Rusland mindes en tyran, der ikke vil dø
Årsdagen for Josef Stalins død blev tirsdag markeret på Den Røde Plads. De seneste år har hans ideologi fået fornyet luft under vingerne.
Der blev sørget ved afdødes kiste, titusinder stod i kø for at få et sidste glimt af landets leder, mens millioner graed.
»Jeg tvivler på, at der i hele verdenshistorien nogen sinde har vaeret en morder, hvis død blev begraedt så oprigtigt af så mange,« har den russisk-amerikanske poet og nobelpristager Joseph Brodsky skrevet om reaktionerne ved Josef Stalins død i marts 1953.
Stalin blev efter sin død balsameret og placeret i mausoleet på Den Røde Plads ved siden af sovjetstatens grundlaegger, Vladimir Lenin. Først i 1956 brød kritikken af tyrannen for alvor løs efter en tale af sovjetlederen Nikita Khrusjtjov, og i 1961 blev Stalin så fragtet ud af mausoleet og i stedet begravet ved
Kreml-muren ikke langt derfra.
Siden har holdningen til Stalin vaeret et sikkert barometer for det politiske vejrlig i Moskva: I 1960’erne og 1970’erne steg hans aktier under kommunistlederen Leonid Bresjnev, mens liberaliseringen i 1980’erne og 1990’erne udløste en bølge af afsløringer af hans styres forbrydelser og bl.a. dannelse af ngo’en Memorial, der arbejdede for at mindes de draebte.
De senere år er vindene drejet i polarhjørnet igen, Stalins navn naevnes atter med respekt – og så sent som i sidste uge blev en af de mest prominente aktivister fra det nu opløste Memorial, den 70årige Oleg Orlov, idømt flere års faengsel »for at bringe den russiske haer i miskredit.«
På årsdagen for diktatorens død tirsdag var der kø for at laegge blomster ved hans gravsted på Den Røde Plads bag mausoleet, hvor Lenin fortsat ligger. Blandt de besøgende sås flere honoratiores, herunder de russiske kommunisters leder, Gennadij Zjuganov, der af analytikere opfattes som en marionet for Kreml.
Nostalgien i forhold til Stalin-perioden
støder man ikke kun på i Moskva: Sidste år blev der rejst en Stalin-buste i Tver-regionen, nordvest for Moskva, mens kommunister i den sibiriske by Barnaul åbnede et såkaldt Stalin Center til minde om diktatoren.
I 2021 gav 45 pct. af de adspurgte russere udtryk for ”respekt” for Stalin, og et nogenlunde lignende antal støttede opsaettelsen af mindesmaerker for ham i en undersøgelse fra analyseinstituttet Levada, skriver Reuters.
En ny slags terror
Men en ting er monumenter i lidt hengemte hjørner af Rusland, noget andet er de politiske realiteter i hovedstaden, hvor tiden ganske vist ikke er spolet tilbage til Stalin-årene, men allerede et stykke tid har haft en umiskendelig duft af sovjetiske tilstande.
Analytikeren Vladislav Inozemtsev peger på, at praesident Vladimir Putins styre har anvendt redskaber fra stalinismens vaerktøjskasse i bestraebelserne på at få russerne til at makke ret (og haft betydelig succes med det) – selvom målestokken i undertrykkelsen hidtil har vaeret en ganske anden.
»Kreml anvender terrorens taktik meget dygtigt. I dag er det slet ikke den samme terror, som kommunisterne anvendte i 1920’erne og 1930’erne,« skrev han i begyndelsen af året i eksilmediet The Moscow Times.
»Den berører ikke millioner af mennesker, den berører tusinder, men demonstrerer, at ingen i landet er urørlig, og, hvad der er endnu vigtigere, at en årsag til at forfølge hvem som helst kan blive opfundet, når det skal vaere,« skrev Inozemtsev.
Det er en vurdering, der kun synes bekraeftet efter oppositionslederen Aleksej Navalnyjs død sidste måned i en arktisk straffelejr.
Kreml har de senere år uophørligt strammet grebet om landets uafhaengige medier og opposition, der for størstedelens vedkommende nu befinder sig enten i eksil eller bag lås og slå.
Det er ganske åbenbart, at Rusland i foråret 2024 er vaesentlig mere autoritaert, end tilfaeldet var før storangrebet i 2022 eller i tiden omkring det seneste praesidentvalg i 2018.
Frem til februar 2022 var der stadig uafhaengige medier med base i Rusland – og tilbage i 2018 var afdøde Aleksej Navalnyjs bevaegelse fortsat et vigtigt indslag i det politiske billede i landet, selvom Putin naturligvis ikke tillod sin vigtigste rival adgang til stemmesedlen.
I Putins Rusland anno 2024 kan man blive faengslet for at like et opslag på de sociale medier – eller udtrykke sig kritisk om systemet på vers: Kort før nytår fik aktivisten Artjom Kamardin syv års
Stalinismen opererede i enorm skala. Det gør putinismen ikke. Putinismen er som Putin selv forfaerdelig lille i sin tankegang, i sine ambitioner og sine mål. MARK GALEOTTI, BRITISK RUSLANDEKSPERT, I PODCASTEN IN MOSCOW’S SHADOWS
faengsel for at have fremsagt et systemkritisk digt.
Nogle iagttagere frygter, at Rusland skal bevaege sig i egentlig totalitaer, stalinistisk retning med en stat, der søger at regulere og kontrollere alle aspekter af borgernes liv – også uden for den rent politiske sfaere.
Vladislav Inozemtsev peger på, at Kreml kan vaere på vej ud på en glidebane, hvor sikkerhedsapparatet endegyldigt tager tøjlerne – for Putin »kan måske ikke fastholde ”den moderate terror” på sit nuvaerende niveau«.
Men ikke alle mener, at Stalin og stalinismen er noget for alvor relevant pejlemaerke, når man skal vurdere det moderne Ruslands udvikling.
»Stalinismen opererede i enorm skala. Det gør putinismen ikke,« sagde Mark Galeotti, en fremtraedende britisk Rusland-ekspert, for nylig i podcasten In Moscow’s Shadows.
»Putinismen er som Putin selv forfaerdelig lille i sin tankegang, i sine ambitioner og sine mål. Jeg mener virkelig, at det mere handler om mentaliteten i en bananrepublik end om en stalinistisk mentalitet.«