Tidligere tv-vaert: AGF er en af de helt store kilder til personlig udvikling
Poul Guldborg er saesonkortholder, medlem af fanklubben og sponsor i AGF, og så har han gjort en dyd ud af hurtigt at skylle skuffelserne af sig. »Vi er AGF, og vi er pissegode til det her, vi er verdensmestre i at håndtere nederlag.«
»Det handler om at se gaven i lorten,« og »at aergre sig er bare at tage en dårlig oplevelse to gange«.
Det er sådan, tidligere DRvaert og i dag stresscoach og mentaltraener samt mangeårig AGF-fan Poul Guldborg ser på livet som fan af ”De Hviie”.
For her et par dage efter søndagens højdramatiske nederlag til FC Midtjylland er han også allerede videre i teksten – for laengst.
»Det er kun fodbold. Det er det mest vigtige i hele verden, når man er i det, og kampen står på. Men hvis man kigger ovenfra og ned, så er det også det mest ligegyldige i hele verden. Så jeg plejer at sige til mig selv, når jeg går ud fra stadion, og vi har tabt: ”Det er kun fodbold.” Men i søndags måtte jeg alligevel sige det til mig selv to gange,« indrømmer han.
For søndagens skuffelse var alligevel en af de tungere dyner at løfte af.
Ved stillingen 2-2 og med 20 minutter igen var AGF to mand i overtal. Det lugtede med andre ord kraftigt af point – og med en staerk snert af sejr. Men alligevel lykkedes det – naermest mod al logik – midtjyderne at tage sejren og de tre point i kampens døende minutter.
»En katastrofe,« lød det fra AGF-spiller Mikael Anderson lige efter kampen, og cheftraener Uwe Rösler mente, kampen gav anledning til at se indad.
For AGF-fan Poul Guldborg blev det derimod til et laengere Facebook-opslag med opbyggelig morale, som nu er blevet delt og liket vidt og bredt i AGF-kredse.
Skriveterapi
»At vaere mangeårig AGF-fan er en af de helt store kilder til personlig udvikling.«
Sådan indleder Poul Guldborg sit indlaeg, hvor han gennemgår den byge af følelser, man udsaetter sig selv for i løbet af en kamp, som den der blev tabt i søndags.
Fra optimisme, forventningens glaede og »begejstringen, når drengene spiller som en drøm, og får FC-MUH til at ligne en flok kanariefugle, der er kommet forkert ind i et saet badminton.«
Til de mere traelse følelser som; frustrationen, tvivlen, skuffelsen og vreden, når de andre scorer »med kun ni mand i overtiden.«
»I dag haenger vi med klarinetten… Men på søndag sidder vi der igen…. med pøllen, øllen og positiviteten. Loyalitet er også en følelse - og den varer evigt. KSDH (kom så de hviie, red.),« skriver han mod slutningen.
Og opslaget har fået flere anerkendende kommentarer med på vejen fra lidelsesfaeller på de sociale medier.
»For mig handler et opslag som det bl.a. om, at jeg selv skal have bearbejdet nederlaget. Og så prøver jeg jo altid at finde den positive vinkel på tingene,« siger Poul Guldborg.
»Det hjaelper også, at når jeg går hjem fra sådan en kamp med min stadionmakker, som jeg har fulgtes med siden folkeskoleårene, og vi sidder i bilen, hvor hans datter også er med, at så får vi debriefet det hele på vejen. Men mange går hjem for sig selv, og så må de selv baere sorgen, og der tror jeg faktisk, at det er godt, at der lige kommer nogen og saetter ord på de tanker og følelser, man har, fordi man kan vaere dybt frustreret efter sådan en kamp,« siger han.
Udvikler modstandskraft
Det er ikke første gang, at Poul Guldborg i laengere opslag på sociale medier behandler oplevelserne som AGF-fan med et positivt udgangspunkt. At han er blevet eksponent for en optimistisk tilgang til både livet og det lokale fodboldhold, er naermest naturstridigt. For som han selv siger, kommer han fra et hjem, hvor moren var realist, og faren var pessimist.
»Men jeg har altid haft et positivt og lyst sind og troet på, at ting kan lade sig gøre. Men jeg har også haft masser af modgang. Og det er jo vigtigt at kunne håndtere. Ligesom AGF - vi har både vundet pokaler og mesterskaber og er rykket ned tre gange på otte år,« siger Poul Guldborg.
»Man udvikler jo som AGFfan, fordi det er gået så meget op og ned, en resiliens - altså en eller anden modstandskraft og en evne til at håndtere modgang. Det er ufatteligt vigtigt. Og når jeg skriver, at det er en kilde til stor personlig udvikling, så er det selvfølgelig skrevet lidt i sjov, men det er faktisk også lidt i alvor,« siger han.
Verdensmestre i nederlag
I dag arbejder den tidligere vaert fra ’Rene ord for pengene’ selv professionelt med det mentale, når han bl.a. holder foredrag og coacher ledere og organisationer til at tackle stress.
Og han mener det er vigtigt at man hurtigt får skyllet nederlaget af sig, så man allerede kan vaere klar igen weekenden efter. Og i et langt liv med AGF, har Poul Guldborg da også oplevet større katastrofer end en lidt undervaeldende start på forårssaesonen.
Han fremhaever selv to kampe mod rivalerne fra Brøndby som de dybeste bølgedale i et langt AGF-liv. 0-7nedsablingen på hjemmebane i 2016, hvor Poul Guldborg kan prise sig lykkelig for, at han alligevel ikke kunne vaere på stadion den dag, og så den for mange AGF-fans unaevnelige Mogens Kroghkamp i 1996, hvor mesterskabet så småt gled AGF af haende.
Den slags rap over nallerne tager laengere tid at komme tilbage fra, men det handler altid om komme igen og rejse sig ved det trae, man er faldet.
»For mig er der i livet enten succes eller laering. Fiasko findes ikke. Og når man eksempelvis står i Brügge og taber 3-0, så laerer de belgiske fans i hvert fald, at der er nogle fans, der stadig kan stå og klappe af deres hold, selvom de står i silende regn, og de ved, de skal ud forbi kampklaedt politi, inden de kan tage den lange slagne tur hjem til Danmark.«
»Vi er AGF, og vi er pissegode til det her, vi er verdensmestre i at håndtere nederlag. Der er ingen afrevne sidespejle og vinduesviskere på p-pladsen bagefter. Der er altid god stemning i fanbussen hjem - også fra en lang udebanetur, hvor man har tabt. Det er også en kunst,« siger Poul Guldborg.
Fokusér på det gode
Man skal ifølge Poul Guldborg i det hele taget huske at tilgå sit (fodbold)liv med taknemmelighed.
»Find de gode ting, som man er taknemmelig over eksempelvis at man lever et sted, hvor man faktisk kan komme ud på et stadion og se noget fodbold. Man kan spise en pølse, og øllen er kold.
Man sidder sammen med nogle mennesker, som man hygger sig sammen med.«
»Og så skal man glaede sig over og fokusere på det gode. Det, du fokuserer på, det vokser. Så hvis du fokuserer på alle fejlene, og alt det, der er galt, så kommer det til at fylde rigtig meget i dit hoved. Men hvis du fokuserer på det, der virker, så vokser det, og hvis man fokuserer på, at man møder en masse glade, smilende mennesker - som jeg altid gør - så er det også dem, jeg møder. Og hvis jeg fokuserer på, at hver eneste dag møder jeg et røvhul, så er det også dem, jeg møder,« siger han.
Det er også denne delvist oparbejdede evne til at finde lyset i tunnellen, han finder frem, når han nu skal videre fra en skuffelse som den i søndagens kamp mod FC Midtjylland. For den haerdede AGF-fan kan også nemt finde noget positiv fra sidste uges drama.
»Jeg kan jo glaede mig over, at jeg så noget af det bedste angrebsfodbold, jeg har set AGF spille i flere år i den første halvleg. Vi udspiller en mesterskabskandidat, og det så ud som om, at der stod en flok trehjulede cykler på banen, som vi bare driblede udenom,« siger han.
»Kunsten er jo ikke aldrig at falde. Kunsten er at rejse sig efter hvert fald, og der er jo nogen, der knaekker, når de møder modstand. Men vi er gode til at holde humøret op på hinanden, og nu tror vi på, vi pelser OB på søndag. Selvfølgelig gør vi det.«