Hej, kvinder! Se så at få nogle børn!
Skal vi bare sidde og vente på, at vi uddør? Kvinder føder faerre børn – og det er dybt bekymrende.
Jeg kan tydeligt huske overvejelsen: Gerne at ville have børn, ikke at kunne forestille sig selv uden børn og samtidig vaere fuldkommen klar over, at dét at få børnene er den største omkalfatring af tilvaerelsen, et menneske kan forestille sig.
Og hvad gør man så? Ja, man traekker det lidt. Vi vil gerne have børn – bare ikke lige nu. Senere. Når det passer. Når det rigtige tidspunkt kommer. Når man er helt klar.
Helt klar til, at tiden aldrig mere er din egen. Klar til natteroderi, søvnunderskud, underskud i parforholdet, underskud i det hele taget. Klar til de klistrede havregrødspletter på det rene tøj, klar til, at én er syg, og du må rive en dag ud af kalenderen. Klar til, at alt det, du troede, var det vigtigste (herunder dig selv), ved første babyskrig på fødestuen med ét er blevet sekundaert. Klar til, at du ikke bare kan gøre, hvad du vil, når du vil – for der er et lille menneske, der kraever dit naervaer. Klar til at tage det ansvar på sig at vaere nogens mor.
hunderaed, dengang jeg ventede vores første barn. Jeg var bange for, at min verden blev mindre. Min mand sagde til mig, at verden ville blive meget større. Jeg troede ham ikke.
Og jeg er temmelig sikker på, at
Jeg var selv
mange af de kvinder, der traekker ned i den samlede fødselsrate, har taenkt som mig. Helt i tråd med tidsåndens individtaenkning, hvor vi tror, vi kan tilrettelaegge alting selv, udskyder kvinder at få børn.
Men ligesom det kan blive for sent at redde klimaet, for sent at redde aegteskabet, for sent at se Venedig – ja, så kan det blive svaert og måske for sent at få børn.
Kvinders fertilitet falder og falder. I 2023 var den samlede fertilitet 1.496 barn pr. 1.000 kvinder – det betyder, at en dansk kvinde i gennemsnit forventedes at føde 1,496 barn. For at et land skal opretholde sin befolkning, skal der i gennemsnit fødes 2,1 barn pr. kvinde. Den gennemsnitlige fødselsrate i EU er i dag 1,6 barn pr. kvinde, hvilket har den helt åbenlyse konsekvens, at demografien aendrer sig. Og det er svaert at modsige den britiske demograf Paul Morlands dystre forudsigelse i Weekendavisen før jul, hvor han kalder udviklingen »den største eksistentielle trussel mod Vesten«.
Skal vi acceptere, at vi sygner hen? For det er jo dét, der sker – og åbner vi for yderligere indvandring fra ikkevestlige lande, er det svaert at afvaerge såkaldte ”store udskiftning”. Og jeg må give historiker Christian Egander Skov fuldkommen ret:
»Den demografiske krise er større og dybere end klimakrisen. Den sidstnaevnte truer vores fremtid. Den første betyder, at vi slet ingen fremtid har.« Lyder hans dom i en aldeles laesevaerdig kommentar i Berlingske for nylig. Vi har en demografisk krise, der ikke kan afhjaelpes politisk. Uanset hvor gode forhold velfaerdsstaten stiller til rådighed for børnefamilierne, kan politikerne ikke gør en pind ved det. For det er et eksistentielt forhold. Det handler om, hvad vi forstår ved det gode liv – og i selvrealiseringens tidsalder begynder og ender denne overvejelse i ”mit eget behov” – og ethvert menneske med børn ved, at det at få børn er en endeløs raekke af behovsudsaettelser.
at opfordre kvinder til at få flere børn som f.eks. Italiens premierminister, Giorgia Meloni, der har gjort det til en maerkesag at få vendt den faldende fødselsrate – ja, så er fanden løs. Formynderiske politikere bryder det frie vestlige menneske sig nemlig ikke om. Ingen skal fortaelle os, hvordan vi skal indrette vores liv.
Jeg er for så vidt enig. Alt vender sig i mig, når politikere forsøger at skubbe politiske dagsordener ind under døren i vores hjem. Men når det så er sagt, skal kvinder, hvis det overhovedet er muligt, se at få
Og forsøger politikere
KOMMENTAR nogle børn. Af den simple grund, at det er godt for os. Ikke for at redde Vesten. Ikke for samfundets skyld – men for vores egen skyld.
Mange kvinder får faerre børn, end de egentlig havde ønsket sig, ofte fordi de begynder for sent. Eller fordi tidens selvbevidste, selvstaendige, selvoptagede og perfekte kvinde har svaert ved at finde en partner, der er lige så perfekt og veluddannet som hende selv.
Jeg var selv hunderaed, dengang jeg ventede vores første barn. Jeg var bange for, at min verden blev mindre. Min mand sagde til mig, at verden ville blive meget større. Jeg troede ham ikke.
af kvinder født mellem 1999 og 2003 mener, at det ideelle antal børn er nul. Laes det lige igen: nul børn. Ingen videreførelse af slaegten – men lade slaegten dø med én. Intet behov for at give livet videre. Jeg siger ikke, at man ikke kan leve gode og meningsfulde liv uden at få børn.
Selvfølgelig kan man det. Jeg siger bare, at der er en livsafhaengighed i det at få børn, der er med til at forankre os. En pligt, der holder os lidt på plads. Det hjaelper os til at løfte blikket fra os mig selv og fastholde os i øjeblikket.
Men naesten 9 pct.
forvirrede og fortumlede menneske brug for.
Min mand havde nemlig ret, det kan godt vaere, at verden med børn en stund føles lillebitte, når dagligdagens traethed og travlhed, snotnaeser, legeaftaler, mudrede flyverdragter og naerende aftensmad på 20 minutter daekker for udsynet – men verden bliver større, når du får børn.
Du ved bare ikke på forhånd hvordan, og du kan ikke forklare det – men der åbner sig en smilende udsigt til livet selv.