De faerreste forbereder sig på en af livets vigtigste begivenheder
Vi har udraderet enhver form for mening med døden, og derfor må det vaere en fejl, når et menneske går tidligt bort. Det er en af forklaringerne på danskernes chok over Søren Pape Poulsens overraskende død.
Jacob Birkler bemaerkede straks selv ironien.
Filosoffen sad i toget mod sit hjem i Esbjerg, da han over telefonen skulle interviewes om døden. Et stort emne en tirsdag formiddag, så hvad gjorde Jacob Birkler?
Han forlod sit togsaede for ikke at forstyrre andre.
»Når vi skal tale om døden, i dette tilfaelde Søren Papes død, ligger det naturligt i os at beskytte eller skåne andre, fordi det måske er voldsomt,« lød det fra Jacob Birkler, mens han ledte efter en tom kupé.
Med andre ord blev Birklers handling en spejling af hans egen pointe.
Som samfund og befolkning har vi fjernet os fra døden, vi har skubbet den ud af syne og sind, og derfor har Søren Pape Poulsens pludselige bortgang overrumplet og chokeret danskere i store dele af landet.
»Jeg er på vej hjem fra København. Den tur forberedte jeg mig på. Som regel forbereder vi os, når vi skal noget, men de faerreste forbereder sig på døden, selvom den er en af de vigtigste begivenheder i livet,« siger Jacob Birkler.
Han er filosof, tidligere formand for Det Etiske Råd og forfatter til flere bøger. I april udkommer en ny af slagsen, ”Lad os tale om døden”, der af kedelige årsager fik ny relevans i weekenden.
Da faldt det De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, om med en hjerneblødning, og hans liv stod ikke til at redde.
»Først er det enormt vigtigt at vise hensyn overfor dem, der kendte og levede taet på Søren Pape. Der er et savn og en naturlig sorg og tristhed,« siger Jacob Birkler.
»Når det er slået fast, er det interessant at iagttage reaktionen fra flertallet af danskerne. Saetning nummer to er naesten altid den samme, efter at vi har konstateret, at en person er død. ”Han var kun 52 år”, siger vi i dette tilfaelde. Døden kommer, men vi ved ikke hvornår. Det er en sandhed, alle er bekendt med, men vi kan bedst lide at parkere dødens vilkår til livets sene afslutning. Derfor bliver vi forfaerdede og overraskede, når døden pludselig rammer tidligere end typisk erfaret,« siger han.
Døden er blevet professionaliseret, forklarer Jacob Birkler. Nogen tager sig af den. Ambulancebehandlere, laeger, praester, bedemaend. Vi advares mod anstødelige billeder i nyhedsudsendelserne, og vi skaermes, når legemet bliver til et lig.
»Det er blå blink, der fjerner døden. Vi er ikke tilvaennet med døden, har en erfaring eller naturlig omgang med den, og det påvirker vores forhold til den fysiske, konkrete død, ligesom vores sprog er blevet fattigere, fordi vi ikke lever med døden på samme måde som tidligere,« siger han.
Døden overrumpler os
Vi lever, som om at døden ikke er et grundvilkår for os, pointerer Ane Sofie Lindegaard,
der er uddannet psykoterapeut og praest.
I Sorgenfri Kirke i Virum oplever hun i forbindelse med begravelser igen og igen, at døden overrumpler de tilstedevaerende – også efter sygdomsforløb.
»Jeg tror, det handler om, at det er ubegribeligt. Det ene øjeblik er du her med din omsorg og din kaerlighed, og det naeste øjeblik er det vaek. Det er jo ikke til at fatte,« siger hun.
Forleden var hun i fitnesscenter, og ved siden af hende lå en anden kvinde og strakte ud. De kom til at tale om Søren Pape Poulsen. Kvinden sagde, at livsstil også spiller en rolle.
»Hun er et eksempel på, at vi vil prøve at have magt over det, når vi oplever magtesløshed, og vi har magt, hvis vi kan gøre noget ved vores livsstil og kost. For så kan vi jo styre og kontrollere døden. Tror vi. Det kan vi jo overhovedet ikke. Magtesløshed er det allermest skraemmende for os,« siger Ane Sofie Lindegaard.
»Vi synes jo, døden er uretfaerdig, men findes der retfaerdighed? Det håber jeg ikke, for så er det en skraekkelig Gud, vi har, for der sker forfaerdelige ting. På en eller måde bliver vi født med idéen om, at vi får 70-80 år på denne jord, og når vi ikke gør det, bliver vi anfaegtet. Så mener vi, der er noget galt.«
Grundtanken om, at menneskets tidlige død er en fejl, skyldes, at vi har udraderet enhver form for mening med døden. Det siger filosof og terapeut Anders Draeby Sørensen.
»Gennem de seneste 200 år har vi skabt en kultur, videnskab og teknologi, som langt hen ad vejen bekaemper sygdom og død. Vores forventninger til tilvaerelsen er at leve laenge og godt, og så indtraeffer døden sent i livet. Forventningen er, at vi har kontrol over vores egen sårbarhed og dødelighed,« siger han.
»Vi har svaert ved tale om vores egen eller vores naermestes død, men døden er langtfra tabuiseret i Danmark. Tvaertimod er vi fascineret af den – i et distanceret forhold. Hvad ser du f.eks. på Netflix? Vi svaelger jo i død og lemlaestelse i underholdningsindustrien. Vi har en trang til at beskaeftige os med dét, vi selv fortraenger.«
For Ane Sofie Lindegaard blev den tidligere partiformands død til en konkret påmindelse.
»Søren Pape havde samme alder som min mand, som jeg nogle gange har ønsket hen, hvor pebret gror. Nu du spørger, så gav jeg min mand lidt flere kys, end jeg plejer. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer. Det ved vi godt, at vi ikke ved, men det skal man virkelig mindes om nogle gange.«
Eller som Jacob Birkler formulerer det:
»Dødens vigtigste budskab er at leve livet.«
Døden kommer, men vi ved ikke hvornår. Det er en sandhed, alle er bekendt med, men vi kan bedst lide at parkere dødens vilkår til livets sene afslutning. Derfor bliver vi forfaerdede og overraskede, når døden pludselig rammer tidligere end typisk erfaret. JACOB BIRKLER, FILOSOF OG TIDLIGERE FORMAND FOR DET ETISKE RÅD