»De fleste er enten gået konkurs eller sidder alene tilbage i stuehuset«
Vil en CO2-afgift skubbe de små landmaend ud over afgrunden og efterlade Danmark med faerre, større og mere forurenende landbrug? Det frygter den anerkendte sociolog og landbrugsdebattør Rasmus Willig. I stedet peger han på en anden retning, der skal få l
Man skal passe på med at romantisere livet på landet, siger Rasmus Willig, så snart vi har sat os ned. Alligevel begynder han hurtigt at tale om sin barndom i det midtjyske, mellem Viborg og Silkeborg, hvor hverdagen på gårdene og i landsbyerne var »fuldstaendig fantastisk«.
»Vi hjalp hinanden i højsaesonerne. Det betød, at vi blev nødt til at invitere hinanden til konfirmationer, fødselsdage og begravelser. Det var den sidste rest af liv på landet. I det øjeblik, man fik storindustrielle produktioner, behøvede man ikke hjaelpe hinanden mere. Det sociale kit forsvandt. Der er tomt i forsamlingshusene,« siger han:
»Min hjemegn er et klassisk billede på dét: De fleste er enten gået konkurs, har fået deres landbrug opkøbt eller sidder alene tilbage i stuehuset og har forpagtet jorden ud til storbonden med 500-1.000 hektar jord.«
Nu kommer den anerkendte sociolog med et opråb i dét, der tegner til at blive den vigtigste beslutning for dansk landbrug i årtier: Den kommende CO2-afgift.
Afgiften risikerer ifølge ham at accelerere den proces, han netop har beskrevet.
Der vil komme faerre familielandbrug og flere storindustrielle bønder, som henter billig arbejdskraft ind fra udlandet, udpiner jorden med monokulturelle afgrøder og efterlader landlige egne forarmet i både social og biologisk forstand.
Den vil føre til landområder uden hverken natur eller ret mange mennesker. Uden liv.
Først en naermere praesentation af budbringeren.
I 00’erne gjorde Rasmus Willig sig bemaerket som forsker og samfundsdebattør med bøger om offentlig ansattes manglende ytringsfrihed.
I de senere år er hans fokus blevet mere grønt.
I dag er han medlem af Det Etiske Råd og stifter af foreningen Andelsgaarde – en slags andelsbevaegelse, hvor almindelige danskere stimler sammen om at købe gamle gårde og lade unge, klimabevidste landmaend forpagte dem som regenerative landbrug.
Den 50-årige midtjyde er også forstander på Suhrs Højskole i København, engang en husholdningsskole for kvinder, som ville laere at passe hjemmet, i dag en madhøjskole for unge, hvor man kan have valgfag i »ost og vin« og hovedfag i »gastronomi«.
Her møder Jyllands-Posten ham.
Eleverne er i gang med at nyfortolke 1980’erne, der er kogte blomkål på køkkenbordene og stegte kapers på komfuret, og på sit kontor fortaeller han, hvorfor debatten om en CO2-afgift er ham magtpåliggende.
Der er brug for en ny vision for landbruget, forklarer han.
Byboere har forladt naturen
Udadtil har erhvervet på mange måder vaeret en succes.
Fødevaresektoren eksporterede for små 200 mia. kr. ud af landet i 2022 og demokratiserede op gennem Efterkrigstiden danskernes adgang til kød.
Men det er også et hårdt presset erhverv. Landbruget er dybt forgaeldet, halvdelen af landmaendene (og ja, det er maend) er 55 år eller aeldre, og antallet af selvstaendige landmaend er styrtdykket siden 2010.
Og så »forurener det enormt meget,« siger Rasmus Willig:
»Landbruget har et enormt højt CO2-aftryk og står for en stor del af biodiversitetsnedgangen. Man har i princippet fjernet det kystnaere fiskeri som erhverv.«
»Vi ved, at forureningen udgør en eksternalitet i milliardklassen. Vi ved, at statsstøtten er taettere på at vaere et tocifret milliardbeløb end etcifret. Vi ved, at der er få ansatte i erhvervet, og at mange af dem typisk er udlaendinge fra f.eks Ukraine, Rumaenien eller Polen. På mange måder har landbruget mistet sin legitimitet i forhold til, at det udgør 1-2 pct. af bnp.«
Det har som samfund efterladt os med et stort problem.
Byboere og landmaend er blevet totalt afkoblede, og vi står med to samfundsgrupper, som ikke forstår hinanden.
En uheldig timing midt i en grøn omstilling, hvor landbrugsarealet fylder 60 pct af vores areal, mens fødevareerhvervet udleder ca. en tredjedel af klimagasserne.
Rasmus Willig beskriver det som et »enormt fødselsmaessigt tab på begge sider«. Og vi baerer alle en del af skylden.
»Vi byboere har på mange måder forladt landbruget og naturen og har ikke villet betale for højkvalitetsprodukter, og som ikke forurener. På den anden side har landbruget vendt byerne ryggen og ikke informeret om, hvor slemt det står til derude. Uanset om det er vores fugle- eller fiskebestand, som er ved at vaere udryddet, så erkender man ikke, at man har et problem. Hvis man er nået dertil, bliver det uhyggeligt konfliktfyldt og svaerere at nå nogle ordentlige løsninger.«
Flere konkurser?
Et bud på en løsning kom ellers i forrige uge.
En ekspertgruppe med Aarhus Universitet-økonomen Michael Svarer i spidsen fremlagde her et konkret bud på, hvordan man kan indføre det, alt fra Klimarådet til Cepos og fra Liberal Alliance til Enhedslisten vil have: en CO2-afgift på landbruget.
Svarer & co. praesenterede tre modeller, der alle sikrer, at landbruget nedbringer sine udledninger på en måde, hvor 2030-målet nås.
Alligevel er Rasmus Willig skeptisk, siger han:
»I dansk landbrug har der stort set vaeret konkurser hver uge og i nogle perioder hver eneste dag i årevis. CO2-afgiften vil egentlig bare føre til flere konkurser og ikke nødvendigvis til en omstilling.«
»Min bekymring er, at vi vil få større landbrug. Mellemkategorien vil ikke kunne klare sig og bliver opslugt af endnu større landbrug. Mens de rigtig store vil klare en CO2afgift, fordi de har en konkurrencefordel.«
Jeg kunne frygte, at det klassiske, familieejede landbrug kan komme under pres. RASMUS WILLIG
Hvad ville det betyde for livet på landet – i kommuner som Varde, Ringkøbing-Skjern og Vejen?
»Jeg kunne frygte, at det klassiske, familieejede landbrug kan komme under pres. Måske også gårde med en gårdbutik og vari
eret produktion, hvor folk kan lide at handle og komme, og hvor man kan få lov at holde sin konfirmation.«
200 mio. dyr på toilettet
Hvis man laegger en afgift på CO2, øger man incitamentet til at skaere ned på animalsk produktion eller finde teknologier, der kan nedbringe udledningerne. Hvorfor skulle det ikke omstille landbruget?
»Vi har verdens største animalske produktion målt pr. indbygger i et meget lille land. Når 200 millioner produktionsdyr går på toilettet i vores land, så dør fisk og insekter, mens forbruget af pesticider og PFAS er enormt på et meget lille areal. Det kan ikke blive ved,« siger Rasmus Willig.
Landbruget forudser en større efterspørgsel på kød i fremtiden. Gør vi ikke klimaet en bjørnetjeneste, hvis vi bare lukker store dele af den animalske produktion herhjemme for at lade den opstå i udlandet?
»Københavns Universitet har lavet en fin rapport om det. Vi har et meget lidt faldende kødforbrug i Danmark, men en forventning om, at det vil falde yderligere. Alle vores europaeiske naboer har et fald i kødforbrug, som er større end danskernes. Og vi har en forventning om, at også det vil falde endnu mere. Meget tyder på, at kødforbruget falder i rigtig mange lande, og at landbrugets praemis ikke passer.«
Selv hvis det passer, er laekageargumentet – altså at udledningerne rykker til udlandet – dårligt, mener han.
Han kalder det »et sorteper-spil«.
»Man kan ikke sige, at fordi de andre har sendt deres børn ud at lege på motorvejen, gør det det bedre, at vi sender vores ud.«
Hvorfor vil det gøre noget, hvis vi fik faerre, men mere effektive storindustrielle landbrug?
»Det er, fordi du stiller spørgsmålet forkert. Vi taenker normalt, at mere effektivitet er godt i sig selv. Men problemet er, at det er en type af effektivitet, som producerer masser af forurening. Så det kan godt vaere, at du får et højere output pr. kilo gris. Men eftersom den animalske produktion skal falde drastisk, er det ikke et validt argument.«
Fulde forsamlingshuse
I stedet mener Rasmus Willig, at dansk landbrug bør gentaenkes fra bunden.
At EU’s landbrugsstøtte skal omlaegges, så man får mere støtte for at dyrke plantebaseret mad.
At vi går over til at understøtte landbrug, der binder CO2 og forøger biodiversiteten.
»Der er mange flere arbejdspladser i mindre typer landbrug, som arbejder enten økologisk eller regenerativt – det vil sige forbedrer jordkvaliteten, biodiversiteten, CO2-optaget. Svarer-udvalget burde have peget på mange forskellige typer af landbrug.«
Og så vil han have danskerne til igen at vaere gårdejere.
Men på en ny måde.
Fødevareministeriet forudser, at der skal ske i et generationsskifte i op mod hver tredje heltidslandbrug inden 2030, fordi landmaendenes alder er så fremskreden.
Der kan med andre ord komme rigtig mange landbrug til salg i de kommende år.
»Der bor 600.000 mennesker i almene boligselskaber. De boligselskaber skal sammenlagt købe 100 landbrug. Dansk Industri skal have en landbrugsfond, hvor de køber 20 landbrug. Arbejdstagerne – f.eks. gennem FH – skal købe 20 landbrug. Regionerne skal købe fem hver, og hver kommune skal købe to. De skal alle sammen laves til naturlandbrug, udlaegges til biodiversitet eller forpagtes ud til nogen, der vil dyrke plantebaseret.«
Det vil nedbringe CO 2-udledningerne, påpeger han.
»Det er også det, der vil give liv på landet. Det er nok også der, hvor vi kan mødes mellem land og by, hvor der igen bliver fyldt i forsamlingshusene. I stedet fortaber man sig i bestemte typer af CO2-afgiftsmodeller.«
Du mener i virkeligheden ikke, at man taenker bredt nok: i livet på landet, i biodiversitet og forbundethed til naturen?
»Overhovedet ikke. Det er fejlen i det her ellers enorme og flotte stykke arbejde af Svarer-udvalget. Det bliver en udskydelse af problemerne, hvor den samlede udgift vil blive langt større om nogle få år.«
Hvad skal staten gøre for at animere alle de her store samfundsaktører til at købe landbrug op? Jeg hører dig ikke sige, at det skal vaere statslige opkøb.
»Det skal ikke vaere ekspropriation. Jeg synes, at man skal forpligte de store samfundsinstitutioner – kommunerne og regionerne, erhvervsorganisationer, sociale boligbyggeri, pensionskasserne på det her. Hvis de alle sammen køber nogle få landbrug, bliver det til mange, og vi får et tipping point.«