Han var manden, der regnede ud, hvordan atombomben fik størst effekt
Han ligner klichéen om det gale geni. Rastløs, selvoptaget og følelsesmaessig afstumpet. Men klogere end de fleste. Sådan ser virkeligheden ud, når man laeser Benjamin Labatuts forrygende roman om matematikeren John von Neumann, der var banebrydende inden
Boganmeldelse
MANIAC
Skønlitteratur
Forfatter: Benjamin Labatut – oversat af Christian Lundager Sider: 352
Pris: 300 kr.
Forlag: Politikens Forlag
333333 BO HEIMANN, samfund@jp.dk
Benjamin Labatut er ren rock’n’roll.
Han minder om Jim Morrison med sit halvlange, krøllede hår, øreringen og de kulørte tatoveringer. Hans levende og dramatiske sprog holder også rytmen som et taetspillet band, der har noget vildt på spil.
Der er plads til faretruende, sproglige udladninger, som dog aldrig skygger for hovedmelodien, og den chilenske forfatter formidler som få utilgaengeligt stof med imponerende klarhed og overblik.
Benjamin Labatut, der er født i 1980 i Rotterdam, slog igennem med sin faengslende roman ”Når vi ikke laengere forstår verden”, der udkom på dansk i 2022. En vilter fortaelling om videnskabelige gennembrud og deres følger for verdens gang. Hvis du hører til dem, der blev fanget af den, vil du også nyde denne nye, imponerende exofiktion om virkelighedens matematikgeni John von Neumann, omend det også er en ambitiøs og urovaekkende bog.
Og hvis dette er dit første møde med Labatut, så glaed dig.
Alting vibrerer fra første side.
Fra vidunderbarn til geni
Fysikeren Paul Ehrenfest skyder sig en kugle for panden i 1933 i sorg over nazisternes magtovertagelse og kvantemekanikkens fremkomst. Begge dele varsler et ubegribeligt og gudløst kaos.
I kunsten bliver alle rammer også spraengt, og inden i bogens hovedperson, John von Neumann, truer intelligensen hele tiden med at løbe amok. Forbindelsen til rationaliteten er alle steder blevet kappet:
»John von Neumann kunne ikke laengere få øje på nogen form for orden, ingen naturlove, ingen mønstre, kun en gigantisk, vildtvoksende verden, der ikke lod sig måle, gennemsyret af kaos, inficeret af nonsens og uden nogen form for meningsfuld intelligens bag sig,« som Labatut skriver i sin roman.
Neumann János Lajos blev født som vidunderbarn i Budapest i 1903, og allerede som toårig kunne han efter sigende laese. Selvom hans familie var irreligiøs, var den jødisk. János måtte senere flygte fra nazisterne og blev til John von Neumann i USA. Og under dét navn kendt som et geni.
Labatuts greb i ”Maniac” er enkelt og effektivt:
Forskellige mennesker i John von Neumanns liv fortaeller om deres oplevelser med ham. Førstehåndsvidnerne fortaeller levende og lidenskabeligt. Vi får dem serveret kronologisk.
Hans bror fortaeller om, hvordan von Neumann som helt lille dreng var besat af en elektrisk vaevemaskine, der vaevede forskellige mønstre afhaengigt af, hvilke hulkort den blev fodret med. Hans første laerer beretter om en ubetvivlet tiltro til logikken, men at noget mørkt lurede.
Hans anden kone beretter om, hvordan USA forvandlede hendes mand til det vaerre.
Hans fysikerkollega Richard Feynman redegør for, at det var von Neumann, der beregnede, at A-bomben skulle spraenges 600 meter over jorden for at have den største effekt.
Hvis du var betaget af Christopher Nolans mesterlige ”Oppenheimer”, vil dele af denne bog interessere dig ekstra. Von Neumann var selvfølgelig med på basen Los Alamos i New Mexicos ørken, hvor A-bomben blev udviklet. Her slog verdens skarpeste hjerner i øvrigt ventetiden ihjel med at spille Go, et strategisk braetspil, som vi vender tilbage til.
Computeringeniøren Julian Bigelow redegør for von Neumanns rolle efter Anden Verdenskrig i udviklingen af brintbomben. Under arbejdet lavede de verdens første supercomputer, den to meter lange og en meter og firs høje Mathematical Analyzer, Numerical Integrator and Computer – forkortet til Maniac.
Rastløs og selvoptaget
Indlaeggene fra alle disse førstehåndsvidner smelter sammen som forskellige instrumenter til et sammenhaengende, men nuanceret billede af von Neumann. Forkaelet og selvoptaget. Rastløs og utålmodig med sine dumme medmennesker. Genial, men følelsesmaessig afstumpet og hinsides normal etik og moral. Her er noget i gang, både inden i von Neumann og i den ydre verden, som vi almindeligt dødelige ikke kan overskue og slet ikke kontrollere.
Og så bliver von Neumann som 53-årig ramt af cancer.
Dødens komme får ham ikke kun til at saette tempoet yderligere op, idéer og projekter springer fra ham, men den lurende afslutning får ham også til at kere sig om menneskehedens skaebne og flirte med katolicismen:
»Vi har ingen ledestjerne. Vi har ikke noget at se op til, så vi udvikler os baglaens, falder tilbage til en dyrisk tilstand,« som von Neumann siger et sted i romanen.
Gud er død og har efterladt et tomrum, som teknologien må erstatte, mente matematikgeniet.
Ved sin død arbejdede han på at forene biologi, teknologi og datalogi til »selvproducerende robotter«. Han sagde, at den ikke ville kunne bygges, men måtte vokse frem af sig selv. At den måtte kunne forstå sprog, kunne laese, skrive og tale. Forud for sin tid? I den grad. Højaktuel nu hvor AI stormer frem? I høj grad.
Von Neumann mente ikke selv, at den teknologiske udvikling stod til at bremse. I disse år er vi i gang med at erfare, at den nok heller ikke er til at styre.
Det gale geni
Labatut slutter bogen med en genialitet.
Bygget op som en spaendingsthriller fortaeller han historien om den regerende verdensmester i det strategiske braetspil Go, sydkoreanske Lee Sokol, der som den første i historien taber til en kunstig intelligens i 2016. En sejr for von Neumanns vision om det kunstige liv, der kontinuerligt kan reproducere sig selv i klogere og klogere versioner. Og en advarsel til os andre.
Von Neumann var et vanvittigt godt begavet menneske. Men også, ja, en ”maniac”.
Benjamin Labatut er vanvittigt godt skrivende, så portraettet af von Neumann er derefter: virkeligt vellykket, om end vi er i exofiktionens gråzone. Klemt inde mellem virkelighed og forfatterens frihed.
Det geniale og det lurende mørke skrives langsomt frem. Som et dansende par, der er opslugt af hinanden i musikkens rytmer. Laesningen er en svir. Som et velspillet rocknummer hørt med volumenknappen i bund. Der er tale om en pageturner.
Det ringer skønt i ørerne efter endt laesning.