En parterapeut kommer til kort i sit eget livs største krise
Katrine Marie Guldager giver et fortrinligt indblik i endnu en kriseramt kvinde i midten af livet, der naegter at vaere den paene pige i klassen mere. Med sin nye roman afslutter forfatteren sin anmelderroste trilogi om vrede kvinder.
Skønlitteratur
Forfatter: Katrine Marie Guldager Sider: 200
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal
333333 samfund@jp.dk
Sorg, afmagt og ensomhed. Det er tre sindstilstande, som de faerreste skilter med, medmindre man er en kvinde på omkring de halvtreds år, der har fået så meget nok af at vaere den stille pige i klassen.
Det er netop sagen for Birgithe, Lotte og Marianne. De er alle tre nået til et punkt, hvor de er nødt til at reagere, råbe op og angribe alt og alle, der stiller sig i vejen.
Og det gør de så på livet løs.
De to første kvinder bliver portraetteret i henholdsvis ”Birgithe med th” og ”Endnu en dag i Guds skabervaerk”, og den tredje spiller hovedrollen i ”Jeg hører, hvad du siger”.
Den sidste roman er samtidig afslutningen på prisvindende Katrine Marie Guldagers trilogi om harmdirrende, midaldrende kvinder i kamp mod systemet, uretfaerdigheden og et foraeldet kvindesyn.
”Jeg hører, hvad du siger” har som de to forrige romaner et komisk bid, men den alvorlige tone er skaerpet i den sidste roman. Det er vanskeligt at lave en rendyrket komedie ud af en mors afmagt i forhold til det psykiatriske system.
En nådesløs ironi
Mariannes voksne søn Nikolaj er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Han er staerkt medicineret, apatisk og fjendtlig overfor de fleste. Ikke mindst sin mor, der har svigtet ham, synes han.
Hun har lidt for mange gange lovet, at han må komme hjem, og at hun vil hjaelpe ham med at trappe ud af den staerke psykofarmaka.
Marianne er parterapeut, og mens dramaet omkring Nikolaj optager størstedelen af hendes arbejdsfrie tid - der er også lige en kaereste, en datter og et barnebarn at tage hensyn til - skal hun hjaelpe par, som strides om både det ene og det andet. Ofte latterlige ubetydeligheder, ifølge Marianne, der kun lytter med et halvt øre.
I skildringen af samtalerne mellem terapeut og klienter er Katrine Marie Guldager nådesløs ironisk over for begge parter. Mariannes spørgsmål naermer sig indimellem den rene farce, det samme gør parrenes reaktion på dem.
Hun hører og hører alligevel ikke, hvad de siger, og spejler dermed i det små den oplevelse, hun selv står tilbage med, når hun ringer til psykiateren og bliver sendt videre til en sygeplejerske eller en sosu-assistent, der spiser hende af med velmenende, ubrugelige oplysninger.
Kritik af velfaerdsstaten
Det er bestemt ikke noget flatterende billede af det psykiatriske system, Katrine Marie Guldager leverer i sin nye roman.
Den afdeling, hvor Nikolaj er indlagt, er befolket af et uempatisk, fortravlet sundhedspersonale. I deres øjne er Marianne urimeligt angrebslysten.
Mariannes fortvivlelse er meget autentisk beskrevet, man forstår uden videre hendes afmagt og den skyldfølelse, hun ikke kan få bugt med.
Romanen igennem cirkler hendes tanker rundt om de maend, hun har boet sammen med, siden børnenes far forlod dem. Er de grunden til, at Nikolaj begyndte at lukke sig inde i sig selv og at ryge hash?
Hun får ikke noget svar, det gør laeserne heller ikke, ligesom vi heller ikke bliver klar over, om mistanken om et seksuelt overgreb på Nikolaj har noget på sig.
Hvorfor det aspekt overhovedet bliver bragt i spil, er uvist. Det gør hverken fra eller til i den samlede fortaelling om, at der ikke altid er en logisk forklaring på psykisk sygdom og deraf naturligvis afmagten.
Marianne er ikke den eneste i det danske samfund, som føler et kontroltab og dermed afmagt i forhold til psykiatrien. Romanens tema er den henseende alt, alt for virkelighedsnaert.
Det lykkes Katrine Marie Guldager at forene det individuelle med det almene i en højst berettiget kritik af velfaerdsstaten.
”Jeg hører, hvad du siger” er på en og samme tid et fortrinligt kvinde- og samtidsportraet.