Ildkampe, blodige haender og PTSD: »Hvis jeg vidste det, jeg ved i dag, havde jeg gjort det alligevel«

Både gode og dårlige minder fylder hos 38årige Casper Johnny Poulsen, Skanderborg, 17 år efter udsendelsen til Irak.

»Hun er en sød pige. Hun har altid en blomstret kjole på, store, flotte grønne øjne og rottehaler. Hun dukker op på de fleste af vores patruljer. Inden jeg rejste til Irak, havde jeg laert en smule irakisk, og det fangede hun ret hurtigt. På et tidspunkt foraerer hun mig et armbånd – det har jeg stadig liggende derhjemme,« siger Casper Johnny Poulsen, der var i Irak med Forsvaret i 2006.

Den lille pige bor med sine foraeldre og søskende.

»Det er hyggeligt. Når hun er der, sker der aldrig ballade. Men så snart hun ikke er der, ved vi godt, at vi skal gå den anden vej igen. Det er en måde at vaere sikker på. Det er lidt vildt at taenke på, at hun er i midt eller slut 20’erne nu, hvis hun stadig er i live,« siger Casper, der i dag bor i Skanderborg med sin hustru og deres to børn på tre og seks år.

Uge-Bladet møder krigsveteranen i et lyst lokale hos CP FysioTreatment i Skanderborg. Det er ikke til at se det på ham, som han sidder der med korslagte arme og fortaeller åbent om sit liv som soldat, veteran med PTSD, familiefar, mand og ivaerksaetter.

Inden i Casper er det en helt anden sag. Han kaemper hver dag for at navigere rundt i et samfund, hvor det er svaert at vise sit sande jeg.

»Jeg har det faktisk rigtig godt alt taget i betragtning. Men jeg kan godt maerke, når jeg snakker og åbner, at det saetter gang i noget i kroppen.

Det er sjaeldent, at jeg fryser, men jeg har det koldt lige nu,« siger Casper og løfter armen for at vise de små hår på underarmen.

Blodige haender

Hårene rejser sig også, når han taenker på Irak.

»Det vaerste er, når jeg kan høre, der sker noget, men ikke må gøre noget. Vi sidder bare og venter, fordi vi skal stå standby. Ellers er der ikke nogen til at traede til i vores område. De situationer – nu kan du bare se min arm – hvor vi bare sidder og venter, mens vi over radioen kan høre alt. Det sidder stadig i mig her 17 år senere. Det er det vaerste. At vaere handlingslammet,« siger Casper.

Han husker heldigvis også tilbage på gode oplevelser.

»Jeg kan huske duftene derfra. Det er underligt. Det kommer jeg aldrig til at slippe. Jeg kan også huske, når vi sad på kølerhjelmen i ørkenen og kiggede ind over byen og bare kunne se de her lysspor fra, når de skød op i luften, og det bare fløj til højre og venstre. Det var fuldstaendig fantastisk.«

Det negative udgør kun få procent.

»Det er jo desvaerre det negative, der fylder nu. Jeg kan

Jeg har få naere venner, der får den rigtige udgave. Ellers er jeg god til at lave en facade. Det skal jeg også blive bedre til. At bryde facaden ned. Det er okay, at jeg ikke er okay. Jeg har en tendens til at svare, at jeg har det fint, når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det. CASPER JOHNNY POULSEN, VETERAN

Casper Johnny Poulsen har gemt armbåndet fra den lille pige i Irak sammen med nogle gamle billeder og medaljer. Blandt andet en medalje for at vaere såret i krig, da han kørte over en vejsidebombe. Han lever stadig med et fragment i ryggen. Foto: Katrine Friis

huske alt. Følelsen af blod på haenderne. Alt. Det tog mig fem år, før jeg kunne håndtere råt kød igen efter at vaere udsendt, fordi det simpelthen satte gang i en masse. Ja. Alt. Ansigter og de negative ting.«

Casper blev sendt hjem efter 6,5 måneder i Irak.

Krudt i naesen

I julen 2006 er lysten til at komme hjem stor. Hans storesøster er gravid med sit første barn, og han føler sig langt vaek. Først midt i februar kommer han hjem.

»Det med at gå fra at ligge i ildkamp den ene dag og stå i Karup den naeste med cigar i munden og champagne i glasset – det er fuldstaendig surrealistisk. Du har stadig lugten af krudt i naesen, og så står man der og holder om sin mor. Det rykkede noget i mig, og min mor kunne se det med det samme,« siger Casper.

Han er selv ret sikker på, han har det godt. Livet går videre i Forsvaret i Holstebro.

»Jeg kan huske en øvelse i marts 2007, hvor der er en, der kaster et kanonslag bag min ryg. Det giver et saet i mig. Så kan jeg godt maerke, jeg ikke er ok. Jeg er sygemeldt i tre til fire måneder, hvor jeg taler med en psykolog og får mere styr på mig selv,« siger Casper, der i tiden efter udsendelsen finder god støtte i sine foraeldre og søster.

Faren er tidligere soldat, og det kommer ikke bag på ham, da Casper fortaeller sine foraeldre, at han har meldt sig til udsendelse.

»Men min mor blev knust. Men qua vores familieopbygning med, at hun var vant til, at min far havde vaeret af sted, accepterer hun det selvfølgelig. Og støtter det sindssygt meget og gør det stadig. Det var ikke nemt for min mor. Overhovedet ikke. Det er nok det, jeg fortryder allermest. Det var så hårdt for dem og min søster,« lyder det fra Casper, der efter Forsvaret begynder at studere.

Først til ergoterapeut, men skifter undervejs til fysioterapeutstudiet, som meget hurtigt fanger ham på samme måde som Forsvaret.

Livet med PTSD

I sommeren 2011 bliver han diagnosticeret med PTSD i moderat til svaer grad. Han får at vide, at det bliver svaert for ham at gennemføre et studie. Men det lykkes ham.

»Man skal ikke fortaelle mig, der er noget, jeg ikke kan. Så saetter jeg mig for at gøre det, og jeg stopper ikke, før jeg er i mål,« siger Casper.

Ca. seks år senere finder han sammen med sin barndomsven Mette, som han i dag er gift med. Samme år bliver hun gravid med datteren Siff, og tre år senere slutter lillebror Balder sig til familien.

»De er virkelig en vigtig faktor for, at jeg er nået så langt. Min kone og jeg kender hinanden rigtig godt, og hun er god til at sende mig ud at løbe, hvis jeg er lige ved at braende sammen.«

Casper laegger ikke skjul på, at han bruger løb som terapi. Under de lange løbeture forsvinder krigens minder fra nethinden, og løb giver ham energi til tiden med familien.

»Jeg elsker mine unger sindssygt højt, og jeg vil gerne bruge en masse tid med dem. Jeg maler eksempelvis sådan nogle små figurer, som jeg er begyndt at gøre med min datter. Hun kan koncentrere sig ret laenge. En dag ville Balder også vaere med. Det er fedt at have en passion for noget, som jeg kan give videre,« lyder det med et smil fra Casper, der også elsker at tage dem med ud i naturen.

Han er bevidst om, at både børn og hustru hjaelper ham i den rigtige retning.

»Men børnene er faktisk – selvom det måske lyder fjollet – også ofte årsag til, at jeg får de her panikanfald, som måske rammer mig mellem to og tre gange i måneden. De kommer, når jeg eksempelvis er ved at putte dem om aftenen. Når Balder sover, laegger jeg mig over til vores datter og putter mig ind til hende og holder om hende. Hun kan rigtig godt lide at falde i søvn på min brystkasse, og når jeg ligger der, kan sådan et panikanfald godt komme snigende, og så kan det udvikle sig hurtigt. Det kommer, fordi jeg begynder at taenke på den dag, jeg ikke er her til at beskytte dem mere. Jeg har heldigvis fået nogle redskaber af en psykolog til at bearbejde det, inden det bliver et rigtigt anfald,« fortaeller Casper åbent.

»Jeg har det fint«

Mere åbent end over for bekendte.

»Jeg har få naere venner, der får den rigtige udgave. Ellers er jeg god til at lave en facade. Det skal jeg også blive bedre til. At bryde facaden ned. Det er okay, at jeg ikke er okay. Jeg har en tendens til at svare, at jeg har det fint, når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det,« siger Casper.

Mest fordi han ikke føler, det er okay at vaere aerlig.

»I min optik er vi meget individualister. Jeg oplever flere og flere, hvor det er tydeligt, at de lytter til mig, men de venter bare på, at jeg er faerdig med at tale, så de selv kan sige noget. Der er laengere mellem den dybe og fyldestgørende samtale. Det vaerste er dem, der siger: ”Jeg forstår godt, hvordan du har det”. Det kan jeg love dig for, at du ikke gør,« siger Casper.

Han gad godt, at det blev mere almindeligt at vaere aerlig, for der er svaere dage for krigsveteranen.

»Vi er kulminationen af alle vores oplevelser. Jeg var ikke, hvor jeg er, hvis jeg ikke havde oplevet det i Irak. Jeg har accepteret meget af det, jeg har gjort, og det tror jeg gør, at jeg har det så godt, som jeg har. Hvis jeg vidste det, jeg ved i dag, inden jeg startede i Forsvaret, så havde jeg gjort det alligevel. Det har gjort mig til den, jeg er. Det tror jeg måske er det vigtigste.«

Det vaerste er, når jeg kan høre, der sker noget, men ikke må gøre noget. Vi sidder bare og venter, fordi vi skal stå standby. Ellers er der ikke nogen til at traede til i vores område. De situationer – nu kan du bare se min arm – hvor vi bare sidder og venter, mens vi over radioen kan høre alt. Det sidder stadig i mig her 17 år senere. Det er det vaerste. At vaere handlingslammet. CASPER JOHNNY POULSEN, VETERAN