De borgerlige har tabt sproget og magten
Først var han anarkist og bz’er, så blev praestesønnen skarpskåren liberalist, nu er Anders Krab-Johansen konservativ vaerdikaemper. Gad vide, hvad Berlingskes koncernchef egentlig mener? Pessimist er han i hvert fald.
Når man laeser Anders Krab-Johansens borgerlige tidsskrift, er det svaert at lade vaere med at taenke på, at der er noget kamaeleonagtigt over manden i de skarptskårne jakkesaet.
Da han var chef for dagbladet Børsen, indbegrebet af en markedstilgang til samfundet, udgav han i 2015 et liberalt kampskrift: ”Vi vinder, når vi vågner”.
En bog, der mest af alt lignede en skråsikker rapport fra taenketanken Cepos.
Nu, hvor han er chef for Berlingske-koncernen, som hengiver sig til borgerligheden, udgiver han et konservativt kampskrift: ”Fri os fra den vaerdiløse borgerlighed”.
Vaek med fokus på at tjene penge, nu dominerer de traditionelle vaerdier.
Er det mon Krab-Johansen, der skifter farve efter de medier, hvor han udfolder sit professionelle virke? Eller har han rent faktisk og grundlaeggende foretaget et ideologisk kursskifte? Har praestesønnen fra Fyn, der som ung gjorde oprør mod sin hjemstavns borgerlighed ved at blive anarkistisk bz’er, vitterligt skiftet liberalismen ud med konservatismen i en moden alder?
Pessimistisk grundtone
Den velskrevne bog, hvor man maerker, at Anders Krab-Johansen er en staerk journalist, er spaendende, fordi forfatteren skriver åbent og aerligt om sit hamskifte.
Han er traet af, at de borgerlige er traengt i defensiven af venstrefløjen.
Bogens indledning om vaerdierne, der er gået tabt, men som skal genopfindes, afslører, at Krab 1.0 (dengang liberalist) har forladt optimismen og er gået i defensiven som Krab 2.0 (nu konservativ). Og er blevet pessimist:
»Borgerligheden er i krise. Et symptom, som afspejler en rådvildhed blandt borgerlige i den offentlige debat. Oprigtig talt, er jeg i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er en vej ud af krisen. Pludselig er vi borgerlige løbet tør for svar, fordi vaerdierne er gået tabt, og vores synspunkter er blevet vaerdiløse. Mange finder det svaert at sige, at de er konservative eller liberale, for det sender negative signaler om, at man er asocial, intolerant og ude af takt med tiden,« skriver koncernchefen undervejs.
Den pessimistiske grundtone driver bogen frem.
Det kan virke maerkeligt, at Krab-Johansen, der selv er magtfuld udgiver af hele tre aviser – B.T., Berlingske og Weekendavisen – som alle bekender sig til konservative vaerdier, virkelig mener, at borgerlige stemmer holder sig tilbage. Fornemmelsen i bogen er, at det meste af den offentlige debat foregår på venstrefløjens praemisser.
»Vi borgerlige har tabt sproget og magten,« konstaterer forfatteren.
»Vinderen tager det hele og giver ikke noget som helst tilbage. Taberen står tilbage med noget, der forvitrer,« skriver han og fortsaetter:
»Min påstand er, at de borgerlige idealer år for år er blevet vasket ud af samfundets institutioner.«
Krab-Johansen nøjes selvfølgelig ikke med at skrive om ”saedernes forfald”. Han har også et ønske om at genopfinde en staerkere borgerlighed. Bogen har en interessant opbygning som en spiral, der med sin organiske form folder sig ud fra sit indre: Vi begynder derfor med individet og bevaeger os over familie, dannelse, marked og nation, inden vi når frem til verden.
Materiel rigdom er ikke nok, understreger han.
Danskerne skal huske deres vaerdier.
Den vigtige historie
Forfatterens forslag er lige ud af den konservative tekstbog: respekt for den enkelte, omsorg i familien, glaeden ved naturen, dyrkelse af videnskab, rødderne i kristendommen. Edmund Burke, konservatismens britiske ideolog, ville nikke anerkendende.
Krab-Johansen vil bekaempe det, han kalder for ”den normbrydende venstrefløj”, der kalder sig woke, og aktivister, som ønsker at omdefinere køn, familie og ejendomsret.
Koncernchefen er bekymret for de saerrettigheder, han mener, samfundet giver til minoriteter – naesten uden modstand. Den nye samtykkelovgiving er et eksempel, diskussionen om flere køn end mand og kvinde et andet, regnbuefamilier med mere end to foraeldre et tredje. Her mener Anders Krab-Johansen, at borgerlige skal traede bremsen i bund og tydeligere markere gode borgerlige vaerdier.
Forfatteren ser også store problemer med fravaer af dannelse og viden om, hvor vi kommer fra.
Kristendommen fylder for lidt, ja, den bekaempes naermest i institutionerne, er et af budskaberne, og Krab-Johansens konkrete forslag er at hanke op i folkeskolen og gymnasiet.
Her vil forfatteren indføre fast pensum, fast timetal og årlige eksaminer fra 0. klasse til 3. g i dansk, matematik og historie.
Det sidste fag er det vigtigste.
Børn og unge skal have solid indføring i danmarkshistorien, nordiske myter, rigsfaellesskabet, graesk filosofi, Romerriget, Oplysningstiden og den slags.
»Jeg forudser, at nogle laerere vil modsaette sig, fordi de hellere vil bruge tiden på FN’s verdensmål, kritik af USA’s imperialisme og minoritetsrettigheder,« noterer han sig.
Det er ikke nogen optimistisk bog, forfatteren sender ud. Borgerlige af den type, der synes, at de er traengte, vil naeppe føle sig fulde af energi ved endt laesning. Og Anders Krab-Johansen skriver selv:
»Mit syn på den tid, vi lever i, er pessimistisk, fordi jeg oplever, at vi vakler i forsvaret for vores egne vaerdier.«
I en tid, hvor blå blok ellers er ved at få godt fat i ungdommen, virker bogen opgivende.
Krab-Johansen kunne ellers have glaedet sig over, at Liberal Alliance for nylig vandt skolevalget stort og er landets største blandt vaelgere under 34 år.
Det er partiet måske, fordi Alex Vanopslagh rammer unge med sit optimistiske budskab:
»Du … kan … godt!«
Krab-Johansens budskab – kogt ind til benet – er noget mere defensivt:
Det bliver godt nok svaert!