Er samfundet offer for dem, der stikker ud, eller er de ofre for samfundet?
For 63 år siden sendte man folk ud på en ø. I dag uddeler man diagnoser til børn, der larmer. Forskellen er til at få øje på, men ifølge Sarah Smed og Stine Grønbaek Jensen er der en lighed, som godt kunne traenge til at blive talt om.
Når man står over for en støjende skoleklasse, kan man gå to veje: Man kan overveje, om der er noget galt med indretningen af undervisningen. Eller man kan overveje, hvad der er galt med børnene.
Hver gang vi vaelger løsning nummer to, gentager vi et gammelt mønster.
Det stammer fra en tid, hvor staten fjernede visse mennesker fra samfundet i stedet for at aendre samfundet til at kunne rumme dem.
Stine Grønbaek Jensen og Sarah Smed har skrevet en bog om nogle af de mennesker, der blev taget ud af ligningen.
Øen
På køreturen fra Sjaelland til Fyn passerer man den altid. Netop som man forlader bropylonernes skygge, åbenbarer øen sig: Sprogø.
Den glider lige så stille laengere og laengere ud på synsfeltets venstrefløj, i takt med at den naermer sig. Til sidst forsvinder øen i den blinde vinkel.
Det tager kun fem minutter at passere Sprogø og glemme den igen, men Stine Grønbaek Jensen og Sarah Smed vil så gerne have, at den bliver lidt laengere i vores bevidsthed.
Derfor har de skrevet bogen ”Pigerne fra Sprogø”. Den handler om et stykke danmarkshistorie, der udspillede sig på øen fra 1923 til 1961, da ca. 500 piger og kvinder blev anbragt.
Begivenhederne traekker tråde til tankegodset i Nazityskland, hvor den samme disciplin udgjorde bagtaeppet:
Eugenik.
Altså arbejdet med at optimere befolkningens genetik og dermed forbedre »befolkningskvaliteten«, som det hed sig.
Eugenikken kan deles op i to: Den positive og den negative. Hvor positiv eugenik handler om at sikre, at folk med ønskvaerdige kvaliteter får så mange børn som muligt, går negativ eugenik ud på at forhindre personer med uønskelige attributter i at forplante sig.
Sidstnaevnte var fremgangsmåden på Sprogø, og derfor var det fra 1934 og frem almindeligt, at kvinderne blev steriliseret, før de fik lov at forlade anstalten.
»Barnlig i sit vaesen«
En af de kvinder er portraetteret i bogen under navnet Kamma Lørup. Hendes rigtige navn er udeladt.
»Kamma har udviklet sig i yderst sørgelig retning, idet hendes interesse for mandshjemmets drenge og hendes fuldstaendige mangel på selvbeherskelse gør, at man altid – i sol som i regn – kan traeffe hende på de steder af haven, der støder op til mandshjemmet,« står der i hendes journal fra den anstalt i Brejning, hvor hun boede, fra hun var 14 år.
Årsagen til hendes anbringelse var blandt andet, at hun var »meget barnlig i sit vaesen«.
Efter hendes udvikling »i yderst sørgelig retning« blev teenagepigen flyttet til Sprogø i 1929.
Kamma Lørup blev steriliseret i 1935 og sidenhen udsluset i samfundet. Hun blev gift og var ifølge journalen »strålende glad for mand og hjem«, men klagede over »ulidelige smerter« op til hver menstruation.
Smerterne blev affejet af autoriteterne som et forsøg på at tilrane sig opmaerksomhed.
Det sidste notat i hendes journal er fra et inspektionsbesøg i parrets hjem i 1940.
»Der ligger to paene hjemmebagte franskbrød og et par skåle med rabarbergrød,« står der. På baggrund af hjemmets paene forfatning konkluderede inspektøren, at »Kamma har taget sig sammen«.
Selv var Kamma Lørup ikke hjemme til at fortaelle, hvordan det gik hende.
Hun var i Randers for at hente et »feriebarn« den dag.
Faellesskabets interesse
I bogen beskrives flere eksempler på kvinder, som savnede de børn, de ikke kunne få.
»Jeg voksede op med, at racehygiejne var noget, der hørte til Tysklands historie,« siger Stine Grønbaek Jensen.
Men racehygiejnen er også en del af Danmarks historie. Den spirede i forbindelse med 1930’ernes socialreformer.
Socialdemokratiet – anført af statsminister Thorvald Stauning og socialminister K.K. Steincke – ville skabe et samfund, hvor bunden blev løftet, men den forpligtelse bibragte en frygt for, at bunden skulle blive for tung.
Derfor måtte nogle personer tages ud af regnestykket – blandt andre kvinder med en »abnorm« seksualitet.
Idéen om racehygiejne bestod selv efter Anden Verdenskrig.
I bogen beskrives det, at Danmark i forbindelse med udarbejdelsen af FN’s verdenserklaering om menneskerettigheder i 1948 forsøgte at indføre en passus, der legitimerede tvangssterilisation »i faellesskabets og individets interesse«.
Danmarks ønske blev afvist.
Klandret for overgreb
Unge kvinders seksualitet bliver stadig bedømt anderledes end unge maends. SARAH SMED, HISTORIKER
Sterilisationer var ét middel, som blev anvendt på Sprogø. Genopdragelse var et andet.
Når kvinderne ikke rettede ind eller opførte sig dårligt, blev isolation sommetider brugt som straf. Der findes stadig kradsemaerker på vaeggene i isolationsrummet.
Mens de skrev bogen, kunne Stine Grønbaek Jensen sommetider laese det, de havde skrevet, og taenke:
»Det kan jo ikke vaere sandt.«
Kvinderne blev ikke sjaeldent tillagt skyld for, hvad man i dag ville kalde seksuelle overgreb, og det var ikke usaedvanligt, at kvinder blev sendt til Sprogø på den baggrund.
»Med nutidens blik virker det helt vanvittigt, at kvinder i den grad blev klandret for ikke at kunne modstå maend eller for ikke at gøre nok modstand,« fortaeller Stine Grønbaek Jensen.
»Det er faktisk ret voldsomt,« indskyder Sarah Smed.
I dag kalder vi det victim blaming, når et offer tillaegges ansvar for en forbrydelse begået imod dem. Og det »viser stadig sit grim
me ansigt indimellem«, mener de. Sarah Smed forklarer, at unge kvinder stadig skal »passe på deres renommé«.
»Unge kvinders seksualitet bliver stadig bedømt anderledes end unge maends. Dengang blev det tillagt stor betydning, hvad der var blevet sagt om kvindernes seksualliv, inden de blev anbragt på Sprogø. Det mønster består desvaerre stadigvaek, selvom vi er et andet sted,« siger hun og henviser til, at antallet af seksualpartnere stadig kan vaere forbundet med stigma for unge kvinder.
Samfundets praemisser
Sarah Smed er historiker og museumsleder på Forsorgsmuseet i Svendborg.
Gennem årene har der vaeret en bevaegelse vaek fra at saette samfundets interesser først, fortaeller hun.
»I dag gør man sig meget umage med at se, hvilke kompetencer det enkelte menneske har.«
»Det er i hvert fald idealet,« tilføjer hun. Dengang blev de, der faldt uden for normen, behandlet på samfundets praemisser, men i dag efterstraeber man at hjaelpe folk på deres egne praemisser.
I 2023 tog man fra officielt hold konsekvensen af det forandrede menneskesyn. Den 11. september holdt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en godt 14 minutter lang tale i Horsens. Talens budskab var i grunden et:
»Undskyld.«
Sprogø-pigerne og alle andre, som havde vaeret under åndssvageforsorgen, fik dermed statens ord for, at det, der overgik dem, aldrig må gentage sig.
Den samme taekning
Men nogle mekanismer lever videre, mener de to forfattere.
Det haender, at støjkilderne i skoleklassen sendes til udredning, i stedet for at antallet af børn i klasselokalet eller skoledagens laengde genovervejes.
»Det er den samme taenkning, hvor man placerer problemet hos den enkelte i stedet for at kigge på det strukturelle,« siger Stine Grønbaek Jensen.
Er det forkert?
»Jeg siger ikke, at det er entydigt forkert.
Men ved at gå tilbage i historien får man mulighed for at reflektere over det, vi gør nu. Det kan vaere svaert, når man er fanget i sin egen tids logikker.«
Sarah Smed sidder lidt uroligt på sin kollegas højre side. Hun har noget, hun gerne vil sige.
»Det der med at kategorisere børn med udfordringer som problembørn. Det kunne vaere en stor fordel, hvis man prøvede at løfte sig vaek fra det, når der skal findes løsning.«
De håber begge, at bogens historiske perspektiv kan give anledning til refleksion over, hvordan vi tackler mennesker, der ikke passer lige ned i samfundets normer.
»Historien er en rigtig god samtalestarter,« siger Sarah Smed.