Det løser ikke alle problemer at give et ungt menneske en diagnose
kunne man laese en artikel på DR om, at en 16-årig pige skal vente et halvt år for at få en samtale med en psykiater. Det er på trods af, at pigen allerede er diagnosticeret autist, har modtaget en henvisning fra sin egen laege og har selvmordstanker.
Der er altså store menneskelige omkostninger på spil for vores unge mennesker, når vi ikke er hurtige nok til at udrede dem og få dem i behandling.
Det skal vi naturligvis reagere på, men vi bør vaere kloge og eftertaenksomme i vores metoder. Vi skal vaere bedre til at lave en tidlig indsats for de unge med udfordringer, så det ikke kommer dertil, hvor de skal udredes, så de mest traengende skal vente i kortere tid på at se en psykiater.
”Psykiatrisk udredning ender som en molboløsning” i JP 19/2 udtrykker Louise Brown, medlem af Folketinget for Liberal
I indlaegget
Alliance, at vi skal blive bedre til at få det offentlige og private til at spille sammen, så diagnoser fra det private kan danne grundlag for et behandlingsforløb i det offentlige.
at problemet er, at så mange unge ikke udredes, men at vi skal vaere bedre til at give en tidlig indsats til unge i skolen.
Traekker vi på vores erfaringer fra, hvor Camilla har vaeret henholdsvis adhd-coach og laerer på et højt specialiseret tilbud, ser vi det høje antal af diagnoser og henvisninger til udredning som et udtryk for, at for mange unge ikke får den nødvendige hjaelp fra bl.a. skolen, og at de bliver tabt i et system, hvor det eneste svar på deres problemer bliver at stille dem en diagnose.
Vi mener dog ikke,
som en udfordring med psykiatriske diagnoser, at vi stiller dem ud fra observationer af en bestemt adfaerd. F.eks. at et barn ikke kan sidde stille i klassen.
Vi ser det nemlig
Derved konstaterer vi følgende: Barnet sidder uroligt og har dermed adhd.
Men når vi så spørger, hvorfor sidder barnet uroligt, er svaret: Fordi barnet har adhd.
På den måde opstiller vi en cirkelslutning, og barnet bliver ikke bedre til at forså sin egen adfaerd, fordi barnet jo i for vejen godt var bevidst om, at barnet ikke kunne sidde stille.
Derfor tror vi, at vi kan gøre mere for unges trivsel ved at saette ind med en tidlig indsats fremfor at give dem en diagnose.
Vi mener dog stadig, at vi skal
bruge diagnoser.
Vi mener bare ikke, at det nødvendigvis er alle, der får en henvisning til at blive udredt, der har brug for det.
Generelt er det vores erfaring, at det er mere gavnligt, hvis vi er mindre lempelige med at lave henvisninger til psykiatere, så de børn og unge, der har saerligt brug for at blive udredt, ikke skal vente i et halvt år på én ligesom pigen, vi beskrev fra DR’s artikel.