New York og London.
Hvordan opnår man et cv, der raekker fra Nationalbanken i Danmark over IMF (Den Internationale Valutafond) og Verdensbanken i Washington til Goldman Sachs i New York og London, og som formentlig slutter med Unicredit?
For den danske topøkonom Erik Fossing Nielsen er der ét ord, som går igen, når han selv fortaeller om sin karriere: tilfaeldigheder.
Sådan begyndte hans karriere i 1981.
Egentlig havde han overvejet en stilling i landbrugsministeriet. Det fortalte han til sin vejleder på cand.polit.studiet ved Københavns Universitet. Vejlederen var økonomiprofessor Niels Thygesen. Han mente, at en stilling i Nationalbanken var den rigtige vej at gå. Sådan blev det, efter at Erik Fossing Nielsen havde vendt det med sine foraeldre.
»I min karriere er der opstået muligheder, som lød interessante. Og så er jeg sprunget på,« siger Erik Fossing Nielsen.
Mødte sin hustru i USA
Siden 1985 har han med en kort afbrydelse boet i udlandet.
Det var også tilfaeldigheder, som førte ham til udlandet. Først gjaldt det en stilling i IMF i Washington, hvor han mødte sin kone, som han i alt har fået tre børn med.
Ordet tilfaelde bliver også brugt, når han beskriver, hvordan han for en kortere periode vendte tilbage til Nationalbanken for derefter at rejse retur til Washington. Denne gang til en stilling som økonom i Verdensbanken.
Efter et par år med fokus på udviklingslandes gaeld blev han en del af Verdensbankens nye Rusland-team i 1992. Rusland var efter Sovjetunionens fald lige blevet lukket ind i varmen i IMF og Verdensbanken.
»Det var på det tidspunkt det mest sexede job, man kunne få som økonom i Verdensbanken,« lyder det fra Erik Fossing Nielsen.
Der havde vaeret så mange ansøgere til jobbet, at Erik Fossing Nielsen havde taenkt, at han ikke havde nogen chance for at få det. Men en opringning om, hvorfor han ikke havde søgt stillingen, aendrede på tingene.
Det er ikke for at prale, at den detalje kommer frem. For er der noget, som ligger langt fra Erik Fossing Nielsens måde at vaere på, er det praleri. For eksempel lyder svaret på spørgsmålet om, hvad han er mest stolt af i sin karriere, at det er hans børn.
Et heldigt liv
»I min gamle hjerne lyder det, som om man praler, hvis man er stolt af noget. Men altså, jeg har da haft et heldigt liv,« siger Erik Fossing Nielsen.
Efter en årraekke i Verdensbanken fik Erik Fossing Nielsen ud af det blå pludselig et opkald fra en forhenvaerende kollega. Goldman Sachs havde brug for en økonom med fokus på Rusland.
»Jeg havde egentlig ikke overvejet at blive økonom i en kommerciel bank. Men jeg spurgte min chef (i Verdensbanken, red.), som sagde, at det skulle jeg gøre, og at jeg fik to års orlov, så jeg kunne komme tilbage bagefter,« forklarer Erik Fossing Nielsen.
Allerede et år senere gav han Verdensbanken besked om, at han ikke vendte tilbage.
»Det kommercielle var rigtig sjovt og meget mere interessant,« siger han.
»I IMF og Verdensbanken kunne man skrive et papir, som man så fik en reaktion på to måneder senere. I en kommerciel bank fik man lynhurtig feedback fra kunder eller tradere, som ville spørge ind til en detalje i noget, man havde skrevet. Man kunne lynhurtigt se, hvad man bidrog med.«
Karrieren i Goldman Sachs førte ham til London, hvor han med tiden fik titel af europaeisk cheføkonom.
I den store investeringsbank var der en uskreven regel om, at man enten steg i graderne eller fandt sig noget nyt.
Og på et tidspunkt, hvor der skete aendringer i organisationen med en rollefordeling, der ikke faldt ud til danskerens
fordel, valgte han at gøre det sidste. Naturligvis uden at smaekke med døren.
Da gaeldskrisen rullede
Denne gang blev tilfaeldet så, at den italienske storbank Unicredit manglede en cheføkonom. Det var i 2011, da den europaeiske gaeldskrise rullede.
»I Goldman Sachs var stemningen dengang meget, at det ene land efter det andet ville blive smidt ud af euroen,« fortaeller Erik Fossing Nielsen.
»Jeg havde det modsatte synspunkt og fik med jobbet i den største italienske bank mulighed for at saette handling bag mine ord.«
Det skal vaere sjovt
Erik Fossing Nielsen, som voksede op i Naestved, fyldte for nylig 67 år. På spørgsmålet, om hvor laenge han bliver ved, er svaret: Indtil han bliver bedt om at stoppe, eller indtil han ikke har det sjovt mere.
Den filosofi fik ham for et par år siden til at gå fra at vaere cheføkonom med ansvar for flere end 50 medarbejdere til nu at vaere økonomisk rådgiver i Unicredit, hvor han ikke har ansvaret for medarbejdere. Og så er hans arbejdsuge på tre dage. På papiret.
»Min kone siger, at det eneste, der er blevet til deltid, er lønnen. For jeg arbejder stadig rigtig meget. Men nu laver jeg kun alt det sjove.«
Min kone siger, at det eneste, der er blevet til deltid, er lønnen. For jeg arbejder stadig rigtig meget. ERIK FOSSING NIELSEN, ØKONOMISK RÅDGIVER, UNICREDIT