Mette Frederiksen behøver ikke skrive vores indkøbsseddel

Det naermer sig et fast budskab: Nogen må hjaelpe os eller i det mindste vejlede os.

Nogen må tage ansvaret. Den frie vilje og den sunde fornuft overskygges af at vaere hjaelpeløs som udgangspunkt, offer for en sikkerheds skyld.

Underkastelsen og det ubehjaelpsomme dyrkes også af oppositionspolitikere, når de trygler regeringen om, hvorvidt den dog ikke snart vil fortaelle os, hvad vi hver isaer må gøre i tilfaelde af en krisesituation.

Vi må forberede os på konsekvenserne af et cyberangreb på vores infrastruktur, der er så lammende, at strøm og vand forsvinder, men en udførlig vejledning til, hvordan vi hver isaer ruster os bedst, behøver ikke komme fra allerhøjeste sted.

Det kan også komme fra den indre sunde fornuft.

Den findes heldigvis stadig, uanset hvor afmaegtige de utålmodige politikere vil gøre danskerne.

Egentlig kan det undre, at statsministeren ikke for laengst har set en potentiel krisesituationen som en oplagt anledning til at genindtage formynderens rolle, som det skete så vidt og så mange gange, da covid-19 kom til landet. Vi hverken behøver eller orker flere af den slags pressemøder eller detaljerede vejledninger i stil med korrekt fejring af juleaften eller statsautoriseret vejledning i ensrettet faerdsel på gågader eller langs havnebassiner.

I dag er truslen en anden og mere bekymrende. Danmark er på mange måder og med stort engagement viklet ind i den internationale sikkerhedspolitik og dermed et potentielt mål for angreb med hybride virkemidler.

I Norge og Sverige har man en lang tradition for at forberede befolkningen på krig og kriser. Det har vi ikke i Danmark, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi er lallende uforberedte.

Med det sammensatte trusselsbillede, der er i Europa og mod Danmark, er det netop betimeligt, at vi hver isaer handler og tager vores forholdsregler.

Meget tyder på, at mange danskere allerede er ved at indstille sig på en ny virkelighed, se blot på efterspørgslen i outdoor-butikkerne.

Der er noget konspirationsteoretisk over “preppere”, en betegnelse for mennesker, der forbereder sig på det vaerste. Så lad os kalde det hjemmeberedskab og bryde det ned til, at man skal kunne klare sig selv i nogle dage, skal sikre sit hus og have et øje på naboen. Så er vi nået langt, og folk med kummefryser, gasgrill og campingvognens vanddunke endnu laengere. En batteri- eller håndsvingsdrevet radio til at opfange beredskabsmeddelelser er til at komme i naerheden af.

Det er den enkeltes pligt at kunne modtage netop beredskabsmeddelelser, også når iPhonen pludselig er ubrugelig.

Med det sammensatte trusselsbillede, der er i Europa og mod Danmark, er det netop betimeligt, at vi hver isaer tager vores forholdsregler.

Vi er et af verdens mest gennemdigitaliserede lande. Alt er forbundet og dermed også forbundet med en stor risiko, hvis et destruktivt cyberangreb skulle lamme f.eks. energiforsyningen. Det var endog meget taet på at ske for 100.000 danskere sidste år i maj, da hackere udnyttede såkaldte “systemiske sårbarheder” hos nogle forsyningsselskaber. Firewalls var ikke opdateret, og var angrebet ikke blevet afvaerget, havde fremmede kraefter taget kontrollen med store dele af vores kritiske infrastruktur. Så jo, risikoen findes.

En officiel udmelding eller ej; det er sund fornuft med et hjemmeberedskab, så man kan klare sig selv bedst muligt, skulle vi en dag havne i en situation, hvor det ikke hjaelper at rode i sikringsskabet eller bestille noget på Wolt.