Både personen og politikeren vil blive savnet

Søren Pape havde noget af det, Poul Schlüter havde. Både overblikket og den fornødne råstyrke, den politiske verden kraever for at blive på toppen. Og samtidig et menneske, der var godt selskab. En af hans største fortjenester er, at han fik sat gang i de

Et af de klogeste valg, han traf, var, da han indså, at De Konservative ikke er et vildbasseparti, men et indflydelsesparti, og Pape blev derfor den mest skattede partner i Løkkes VLAK-regering 2016-19. Det belønnede vaelgerne.

Søren Papes pludselige død er en tragedie, der traekker linjer tilbage. ”Den konservative forbandelse” er det blevet kaldt, nemlig at så mange konservative partiledere bliver afbrudt midt i deres manddoms gerning. John Christmas-Møller døde som 54-årig i 1948, Aksel Møller som 52-årig i 1958. Poul Møller blev så alvorligt syg, at han som 51-årig i 1971 måtte stoppe som leder, og aldrig rigtigt kom sig. Også Bendt Bendtsen måtte traede af som 54-årig partileder i 2008, og laegger i sine memoirer ikke skjul på, at helbredet trykkede.

Så sent som onsdag i sidste uge havde jeg en snak med Søren Pape på vej ud fra bestyrelsesmøde i SMVdanmark. Her havde han som gaestetaler mødt os med lune, humor og overskud. Med hele den spaendstighed, der gjorde, at han op til valget forrige år af mange blev anset for kommende statsminister. Pape sprudlede af ideer, forsvarssagen havde han netop kastet sig helhjertet ind i, og der var tydeligvis masser af ting, han skulle nå.

Siden meddelelsen har mange på sociale medier beskrevet, hvordan de mødte godt humør og fuld fart på hos Pape i dagene op til den pludselige hjerneblødning og død.

Som person var Søren Pape dybt praeget af kristendommen. Han var fast inventar i Viborg Domkirke, og den varme og det naervaer, Pape mødte andre mennesker med, er på mange måder som talt ud af filosoffen og teologen K.E. Løgstrups taenkning: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”.

Pape havde samtidig noget af det, Poul Schlüter havde. Både det overblik og den fornødne råstyrke, den politiske verden kraever for at blive på toppen. Det kraever også sans for at omgive sig med de rigtige medarbejdere.

På et tidspunkt fortalte Søren Pape mig om arbejdsdelingen i Det konservative Folkeparti: Han var som en bestyrelsesformand, og hans naere ven og støtte, generalsekretaer Søren Vandsø, var administrerende direktør. Pape styrede politikken, og Vandsø styrede organisationen på vegne af formanden. At samme Vandsø til det sidste vågede ved Papes sygeseng, siger noget om deres smukke, livslange venskab.

Ligesom Poul Schlüter laenge og systematisk blev undervurderet, blev Søren Pape det også. Ledere, der styrer med optimisme og venlighed, bliver nogle gange set som letvaegtere. Det var Pape ikke. Tidligt laerte han at laese på lektien. Som borgmester og senere partiformand igennem naesten 10 år, forberedte han sig grundigt på sagerne.

Sådanne vaerdier havde han med sig fra hjemmet i det midtjyske, hvor hårdt arbejde og ordentlighed blev indprentet af (adoptiv)foraeldrene Ruth og Svend Poulsen. At familien kom først, sås vel tydeligst på valgdagen den 1. november 2022. Her troppede Pape op med hund og othellolagkage i Bjerringbro, for at ønske faren tillykke. Pape kom, uanset at der var masser af problemer, der kaldte på ham netop den dag, hvor partiet endte med 5,5 procent af stemmerne, et fald fra rekordstore 16,5 pct før valget.

Da Papes greb efter Statsministeriet mislykkedes sundede han sig, påtog sig ansvaret; folketingskandidaterne blev inviteret på en snak, alle kredsene fik besøg af formanden. I det hele taget havde Pape – sammen med generalsekretaer Vandsø – plejet organisationen i alle årene.

Sådan er partiledere så forskellige. K-forgaengere som Poul Møller og Poul Schlüter overlod det tidskraevende bagland til deres generalsekretaer. At pleje et bagland er klogt, for i dårlige tider er det dem, som slår ring om formanden, når medierne ringer rundt for at finde kritiske stemmer.

For mig, der har oplevet ham i forskellige af de roller, Pape blev tildelt siden vores første møde i slutfirserne, er det ingen overraskelse, at han kom så langt. Et af de klogeste valg, han traf, var, da han indså, at De Konservative ikke er et vildbasseparti, men et indflydelsesparti, og Pape blev derfor den mest skattede partner i Løkkes VLAK-regering 2016-19. Det belønnede vaelgerne.

Saerligt som justitsminister blomstrede Pape. Her fik han samtidig også den alvor, der følger af, at vaere politisk chef i et af de klassiske sikkerhedsministerier. Pape forstod betydningen af George Orwells ord om de frie samfunds forudsaetning: ”Vi sover kun fredeligt i vores senge om natten, fordi barske maend er beredt til at benytte magt på vores vegne”. Også derfor var det naturligt, at Pape lige op til sin død, besluttede at kaste ekstra kraefter ind i forsvarssagen.

I forenklede analyser er der blevet sat lighedstegn mellem Det Konservative Folkepartis meningsmålinger og Søren Papes person. Men det er en flad forenkling, som slet ikke tager højde for, hvad det er for en samfundsudvikling, vi ser både internationalt og herhjemme. De politiske konsensus- og magtpartier til højre og venstre har laenge vaeret under pres. Traditionelle svar har mistet deres kraft i den tid, vi lever i.

Hvis man således skal pege på et svagt punkt, så var det, at Pape – på linje med et parti som Venstre – laenge forsømte idéudviklingen og deraf afledte friske politiske løsningsforslag på de problemer, som optager folk. Netop K – og V - to klassiske blå regeringsbaerende partier oplever hver isaer, at der er konkurrenter på den bane de spiller på. Lars Løkke Rasmussen viste sig ved valget som eksponent for dette.

Når det er påtraengende, er det indlysende nok, at vi reelt siden 2016 har levet i en opbrudstid. Symboliseret udmaerket ved først brexit, siden Trumps valg – og mulige genvalg i år. Et vaelgeroprør, der i varierende grader og med nationale variationer rummer populistiske, anti-politiske traek i sig: Et oprør mod eliten – hvem så denne elite ellers er.

Problemet er, at politik, og det at styre et land, er en kompleks størrelse. Virkeligheden er sjaelden sort eller hvid. I et folkestyre kraever det en grad af konsensus for at nå resultater. Det får nogle gange politik til at se sjaelløs og teknokratisk ud. Det rammer magtpartier som bl.a. De Konservative.

Pape var, som så mange borgerlige i hans generation praeget af den tids liberal-konservative anskuelser. De formative år var Den Kolde Krigs afslutning. Her var forbilleder, de ledende antikommunistiske, konservative skikkelser som praesident Ronald Reagan og Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher – Papes hund hedder karakteristisk nok Maggie.

Efter Berlinmurens fald blev det liberale demokrati i et par årtier set som historiens slutfacit med vaegt på demokrati og globalisering. Det svar delte de liberal-konservative med socialdemokrater, og på den måde opstod en bred konsensus. Den konsensus aendrede sig ikke med terrorens opkomst efter 2001, blot kom der mere fokus på sikkerhed og behovet for at få styr på migrationen.

Nu er vi et helt andet sted efter 2016 som opbrudsåret for mange. I ly af globalisering, migration, terror opstod et oprør, som siden har sat hele centrum-højre og centrum-venstre under pres. 2022 og krigen i Ukraine har tilsvarende sat vores vaerdier under pres. Så hvad nu?

Liberal-konservatismen, som vi har kendt den i hele efterkrigstiden, må søge samtidens svar. Engelske Edmund Fawcett, den tidligere chefredaktør for The Economist, har skrevet laerde bøger om konservatismen og liberalismen. Fawcetts håb og konklusion er, at den midtsøgende borgerlighed ikke er nået til vejs ende, hvis ellers den tør tage tidens braendende problemstillinger alvorligt fremfor at overlade den til populister. Det var jo med god grund, at en af de konservative stamfaedre, Edmund Burke, havde som motto: Forandre for at bevare.

At Pape godt kendte til den svaghed, viser sig ved, at han faktisk fik igangsat det idepolitiske arbejde som led i selvransagelsen efter folketingsvalget. Udkommet af dette arbejde kan vise sig at blive et af de blivende politiske spor, den meget ordentlige og sympatiske Søren Pape efterlader sig. Oveni erindringen om en varm og favnende personlighed, der tilsvarende gør sorgen så stor både fra politiske med- og modspillere overalt i Danmark.