DET TALTE ORD
Jeg har laest alle Zadie Smiths bøger og har vaeret begejstret for hver enkelt af dem.
Jeg har også laest mange af de essays, den britiske stjerneforfatter har skrevet, siden hun debuterede med sin forrygende roman ”Hvide taender” tilbage i 2000. De fleste af teksterne er blevet bragt i store engelske og amerikanske aviser og magasiner, og hver gang har jeg siddet klogere tilbage efter endt laesning.
Zadie Smith regnes med rette som en af sin generations skarpeste stemmer. Med holdninger til alt fra sociale medier over racisme og feminisme til klimaforandringer og social ulighed. Men modsat mange andre vil hun helst nøjes med at skrive om verden og slippe for at skulle tale om den.
Alene derfor kan et interview med den prisvindende forfatter vaere lidt af en udfordring.
At Zadie Smith samtidig hader at gentage sig selv og naegter at blive skubbet ind på debatspor, hun ikke har absolut afklarede holdninger til, gør ikke det journalistiske fodarbejde lettere.
Som den britiske forfatter siger til JP Bøgers Sarah Kott i dagens interview:
»Jeg er interesseret i det, jeg er interesseret i. Ikke, hvad jeg bliver instrueret i at vaere interesseret i.«
Det lyder lidt som én, jeg har selv mødt.
Søren Ulrik Thomsen vaegrer sig også mod at møde ekkoerne fra saetninger, han tidligere har udtalt, og modsat strømmen af livsstilseksperter, der konstant blander sig i samfundsdebatten og lever af at koge verden ind til letfordøjelige linjer, evner den 67-årige digter kun at sige noget meningsfuldt om ting, hvor han selv har noget i klemme.
Som han sagde, da jeg interviewede ham til dette tillaeg for et par år siden:
»Når jeg er forfatter og ikke teoretiker, skyldes det nok, at jeg taenker bedst, hvis jeg selv har nogle følelser i klemme. Så kan jeg vaere heldig at formulere nogle erkendelser, som måske også giver mening og har vaerdi for andre.«
Zadie Smith har det på samme måde. Og det kan man jo kun have respekt for.
Men som skrevet laengere oppe i teksten her, kan det vaere lidt af en mundfuld for en journalist at komme i kløerne på den slags mennesker, fordi de let kommer til at føle sig spaendt for vogne, de kun selv kan se omridset af. Sådan kan det i hvert fald nogle gange opleves, når man sidder på den anden side af bordet med sin diktafon.
Det betyder heldigvis ikke, at der ikke kan komme god journalistik ud af anstrengelserne, og da interviewet med Zadie Smith først kommer i gang, leverer hun i tale den klogskab, hun er så kendt for på skrift.
Den britiske forfatter er født i 1975 og tilhører dermed generation X. En generation, der ifølge Zadie Smith har vaeret alt for navlebeskuende:
»Hver generation har sine blinde vinkler. Det er sådan, generationerne fungerer. Millinial-generationen tror, at den aldrig bliver gammel. Den er virkelig hård. Boomerne har det samme, fordi de blev født ind i en ungdomsgeneration. Men når det gaelder generation X, slår det mig, at vi altid troede, at maend og kvinder ville vaere gode venner. At aegteskabet ville blive nemt, fordi vi er gode venner. Vi har ikke forstået, at vi ikke er ubegraensede vaesener. Jeg tror, vi har haft en maerkelig forestilling om tiden, sygdom og reproduktion. Men man bliver aeldre, folk dør, og pludselig kan man ikke få børn.«
God laeselyst!