Krigsdigte
Krige haerger og udspiller sig, hver gang vi slår nyhederne til. Christian Mørk laeser krigsdigte og forsøger at undslippe den journalistiske faelde, der alt for ofte reducerer menneskelig lidelse til nøgtern analyse om, hvem der har ret eller uret.
Denne gang vil jeg skrive min klumme på en anderledes måde end tidligere, hvor jeg plejer at analysere et emne ud fra én aktuel nyhed, som jeg indkredser, til vi når til slutningen.
Jeg vil gøre det ved at tale om krigsdigte og meget lidt andet.
Og der er ingen slutning.
Det gør mig nervøs at tage hul på, for i et bogtillaeg skal man helst skabe faste holdepunkter, skarpt afrundede meninger og ikke forfalde til poetiske nedslag i de krige, som lige nu bølger frem og tilbage for øjnene af os.
Jeg kan også bedst selv lide at skrive på en mere sikker måde. På afstand, hvor man ikke selv kommer så meget i spil.
Men jeg er nødt til at prøve noget andet, fordi jeg selv er slem til at reducere lidelse til nøgtern journalistisk analyse om, hvem der har ret eller uret. Med en ”hvad er meningen med det hele”-afslutning.
Derfor digte i dag, som jeg selv oversaetter fra engelsk.
Hvor krigsdigte ofte har vaeret brugt som opildning til kamp mod fjenden, er der selv hos overbeviste patrioter mere end en snert af fortrydelse ved tabet af unge maend.
Imperiesønnen Rupert Brooke skrev digtet ”The Soldier”, efter at Første Verdenskrig brød ud i 1914, hvor han tog ordet ud af munden på den menige soldat, som ofrer sig for faedrelandet:
Skulle jeg dø, så taenk kun dette om mig: At på en slagmark i et fremmed land er en plet
Som bli’r for evigt England. I dens dyrebare muld
Skal findes et desto rigere støv;
Et støv, som England fødte, formede, gjorde opvakt,
Gav, en enkelt gang, sine blomster at elske, sine stier at udforske;
En engelsk krop, som indåndede engelsk luft,
Badet i floders vand, tilsmilet af hjemlandets sol.
Resten af digtet idylliserer den døde soldats hjerte og sjael uden andet aerinde end at helliggøre både manden og gerningen.
Det er ikke et digt, som ønsker had mod fjenden, men som allerede i krigens begyndelse beder laeseren om at forberede sig på enorme tab. Og at romantisere dem.
Så er der mere smaeld i Rupert Brookes landsmand Jessie Pope, som under samme verdenskrig kalder til kamp ved at udskamme dem, der kunne tvivle på sagen.
Det ligefremme digt ”Who’s for the Game?” har intet af Brookes ophøjede smerte, men er bare råt kød, udtalt i råbende ord, stadig uden udtalt had til fjenden. Som om det hele netop var et spil:
Hvem ved, det slet ikke bli’r let
Men ta’r trods alt gevaeret i hånd?
Hvem vil hellere vende hjem med en krykke End gemme sig og gå glip af det sjove?
En krigsveteran, Ivor Gurney, som senere blev sindslidende af sine oplevelser i skyttegravene, skrev en digtsamling allerede i 1917, inden krigen var forbi, og han beskriver her, hvordan tabet af en falden kammerat ikke kan daekkes til med blomster, selvom man prøver.
Det er et svar på både Brookes accept af krigen og Popes reklame for den. Digtet er romantisk i begyndelsen, med Brooke-agtige skønmalerier af det engelske landskab, men ender her, pludseligt og realistisk:
Daek ham til, daek ham til i en fart! Og sørg for, med tykke bundter Af erindringsblomster, at tildaekke Den røde, våde
Genstand, jeg må prøve at glemme.
Som afrunding på de krigsdigte, som i samme samtid taler med hinanden, kan jeg ikke undgå at naevne Wilfred Owen, der med sit digt ”Dulce et decorum est” jog en skarp bajonet igennem Popes kampråb. Her var alle illusioner bristet, der kunne ikke skrives flere heltekvad med god samvittighed, og England var fyldt med de krykhusarer, som Pope havde opildnet til krig, og proppet med Gurneys mentalt syge veteraner.
I den saerlige krigsdramaturgi, hvor man altid begynder med idyl og ender med aekel beskrivelse, fik Owen det sidste ord, det sidste billede:
Gas! GAS! Skynd jer, drenge! – en fumlende ekstase
Den klodsede hjelm kommer på i sidste øjeblik,
Men stadig var der én, der skreg og snubled’ Og stavrede omkring som badet i ild eller laesket kalk. –
Svagt, gennem duggede glas og tykt grønt lys,
Som under et grønt hav, så jeg ham drukne.
Hundrede år efter er digterne blevet klogere end Pope og har lyttet mere til Gurneys sorg. Det var de faktisk allerede blevet under Anden Verdenskrig, men der blev deres arbejde udvisket og erstattet af ren propaganda, som ikke risikerede at blive misforstået.
Nu om dage minder de fleste krigsdigte, jeg laeser, mest om fortaellinger, der ikke ser hver enkelt krig som et afgraenset område, men også inddrager dem fra fortiden.
Vita Shtivelman skriver i digtsamlingen ”Digtere imod Putin” følgende, kort og knapt, som minder os om, dengang Den Røde Haer forsvarede sig i stedet for at angribe:
Min bedstefar, David, blev draebt i ’42.
Han havde en skraekkelig opgave – minerydder i felten.
Der findes ingen grav, huset er borte.
Han kaempede i et år, så blev han faeldet. Hans kone og datter kom igennem det, med Guds hjaelp.
Selvom tro på Gud var uden for bedstefars område.
Han faldt mens han forsvarede Øst mod Vest
døden kom vestfra dengang.
Her er det hele – i vores nutid – blevet til én sammenhaengende krig, hvor digteren og laeserne begge er med i noget, som aldrig er hørt op. Og som aldrig vil høre op, men bare fortsaette.
Jeg kunne blive ved, men jeg stopper her. For jeg lovede jo, at der ikke er nogen afslutning.
Heller ikke på det, som digtene handler om.
Nu om dage minder de fleste krigsdigte, jeg laeser, mest om fortaellinger, der ikke ser hver enkelt krig som et afgraenset område.