Det er hårdt at vaere ung – og det er okay
Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.
Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i JyllandsPosten siger, at vi skal laere at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.
Som samfund taler vi i dag naermest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kaempe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svaer stress.
Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan vaere svaert og meget andet end perfekt. Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør vaere som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan vaere utroligt svaert at acceptere, når unge i dag i højere
grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur. Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstraekkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.
at dyrke følelsen af at vaere forkert eller utilstraekkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår
Men løsningen er ikke
ved at vaere menneske og saerligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.
En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.
Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde. Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal vaere på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.
at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmaerksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstraekkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjaelpe dem langt mere. Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilvaerelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion. Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortaelling, ungdommen tager på sig.
Jeg frygter,
Så hvad kan man gøre politisk? Saerligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.
Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gaelder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjaelp og behandling.
Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfaeldet i dag.
med frygtpaedagogikken og saette antallet af trivselsundersøgelser ned.
De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.
Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel. Tvaertimod.
I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at vaere teenager – ligesom det altid har vaeret – og så hjaelpe der, hvor vi kan.
Vi skal gøre op
Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.