At smide elever ud er ingen løsning
at smide børn ud af folkeskolen? Journalister har stillet spørgsmålet igen og igen i den seneste tid, og foraeldre og politikere med blodtørst i øjnene har ikke holdt sig tilbage med at kraeve det i retfaerdighedens navn.
Det, vi ser i disse dage, er, at skolens vaerdier og skolens virkelighed rammer hinanden. Hvad sker der, når vi rammer kanten af eller kommer uden for rammen af det, vi kan acceptere af faellesskabet? Hvad gør folkeskolen så? Vi gør faktisk en hel del. Men lad mig slå fast: Vi smider ikke elever ud. UD findes ikke.
Skal det vaere lettere
I folkeskolen har vi en forpligtelse til at undervise de børn, der bor i skolens distrikt. Vi optager alle og forventes at håndtere alle, medmindre saerlige omstaendigheder spiller ind.
Sådan er det, fordi vi i Danmark har en tro på, at børn, der laerer noget om fag, samfund, faellesskaber og demokrati, vil kunne føle sig som en vigtig brik i samfundet, samtidig med at vi ønsker, at de bliver i stand til at klare sig i livet. Vi tror på, at børn og unge udvikler sig bedst i faellesskaber.
Indimellem sker det, at nogle elever gør ting, der ikke er acceptabelt i skolen, og som kalder på handling.
det er lige praecis, hvad skoleledere gør. Hver eneste dag bliver der håndteret vanskelige sager på landet folkeskoler ud fra de handlemuligheder, som er beskrevet i den såkaldte ordensbekendtgørelse. Elever bliver henvist til PPR. Der er mange dialoger med både elever og foraeldre. Vi understøtter i klassevaerelser og overflytter elever til anden undervisning. Bare for at naevne noget.
Sådan skal det også vaere, for i folkeskoleloven står der, at det er skolens leder, der traeffer alle afgørelser vedrørende den enkelte elev.
Og at handle,
tale om det. Vi kan og må ikke udtale os offentligt om, hvilke tiltag vi har sat i vaerk, og hvilke vi påtaenker at saette i vaerk, for vi har tavshedspligt af hensyn til de børn, der risikerer at blive maerket resten af livet.
Derfor kan vi ikke – hvor gerne
Men vi kan ikke
vi end vil – sikre, at alle foraeldre oplever retfaerdighed i alle sager. Der ligger så mange vurderinger og indsatser til grund for vores beslutninger, når tingene går galt. Foraeldre har ingen ret til at vide noget om andres børn, og vi kan ikke kommunikere tydeligt til den samlede foraeldregruppe i en klasse eller på en skole.
Højtråbende foraeldre og kommunal- og landspolitikere, der agerer selvbestaltede dommere med ret til at bestemme, hvad der skal ske med de børn. Det gavner ingen.
vaeret vidner til, at det har resulteret i, at sagerne er blevet taget op af gadens parlament. Højtråbende foraeldre og kommunal- og landspolitikere, der agerer selvbestaltede dommere med ret til at bestemme, hvad der skal ske med de børn. Det gavner ingen.
Som skoleleder gør man det allerbedste for at håndtere sagerne med omhu og respekt og ud fra proportionalitetsprincippet. Men vi kan ikke klare det alene. Selvom vi har handlemuligheder, så er vi dybt afhaengige af systemet rundt om skolen. Samarbejdet med socialforvaltningen og PPR er afgørende for at lykkes. For hvis ikke kommunen har plads i et specialtilbud, hvis økonomien ikke er til rådighed, eller ventetiden hos PPR er
Desvaerre har vi
uendelig, så står skolelederne magtesløse og med et ansvar, de ikke kan løfte.
Skolerne er presset på økonomien, og vi har et system uden om skolen, der er lige så presset. Det er der, politikerne bør laegge deres kraefter i stedet for at tro, det hjaelper at smide nogen ud.
Vi må aldrig forfalde til at naegte elever en fri, gratis og offentlig folkeskoleundervisning i et staerkt faellesskab.