Konservativt formandsskifte kan betyde ny politisk profil

De seneste måneder har fokus samlet sig om saerligt én konservativ kronprinsesse. Bliver hun ny formand, bliver den politiske profil også anderledes.

Chokket over partiformand Søren Pape Poulsens død i weekenden har endnu ikke lagt sig i Det Konservative Folkeparti.

Men allerede nu står en ny monumental opgave foran partiet: Det skal have valgt en ny politisk leder.

Den nye konservative partiformand får det som sin vigtigste opgave at samle partiet, der har vaeret praeget af gryende uro og splittelse siden folketingsvalget – og dernaest forsøge at sikre tiltraengt fremgang i meningsmålingerne.

Pilen peger ét sted hen – men opgaven bliver svaer, og den politiske profil kan blive anderledes, end partiet har vaeret vant til under naesten 10 år med Søren Pape i spidsen.

I overvejelser

Ingen havde naturligvis ventet, at det naeste konservative lederskifte ville komme til at ske så pludseligt og på så tragisk en baggrund, som det nu bliver tilfaeldet.

Men tanker og planer har ikke desto mindre simret og kogt i partiet lige siden det skuffende folketingsvalg i 2022, hvor Søren Pape ikke bare missede statsministerposten, men hvor partiet endda gik tilbage.

Det lykkedes aldrig Pape for alvor at få løftet partiet i meningsmålingerne igen, og fik mange konservative til at spørge sig selv om, om den eneste vej frem mon ikke var et formandsskifte.

Med andre ord: Det ene konservative øje har allerede i et stykke tid vaeret rettet mod tiden efter Søren Pape.

Alle kunne pludselig se det i efteråret, da der opstod offentligt slagsmål mellem Pape og det konservative medlem af EuropaParlamentet, Pernille Weiss, der var blevet beskyldt for mobning og chikane af sine medarbejdere.

Sagen blev håndteret dårligt af Pape, lød det i pressen både anonymt og til citat fra dele af baglandet, men i virkeligheden handlede det mest af alt om målingsfrustrationer. De Konservative ville opad i målingerne igen, og man var allerede for et halvt år siden ved at tabe tålmodigheden med Pape.

Når han dengang red stormen af, skyldtes det ikke mindst, at der ikke på davaerende tidspunkt var nogen tydelig efterfølger, der stod klar til at tage over.

Og så naturligvis også, at Pape selv på ingen måder var klar til at give slip.

Men den interne kritik forstummede ikke. Så sent som i sidste uge kunne Politiken offentliggøre en rundspørge i det konservative bagland, hvor en tredjedel af alle, der deltog, ikke mente, at Pape kunne skabe fremgang i partiet igen.

»Jeg er bange for, at det løb er kørt,« svarede én.

Der har i partiet vaeret bekymring for ikke bare kommunalvalget naeste år, men også for europaparlamentsvalget, hvor partiet senere i år skal forsvare sit sidste og eneste mandat. Tabte De Konservative det, kunne det meget nemt have vaeret anledningen til, at Pape måtte gå af.

Fokus samler sig om én

Nu tilsiger de ulykkelige omstaendigheder, at formandsskiftet må blive hurtigere og mere pludseligt, end nogen havde ventet.

Én fordel har partiet dog i forhold til sidste efterår. Fokus har siden da snaevret sig ind på i hvert fald én tydelig kandidat til at følge efter Pape:

Det er folketingsmedlem Mona Juul.

Hun blev for få uger siden valgt som ny gruppeformand, da Mai Mercado, der ellers havde siddet på posten i en del år, gik af. Det var et tegn på, at den konservative gruppe var ved at samle sig om, hvem der stod naest i raekken.

Hvis det rent faktisk ender med Juul som ny konservativ formand, vil partiet skulle indstille sig på en anderledes politisk profil end Papes.

Hvor Søren Pape Poulsen var en klassisk vaerdipolitisk konservativ, der sagde både Gud, konge og faedreland uden nogen form for ironisk distance, er Mona Juul mere moderne og mere by-konservativ. Hun er mere erhvervspolitik end vaerdipolitik, og så er hun først og fremmest mere grøn. For hende er klimasagen afgørende. For Søren Pape var den ikke ligegyldig, men den stod laengere nede på prioriteringslisten.

I et portraet af Mona Juul i Politiken i sidste uge – inden Søren Papes død – blev hun af en kilde beskrevet som »tre fjerdedele radikal«, og det tidligere konservative byrådsmedlem i Aarhus Marc Perera Christensen forklarede malende forskellen på Juul og Pape således:

»Det er ikke på hendes kontor, at der haenger et billede af kongen. Der haenger noget andet. Der haenger en nøgen, masturberende kvinde.«

En kulturaendring og et politisk skridt til venstre kan altså vaere i vente for De Konservative. Til gengaeld deler Mona Juul meget af Papes praktiske tilgang til politik: en pragmatisk tilgang til politiske kompromiser og en kontant kommunikationsstil.

Med andre ord: Det ene konservative øje har allerede i et stykke tid vaeret rettet mod tiden efter Pape.

Alt stadig lammet

Det er i skrivende stund stadig uklart, hvordan processen frem mod et formandsvalg bliver i partiet. Alt er stadig lammet oven på weekendens begivenheder.

I første omgang er HøjeTaastrups borgmester, Michael Ziegler, blevet konstitueret som organisatorisk formand. Senere vil den politiske leder blive valgt af folketingsgruppen, og på et tidspunkt vil de to poster formentlig blive smedet sammen på et ekstraordinaert landsråd.

Dansk politik holder dog ingen pauser, og den nye konservative formand vil ramme jorden i løb. Der er kun lige godt tre måneder til den første alvorlige prøve, når europaparlamentsvalget rammer den 9. juni.