Ulighed og uretfaerdighed på boligmarkedet
Lisbet Kjaer Johansen debuterer med en roman om boligprisernes himmelflugt i landets hovedstad. Det er en fortaelling, der prikker til følelsen af ulighed og uretfaerdighed hos alle dem, der er gået glip af de store gevinster. Også uden for København.
Hvorfor overhovedet laese en roman, der grundlaeggende handler om husprisernes himmelflugt på det københavnske boligmarked? Er det ikke en uhyre specifik problemstilling, primaert interessant for dem i hovedstaden, hvor en tilfaeldig ejerlejlighed på relativt beskedne 69 m2 på romanens hjemmebane aktuelt står oplistet til en købspris på 4 mio. kroner på boligsiden.dk?
Den åbenlyse årsag er, at temperaturen på det københavnske boligmarked fortaeller om udviklinger, hvis konsekvenser raekker ud over Valby Bakke. Det handler om såvel gentrificering af storbyen som udmarvning af udkanten. Den brede bundlinje er, at boligforhold – uanset postnummer – spiller en drivende rolle i den stigende ulighed, der i disse år rammer landet.
Det er den egentlige horisontlinje for Lisbet Kjaer Johansens debutroman, ”Skindet på naesen”, der er lige dele københavnsk andels-thriller og finanskapitalistisk kammerspil. En roman, hvor det moderne boligmarkeds dynamikker – kondenseret i en herreskabslejlighed på Nørrebro – bløder ind i og strukturerer det, bogen også er:
en fortaelling om venskabet mellem de to kvinder Karen og Louise.
Yde før nyde
På sin vis kredser Lisbet Kjaer Johansens debut om, hvorvidt man får det, som man har fortjent?
I bogen er kortene i hvert fald ulige fordelt.
Louise har laenge vaeret bosat med sin kernefamilie i en liebhaverlejlighed på Nørrebro. Laeg hertil bil, foraeldrekøb og sommerhus.
Karen, romanens egentlige hovedperson, er på dagpenge. Og da hun har købt en mindre andelslejlighed på et ”uheldigt tidspunkt”, er hun nu afhaengig af foreningsstridige Airbnb-udlejninger for at få det til at løbe minimalt rundt.
Ligger de så hver isaer, som de har redt? Tja, nja, bum bum.
Den ambitiøse Louises journaliststudium har bestemt bidraget til hendes privilegier. Karen har vaeret mere karrierevaklende og har aldrig fået sig en uddannelse, men som der står i romanen, så har hun altid vaeret ferm og arbejdsduelig. Nu er hun imidlertid blevet ledig på grund af et besparelsesmotiveret ”generationsskifte” på sin arbejdsplads.
Ikke desto mindre har begge karakterer ydet. Og deres mulighed for at nyde synes derfor uproportionelt skaevt fordelt.
Den primaere årsag til den økonomiske kløft mellem de to venner er da også den beslutning eller det tilfaelde, der formidles i bogens fortidsspor. Nemlig, at Karen i sin tid flyttede ud af den store lejlighed, som hun og Louise i begyndelsen af 90’erne lejede sig ind i sammen. Louise blev boende og lagde sammen med Nis – endnu en ungdomsven, der siden blev hendes mand – et i dag svimlende lavt overtagelsesbeløb, da lejemål blev til andelslejlighed.
Karen udlaegger konsekvensen på denne måde, da hun taenker på de 2,6 mio. Louises hjem nu koster:
»Lejligheden var 100.000 vaerd, da Karen flyttede ud, og Louise har ikke gjort andet end at bo her med sin familie til en meget rimelig husleje siden.«
Gentrificeringslitteratur
Et aktiv ved ”Skindet på naesen” er Karens bitre bredsider mod dem, der har scoret de store boliggevinster, dem, »som aldrig har lånt en krone« og kan se frem til »en aldeles ubekymret alderdom som andelsmillionaerer«.
Det modsaetningsforhold ulmer i Karens laengerevarende brud med Louise, om end den på handlingsplanet direkte årsag er hendes seksuelle forhold til Nis – et af de underligt stiliserede elementer i romanen.
Ved handlingens begyndelse reetableres venskabet dog. Louise raekker pludselig ud. Nis er i sin rendyrkede midtlivskrise gået fra hende, og hvem ringer man til, når lortet braender på?
Sin aeldste ven.
Det fører til, at Karen uofficielt flytter tilbage i det, der engang var venneparrets delelejlighed. Det giver luft i budgettet, men reducerer hende også til én, der lever på Louises nåde og må agere derefter.
Alligevel spirer et håb i hende: Måske kan hun saelge sin lejlighed, købe Nils ud af Nørrebro-hyblen, før andelskronen saettes op, og på den måde måske få sin velfortjente del af rovet.
Hvordan den del af fortaellingen udvikler sig, skal ikke afsløres her. Det skal til gengaeld det forhold, at jeg er i syv sind om, hvad jeg skal mene om Lisbet Kjaer Johansens roman.
Stoffet faenger mig indiskutabelt. Måske fordi jeg aldrig selv er kommet ind på det københavnske boligmarked, men nyder godt af en kone, der er. Jeg er også begejstret for idéen om at undersøge materielle relationer
via skildringen af private ditto – et greb, som også kendetegner Laura Ringos anbefalelsesvaerdige ”Papirbryllup” (2019).
Bedre taenkt end laest
Alt det er godt, det er fint og interessant. Men det er sigende, at jeg her er mere begejstret for at genfortaelle end for at citere. For ”Skindet på naesen” er litteraert ulden. Sproget er ofte anonymt, ligesom fortaelleøkonomien vakler mellem det lidt for fodslaebende og lidt for speedede.
Endelig sidder jeg med en fornemmelse af noget ustemt i udtrykket. Romanen kan kan ikke finde ud af, om den vil vaere hyberbolsk satire eller mere fintmaerkende realisme, hvorfor Karen, Louise og Nis fra scene til scene veksler mellem overdrevne karikaturer og nuancerede karakterer.
Det lyder og er kritisk.
Men desuagtet har jeg efter endt laesning haft svaert ved slippe ”Skindet på naesen” og de tanker, den saetter i gang – saerligt dem om det beskrevne retfaerdighedsspørgsmål. Det er en ros.
Lisbet Kjaer Johansens debut er et vaerk, der måske nok er mere givende at taenke over end at laese.