»Børn skal ikke konstant spørges, hvad de følte i morges, hvad de føler nu, og hvad de mon føler i aften«
Vi står midt i en national trivselskrise, men vi skal stoppe med hele tiden at maerke efter og tale om mistrivsel. Det kan have en selvforstaerkende effekt, mener en dansk professor.
Nu skriver vi igen om mistrivsel. Burde vi egentlig lade vaere med det?
Spørgsmålet er til Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed.
Hun er stille i få sekunder.
»Det kommer an på vinklen. Hvis du skriver, at nuancerne er enormt vigtige, og at vi skal undgå overdrivelserne i fortaellingen om mistrivsel, så skal historien bestemt skrives,« svarer hun.
I årevis råbte Vibeke Koushede op om den bekymrende udvikling i danskernes trivsel – laenge før mental sundhed blev allemandseje.
Nu traekker den 49-årige professor så lidt i en anden retning.
»Der er gået mode i mistrivsel,« advarer hun og leverer en kaerlig, men direkte opfordring:
Det er tid til at laere at skelne mellem alvorlige lidelser og forbigående skavanker, vi skal til at bruge de rigtige ord, og så vil det klaede os at stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.
Hun er barn af 1970’erne, født i Virum og opvokset i Herlev. Måske derfor smågriner Vibeke Koushede af spørgsmålet om, hvorvidt en dårlig dag i skolen var et samtaleemne over middagsbordet i barndomshjemmet.
»Ligesom alle andre var jeg selvfølgelig optaget af, om jeg passede ind i faellesskabet i klassen, men vi talte ikke så meget om det. Hverken derhjemme eller i skolen.«
Det er anderledes i dag.
Det er naesten umuligt at søge daekning for målinger og rapporter om trivselskrisen – den regnvåde, grå sky af praestationskrav, stress, sociale medier og ensomhed, der haenger over os. Og saerligt børn og unge.
Knap en femtedel af danskerne lider af dårligt mentalt helbred, viser de nyeste tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF). Eller oversat til konkrete tal: I 2010 scorede 10 pct. af danskerne lavt på den mentale helbredsskala. I 2023 lå tallet på 18,3 pct.
Udviklingen bør tages alvorligt, mener Vibeke Koushede, der er professor i mental sundhedsfremme, men man skal huske at nuancere forestillingerne og forventningerne til ens eget og ens børns liv.
»Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste børn og unge har det godt, og så er der en mindre gruppe børn og unge, som har det rigtig svaert. De skal selvfølgelig have rettidig og ordentlig hjaelp og behandling. Ingen tvivl om det. Men vi skal laere at adskille normale, menneskelige udfordringer i et børne- og ungdomsliv og problemer af alvorlig karakter.«
Er det ikke tilfaeldet i dag?
»Nogle har et enormt stort fokus på deres mentale sundhed. Andre er slet ikke opmaerksomme. Både for meget og for lidt er et problem. Det er en elementaer del af livet at vaere ked af det i perioder – det er ikke ensbetydende med svaer mistrivsel, som i forvejen er et kaempestort, bredt og ret diffust emne, som daekker over alt og intet.«
Ikke problem i sig selv
Siden 2020 har Vibeke Koushede ledet Institut for Psykologi på Københavns Universitet, der er landets største psykologiske forskningsog uddannelsesinstitution. Samtidig er hun et af de udpegede medlemmer af regeringens Trivselskommission, der skal komme med bud på, hvordan den mentale sundhed styrkes hos børn og unge fra 0-25 år.
Ét af hendes bud er at stoppe dyrkelsen af mistrivslen og fokusere mere på det, der beskytter os.
»Vi skal ikke hele tiden tage temperaturen på os selv, hinanden eller vores børn. De skal ikke konstant spørges, hvad de følte i morges, hvad de føler nu, og hvad de mon føler i aften.«
Hun mener, at det kan have en selvforstaerkende effekt, at vi igen og igen – også i medierne – haefter os ved modvinden og frygten for nedbør i tilvaerelsen.
»Blandt voksne taler man tit om over- og underbehandling i forhold til depression.
De, der har brug for hjaelp, er ikke nødvendigvis altid dem, der raekker ud, mens de, som raekker ud, indimellem kunne have klaret sig med hjaelp fra familie, venner og naboer. Det gør sig også gaeldende for børn og unge. Nogle maerker enormt meget efter hele tiden, fordi samfundet naesten siger, vi skal. Måske skulle vi indimellem maerke lidt mindre efter.«
Er det et problem? Er det ikke netop et sundhedstegn, at vi tager vores helbred alvorligt?
»Det er ikke et problem i sig selv, men det kan hurtigt lyde, som om vi har en hel generation af børn og unge, vi er ved at tabe på gulvet, og det er ikke rigtigt. Det er positivt, at vi taler mere åbent om, hvordan vi har det, og at vi raekker ud efter hjaelp, men vi har noget at laere. Også i sproget.«
Det vender vi tilbage til, jeg skal først lige høre, hvad du tilskriver, at der er gået mode i mistrivsel?
»Jeg tvivler på, at børn og unge bevidst taenker, at det er supersmart at have det dårligt, men der er mange psykologiske teorier om flertalsmisforståelser og social pejling. Fordi vi har brug for at vaere en del af faellesskabet, er vi tilbøjelige til at laegge vores egen holdning, viden og vaerdier til side, hvis det afviger fra flokken. Hvis alle andre har det dårligt, har man måske også selv noget, man bokser med. Vi spejler os enormt meget i andre. Saerligt børn og unge.«
Eller sagt med et andet eksempel: »Bevidst eller ubevidst vil de gøre meget for at passe ind i gruppen for anerkendelsens og tryghedens skyld. Hvis man tror, at kammeraterne ryger, drikker eller har haft sex, er man mere tilbøjelig til at lade det påvirke ens egen adfaerd. Det er et kendt, socialt faenomen inden for risikoadfaerd blandt børn og unge. Man forsøger at leve op til de forventninger, man tror, der eksisterer.«
Vi lever i skavankernes paradis. Sådan sagde den 92-årige forfatter Niels Barfoed
for nylig i et interview i Information. Her pointerede Barfoed, at ingen genvordighed efterhånden er for lille til at blive udpenslet i medierne.
Forskel på angst og nervøsitet
Det er ikke en helt skaev betragtning, mener Vibeke Koushede. Vi formes af tiden, vi lever i, og hvad samfundet og medierne synliggør, giver point for og opmaerksomhed til, siger hun.
»Det er ikke et problem, at vi indimellem har det skidt, er kede af det eller har negative tanker. Det bliver vi ikke syge, angste eller deprimerede af. Det kan vi derimod blive, hvis vi giver bekymringer og negative tanker for meget opmaerksomhed eller dyrker dem,« siger hun.
Så det er ikke tilstedevaerelsen af de grimme tanker, der gør os syge, men at vi hele tiden roder rundt i det?
»Ja, taenk, hvis vi fik gjort solidaritet, sunde faellesskaber og gode holdspillere sexede igen. Taenk, hvis vi rettede vores opmaerksomhed mod det, der beskytter os og styrker os, i stedet for at dyrke og tale om vores egen, lille mentale sundhed.«
Og så er vi tilbage ved sproget. Du mener, vi bruger sproget forkert. Hvad er din pointe?
»Vi siger, at vi er stressede på arbejdet, og vi siger, at vi er megaangst over småting i hjemmet. Vi kunne med fordel overveje at taenke over ordene. Jo flere forskellige ord vi kan bruge om følelserne, desto bedre kan vi ramme praecist. Der er forskel på at vaere stresset og have travlt. Der er forskel på at vaere angst for skoleprøven og vaere nervøs eller spaendt. Der er forskel på at vaere usikker på hele sin fremtid og spekulere over livet.«
I overført betydning må børn og unge gerne hentes og bringes i ladcyklen, men de styrter ikke nødvendigvis ved at cykle selv. Og i så fald findes der plastre. Det er Vibeke Koushedes udgangspunkt.
Tal med dem, lyt til dem, tag dem alvorligt, men perspektiver livet for dem, lyder hendes råd.
»De skal støttes og hjaelpes, men det gør bestemt ikke noget indimellem at sige, at de fleste ting går over. Uanset hvor godt eller skidt det går, varer det ikke ved, som Johannes Møllehave sagde.«