Putins kynisme udfordrer hele vores syn på verden og vaerdien af et menneskeliv
Fredag blev den russiske oppositionspolitiker og systemkritiker Aleksej Navalnyj bisat i Moskva. Det holdt hårdt. Først ville myndighederne ikke udlevere liget til familien. Og da man ønskede en bisaettelse samme dag, som Vladimir Putin skulle holde sin store tale til parlamentet og det russiske folk, var der pludselig ikke en eneste ledig kirke i millionbyen Moskva.
Men nu har ceremonien fundet sted, og tidspunktet kan vel med nogen ret betegnes som noget naer en ”stunde null” for modstanden mod den russiske despot. Enhver opposition er efterhånden faldet ud ad vinduer, styrtet ned med fly, forgiftet og mere af den slags, man ellers syntes hørte hjemme i koldkrigskrimier. Men Putin er selv barn af den tid, og han er opdraget til at kunne spille på hele klaviaturet af kynisme.
Så de folk, der trodsede advarslen om at holde sig vaek, måtte leve med frygten for at blive arresteret, og her i Vesten
sidder man endnu en gang og måber over de åbenlyse nedslag mod enhver, der står i vejen for herskeren i Kreml.
Det er efterhånden glemt, at Vesten i sin tid naermest åndede lettet op, da den grå KGB-embedsmand fra Sankt Petersborg overtog tøjlerne til fallitboet Rusland efter den mildest talt utilregnelige Boris Jeltsin. I de sorgløse – sådan føles de nu – år efter Murens fald mente mange, at russerne var til at tale med. Angela Merkel lagde for eksempel sin politik an på, at man kunne lave forretninger med den store russiske nabo. Og gik direkte i gasfaelden.
Gryende tegn på, at Putin ikke nødvendigvis havde glemt den fornedrelse, som han og mange russere følte, da det nedslidte imperium gik i opløsning, blev overhørt. Og historierne om oligarkerne, der berigede sig uhaemmet på de selvsamme ruiner, blev langt hen ad vejen bagatelliseret. Korruption havde altid vaeret en hjørnesten i det kommunistiske Sovjetunionen – og de øvrige østbloklande i øvrigt.
Det er nemt at vaere bagklog. Men i dag må Vesten tømme våbenlagrene for at kunne forstraekke Ukraine med ammunition mod en russisk haer, der har udholdenhed og en minimal respekt for forbrug af menneskeliv som kendemaerke gennem generationer. De åbne, globaliseringsorienterede samfund har svaert ved at skifte gear til krigsøkonomi, fordi der også skal vaere penge til velfaerdsydelser og grøn omstilling. Det problem har Rusland ikke.
Det er en helt igennem forstemmende situation. Det er let at blive grebet af en naesten apatisk magtesløshed, fordi Putins måde at taenke og agere på er så fjern fra Vestens. Og når Emmanuel Macron på vanlig fransk vis går selv og begynder at tale om muligheden for vestlige soldater på ukrainsk jord, kan det ikke engang overraske, at Putin griber bolden og benytter chancen til at svare med atomtruslen.
Denne retorik har nu fået tidligere neutrale lande til at søge ind under Natos paraply – og danskerne til at interessere for dåsemad og flaskevand i kaelderen.
Enhver opposition er efterhånden faldet ud ad vinduer, styrtet ned med fly, forgiftet og mere af den slags, man ellers syntes hørte hjemme i koldkrigskrimier.
hvor Aleksej Navalnyj er blevet bisat, svaert at få øje på en synlig opposition, her kort tid før Putin planmaessigt vinder praesidentvalget i Rusland. I et land, hvor der er en lang tradition for at rydde enhver irriterende sten i skoen vaek, må Vesten saette lid til at høre den naeste spage fuglestemme få luft under vingerne. En stemme, der evner – og tør – tale Putin midt imod. Det er ikke tiden til at fortvivle.
Det er tiden til at lytte efter. Og håbe på, at foråret også kommer til iskolde Moskva.