Reform af tilsyn gør noget bedre. Men kommer ikke helt i mål

En reform af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) var uomgaengelig efter det forløb, hvor tilsynet først tog alle på sengen ved at udsende en pressemeddelelse, som indeholdt meget alvorlige anklager mod Forsvarets Efterretningstjeneste, og siden måtte se sig underkendt af den FE-kommission, der undersøgte, om der var belaeg for at fritage FE-chef Lars Findsen og flere ledende medarbejdere for tjeneste.

Kommissionens konklusion

var, at der ikke var noget at komme efter. Dermed var luften taget ud af det, der tegnede til en historisk skandale. Historien kunne slutte der, men det gjorde den så langtfra. Nu kender alle til det danske kabelsamarbejde med USA. Og vi har endnu til gode at blive klogere på, hvad der er op og ned på hele forløbet om hjemsendelsen af Lars Findsen og anklagerne mod ham og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Der er dog ingen tvivl om, at FE-sagen sammen med sagen om den angivelige agent Samsam har vaeret med til at svaekke befolkningens tillid til efterretningstjenesterne. Det dur ikke. Siden FE-sagen begyndte at rulle, er den sikkerhedspolitiske situation markant forvaerret. Men de foreløbige og nogenlunde håndgribelige fakta er, at de alvorlige anklager, som TET rejste, ikke holdt vand. Som konsekvens burde medlemmerne af tilsynet selv have trukket sig. Det skete ikke. Nu bliver de hjulpet på vej af en mindre reform, som har bred tilslutning i Folketinget, men som kun vedrører PET og dermed ikke er fuldendt.

Det, der nu ligger på bordet, indeholder gode takter, men er også bekymrende. Det er positivt, at TET’s tilsynsområde udvides til også at omfatte lovligheden af PET’s arbejde og ikke kun, hvordan PET behandler og opbevarer personoplysninger. Det har Samsam-sagen tydeliggjort et behov for.

På positivsiden står også, at Folketingets kontroludvalg får udvidede beføjelser til selv at tage initiativ til at bede TET se på specifikke sager. Endelig lyder det også fornuftigt, at en whistleblowerordning forankres i TET og ikke i Justitsministeriet. Men det saetter store krav til, at TET kan håndtere de oplysninger, der måtte komme.

Sporene fra whistlebloweren i FE-sagen skraemmer, og det er måske derfor, at Folketingets partier har aftalt, at der »i lovgivningen fastsaettes kompetencekrav for medlemmerne af tilsynet«. Sagt mere direkte kraever det et kendskab til efterretningstjenesternes arbejdsmetoder for at kunne vurdere en eventuel kritik.

Men der er også en oplagt risiko ved at stille et krav om, at TET’s medlemmer skal have indsigt og erfaring med udenrigs-, sikkerheds- og efterretningsmaessige forhold, som det formuleres i aftalen.

Kredsen af personer, som kan leve op til kravene, er relativt lille. Risikoen for at få et tilsyn, som ikke er kritisk, men forstående over for efterretningstjenesterne, er naerliggende.

Tilliden til efterretningstjenesterne er så afgørende, at der ikke må opstå tvivl om, hvorvidt eventuelt smuds fejes ind under gulvtaeppet.

Derudover virker det besynderligt, at TET fremover ikke selv kan udsende pressemeddelelser, men kun kan kommunikere med offentligheden gennem årlige redegørelser. Sporene fra den famøse pressemeddelelse skraemmer, og noget tyder på, at man er blevet bange for sin egen skygge.

Hvis der i øvrigt er tillid til, at TET qua sin sammensaetning, beføjelser og kompetencer kan varetage opgaven, så burde der også vaere tillid til, at udvalget selv kan afgøre, hvornår man vil kommunikere med offentligheden. Eller sagt på en anden måde: Tilliden til efterretningstjenesterne er så afgørende, at der ikke må opstå tvivl om, hvorvidt eventuelt smuds fejes ind under gulvtaeppet.