Skaden er uoprettelig: Nu haenger landbruget selv i galgen

Hvor er det trist. Med voldsomme udfald mod bl.a. tidligere overvismand Michael Svarer har dansk landbrug selv stukket hovedet ind i løkken. Svarer har stået i spidsen for et udvalg, hvis formål var at anvise muligheder for, hvordan landbruget kan blive en del af kampen mod CO2-udledningen.

Det upolitiske udvalg har fremlagt tre modeller, hvoraf den ene må siges at vaere temmelig lempelig.

Efter offentliggørelsen har landmaend ved flere lejligheder udtalt sig så skingert, at vi naermest taler om trusler.

Eksempelvis måtte Michael Svarer laegge øre til en bemaerkning om, at han skulle vaere glad for, at vi var i 2024 og ikke i 1824. I så fald ville landmaendene bygge en galge ude bagved og have haengt budbringeren.

Denne dårligt skjulte trussel har Michael Svarer betegnet som »ubehagelig«.

Man forstår ham. Praesidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria

Reumert Gjerding, ville en landmand »eddermaneme have skovlen under«, og hun skulle inviteres til et møde, »hvor der er en voldgrav med stejle kanter«.

Det er niveauet, og det er skraemmende lavt. Det var et medlem af landbrugsorganisationen Baeredygtigt Landbrug, der udtalte sig så groft.

Organisationen har siden beklaget ordvalget.

og den er uoprettelig. Marie Gjerding taler nu om en radikaliseret kultur i landbruget, og det kan man ikke fortaenke hende i. Bemaerkningen om galgen er den, man husker nu.

De sociale medier vil holde den i live, og det vil blive trukket frem, hver gang landbruget er i diskussion med det øvrige samfund.

Landbruget har ikke folkestemningen med sig, men har et image som et erhverv, der er ude af trit med resten af samfundet. Intet kunne vaere mere forkert. Det er fuldt forståeligt, hvis en landmand er

Men skaden er sket,

bekymret, når kornmarkerne er ved at drukne efter et skybrud eller visne bort i en hedebølge. Korn og roer kan jo ikke søge ly, når vejret skifter – det kan en kontorfunktionaer, en it-medarbejder eller en butiksansat.

Ikke kun landmaendene har ansvaret for polariseringen.

Myten om, at en landmand skal gå med stråhat, strå i munden og bo i et stråtaekt bindingsvaerkshus, haenger ved. Sådan er virkeligheden bare ikke. De dominerende aktører i erhvervet er større bedrifter. Der er tale om komplicerede, men veldrevne virksomheder med ejeren som både bestyrelsesformand og administrerende direktør. Disse storlandbrug er kontroversielle, men hvorfor skulle landbruget vaere anderledes end andre erhverv?

Ingen saetter spørgsmålstegn ved, at Novo Nordisk samler sin produktion i store enheder og ikke ”pillefabrikker” i de små samfund. Heller ikke størrelsen af Coop og Salling Group saetter vi spørgsmålstegn ved. Størrelsen alene sikrer os billigere varer. De små butikker rundtomkring i Danmark bukker under på stribe, og det gør de, fordi udvalget er for lille og for dyrt.

Vi taler om et komplekst erhverv, hvor en sprøjtevejledning kan fylde lige så meget som en fremmedordbog.

Langt de fleste landmaend er dygtige og forstandige folk, ellers kunne de ikke overleve.

Vi taler ikke 37 timers arbejdsuge, frugtkurv og kantineordning. Vi taler om et komplekst erhverv, hvor en sprøjtevejledning kan fylde lige så meget som en fremmedordbog.

Der er grund til at have stor respekt for dansk landbrug og danske landmaend. Men retten til respekt er ikke medfødt, den skal man gøre sig fortjent til. Desvaerre har få danske landmaend skudt et helt erhverv i foden, og blødningen slutter ikke foreløbig.

Heldigvis er langt hovedparten af landmaendene fornuftige og rationelle. Og kan de stemmer føre ordet, er der håb – både for landbruget og miljøet.