»De er kraftedeme en kylling, Pingo. Det er for ringe, at De ikke kan tage Dem sammen, før De får et los i røven«
De kongetro vil elske bogen om landets nye regent, og republikanere vil, hvis de tør, taenke, at han er god nok, ham Frederik.
FREDERIK X – EN KONGE BLIVER TIL
Biografi
Forfatter: Anne Sofie Kragh Sider: 248
Pris: 400 kr.
Forlag: Politikens Forlag
333333
Her er en skøn, illustrativ scene fra et af de afgørende tidspunkter, hvor den dengang unge kronprins trådte i karakter som, ja, sig selv:
Da Frederik i midten af 1990’erne var faerdig som cand.scient.pol., meldte han sig til Frømandskorpsets optagelsesprøve.
»Hvem er jeg uden min titel,« spurgte han sig selv?
Det store spørgsmål havde han bokset med det meste af sit liv.
I skolen, i gymnasiet og i fritiden havde han oplevet sin nedarvede position som tronfølger som en haemsko. Nu ville han teste sig selv med en af de hårdeste fysiske prøver, han kunne udsaette sig selv for. En test, hvor titel og privilegier ikke hjalp. Der blev ikke taget saerligt hensyn til kronprinsen. For en ung mand, der gerne ville vise, hvad han kunne – i egen ret var optagelsesprøven et sats.
Men han kom ind.
Som en af blot tretten af over 300 ansøgere.
»De er kraftedeme en kylling«
I korpset blev han kaldt Pingo og behandlet som alle andre. Staerk på og i havet, rigtig god til at orientere sig, men blandt de bagerste, når de var ude at løbe. Derfor var han på et tidspunkt ved at dumpe i en løbetest. 2.400 meter i fuld kampuniform, inklusive støvler og våben, i svaert terraen skulle gennemføres på under 11 minutter.
Første forsøg gik ikke, andet forsøg heller ikke. Tredje forsøg var sidste chance – ellers ville han blive smidt ud. Det lykkedes i tiden 10.53. Oversergenten var dog ikke det mindste imponeret. Tvaertimod.
I korpset er man Des med alle eleverne, men den høflige tiltaleform hjalp ikke på den røffel, der blev sendt afsted mod kronprinsen:
»De er kraftedeme en kylling, Pingo. Det er for ringe, at De ikke kan tage dem sammen, før De får et los i røven. For ringe!«
Man kan roligt sige, at røflen virkede. Frederik endte med at vaere en af blot fire, der bestod forløbet. Og fra det øjeblik, han kom tilbage fra korpset, opdagede hans venner, at der var sket en forandring med ham. Han havde fået en mere rank ryg.
Isoleret liv på børneetagen
Der er masser af den slags små, koncise og velfortalte historier i ”Frederik X – en konge bliver til”, der er skrevet af Anne Sofie Kragh, en af vores dygtigste forfattere af biografier. Bogen er fornemt og massivt illustreret med fremragende pressefotos fra kongens liv – fra de første billeder efter hans fødsel i 1968, og frem til at han traeder til som konge i januar i år.
Anne Sofie Kragh har en staerk evne til i få saetninger at løfte anekdoter til en større fortaelling.
Frederiks opvaekst som barn og ung var – aerlig talt – temmelig anderledes. Han og prins Joachim boede i en saerlig børneetage på Amalienborg, hvor det reelt var en sygeplejerske, der stod for det meste af opdragelsen.
»Prinserne levede deres egen isolerede tilvaerelse på børneetagen. Her legede de og sov og spiste med deres barnepige eller andre ansatte ved hoffet. Kun i weekenderne og til højtider kom de ned på deres foraeldres etage og spiste måltider sammen med dem. Prinserne fik serveret aftensmad klokken 18, deres foraeldre klokken 20, og i den mellemliggende tid laeste Dronning Margrethe højt for dem.«
Frederiks mor fyldte ikke meget i de år, prins Henrik måske lidt mere, mens dronning Ingrid som mormor var den, som han søgte mest til.
Margrethe vaegtede pligten som regent højest. I dag er det tydeligt – ud fra den nye biografi – at Frederik og med ham dronning Mary ønsker at give deres børn, ikke mindst kronprins Christian, et mere normalt liv.
Et eksempel fra bogen fra netop den dag, han som nyfødt blev vist frem:
»Hvor skal barnet sove om natten?,« ville pressen vide.
»Han skal sove inde for en armslaengde af sin far eller mor,« svarede Frederik resolut.
Med ”Frederik X” kommer vi taet på historien om kronprinsen, der måtte så meget igennem – herunder forsider i tabloidaviserne om, at han var uønsket som regent – inden han vitterligt vandt (naesten) hele kongeriget.
Det er en fortaelling, som man simpelthen ikke kan undgå at komme i godt humør af at laese og bladre i. Kongetro vil elske den, republikanere vil, hvis altså de tør, taenke, at han er god nok, ham Frederik.