Universiteter har mistet deres kernevaerdier
Med universitetsreformen i 2003 havde fakturaen besejret den europaeiske ånd, dvs. dannelsen. Det har fået omvaeltende og skaebnesvangre konsekvenser for videnskaben.
I 2003 skete der en revolution, som efterlod danske universiteter i en fundamental krise, hvis effekt var en kortslutning af den akademiske frihed og dennes omfattende tradition.
Revolutionens indhold var en ny universitetsreform, som tog den faglige og institutionelle autoritet fra de videnskabelige samfund. I stedet gav man magten til nye bestyrelser, hvor der var flertal af eksterne erhvervs- og organisationsinteresser, og man udviklede nye ledelsessystemer, der fik enorm magt over det videnskabelige liv. Nu skulle man have kontraktbaserede strategier, som flugtede med politiske og økonomiske interesser, og selv faste ansaettelser blev løse. Sloganet var det forskraekkelige: ”Fra forskning til faktura”.
Ord som ”uafhaengighed”, ”sandhedskaerlighed”, ”nysgerrighed” og ”kritik”, som havde vaeret definerende for universitetet, havde mistet deres autoritet. 2003-reformen gjorde kort sagt op med universitetets oplysningsfilosofiske rødder og dermed også med det såkaldte Humboldt-universitets idealer. Fakturaen havde besejret den europaeiske ånd, dvs. dannelsen. Forskningsfrihed var nu en afmålt tilladelse. Det er med denne radikale omvaeltning som udgangspunkt, at de danske universiteter har udviklet sig i en forkert retning i nu 20 år.
Allerede i 2003 var der protester fra intellektuelle kredse. F.eks. talte tidehvervsfolk om et opgør med den europaeiske åndshistorie, og den intellektuelle venstrefløj kritiserede de neoliberale styringsstrukturer. Begge havde ret. De gamle rektorer i både Aarhus og København var også saerdeles kritiske. Alle levede nu under fakturaens regime. Jeg har beskrevet revolutionen og dens effekter udførligt i min nye bog ”Universitetet og dets fjender”.
Universitetsloven blev forstaerket af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, som i høj grad handlede om universiteter og uddannelse. Også her var der tale om en omfattende instrumentalisering af samfundets kundskabsliv. Det var den nye konkurrencestats endegyldige sejr over den liberale stat, som jo er afhaengig af et frit vekselvirkende kundskabsliv. Alt skulle nu vaere i »verdensklasse«.
Revolutionen i 2003 havde dermed skabt konkurrencestatens universitet, som desvaerre er det egentlige universitets modsaetning. Nu var det ikke laengere sandhedskaerlighed og kritik, som blev belønnet, men derimod indtjening, erhvervsrelevans og strategisk optimering. Det var en tragedie.
Hvem kunne dog finde på den slags? Altså at rive et smukt palads ned, fordi der måske var en punkteret rude i et kaeldervindue? Det kunne ikke mindst Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer fra 2001, hvor Helge Sander blev den gennemgående minister for et naesten nyt og forstaerket forskningsministerium. Det var altså en liberal regering, der ødelagde hele den liberale oplysningstradition, som universiteterne var skabt ved. Det samme skete i parentes bemaerket for folkeskolen og professionsuddannelserne. Det er et kaempeparadoks for det borgerlige Danmark.
De nye idéer havde løbende udviklet sig i løbet i 90’erne, hvor Socialdemokratiet havde regeringsmagten, dog med den gamle universitetslov fra 1970 og hele baggrundstraditionen som en modererende, men gispende struktur.
Historien om Aarhus Universitet er et eksempel på, hvor galt det kan gå. Her havde den davaerende rektor, Henning Lehmann, vaeret kraftigt imod reformerne, så han gik af i 2002. I stedet for Lehmann ansatte den nye bestyrelse botanikeren Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken. Han havde også siddet med i den kommission, som omkring 2001 havde forberedt universitetsloven.
Holm-Nielsen foranstaltede straks nogle OECD-analyser, og et anmassende nysprog greb om sig. Det hele kulminerede i 2011, hvor det nye system manifesterede sig i en stor verdensbank-inspireret fakultetsreform, der centraliserede alt. Nu skulle man have »det fraekke universitet«, og man skulle gå »fra viden til handling«.
Parallelt med disse uhyrligheder kom sagen om den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau, der blev frosset ud af ledelsen på grund af sine faglige holdninger. Der var også heromkring, at de gamle kritiske venstrefløjskredse begyndt at tilpasse sig det nye konkurrencestatsuniversitet. Det er et fascinerende studie i totalitarismens mekanismer. Universiteterne var blevet fjende af kundskabsfunderede spørgsmål. I stedet skulle man underlaegge sig andres svar.
De nye systemer skabte deres egne karriereveje, ikke mindst i Aarhus. De nye dekaner og den efterfølgende (og nuvaerende) rektor, Brian Bech Nielsen, kom direkte ud af 00’ernes processer. Bech Nielsen blev – efter nogle år som dekan – rektor i 2012, hvor han med det samme ivaerksatte en stor fyringsrunde, fordi reorganiseringen fra året før havde vaeret så omkostningsfuld. Han skulle også bruge 100 mio. kr. til »strategisk ledelse«. Folk rettede endnu mere ind.
Laengere nede i systemerne udviklede man strategier, forskningsprogramsstrukturer og ph.d.-systemer, som skulle understøtte overgrebet, og efterhånden forstaerkedes systemet af forskellige interesseorganisationer og erhvervspolitiske taenketanke, som pludselig havde fået ”interesser” i sagen, f.eks. aendrede rektorkollegiet navn til Danske Universiteter, og fagforeningerne blev jo også afhaengig af de nye systemer.
Desuden udviklede man en raekke staerkt ideologiske laeringscentre, som skulle holde den frie paedagogiske vekselvirkning under kontrol. Det klassiske universitet var ellers praeget af en dyb kontakt mellem kundskaber og paedagogik, men den sammenhaeng blev nu reduceret til strategi og laering.
Hvis man har videnskaben kaer, så er det vigtigt, at man skifter ledelsessystemet ud, så det vaelges af det videnskabelige samfund, at der kommer sikkerhed i ansaettelsen, så man kan forske frit, og at man i den forbindelse aendrer loven, så den understøtter universitetet og ikke dets fjender.
Paedagogiske Universitet (DPU), som blev en del af Aarhus Universitet i 2008, udvikledes et saerligt instrumentelt syn på paedagogik og videnskab, der manifesterede sig igen og igen, og som jeg selv blev offer for i 2022.
Her blev jeg uden begrundelse fyret blot få måneder efter at have skrevet en stor monografi om skolens formål, som gik imod institutlederens konkurrencestatsbaserede strategi. Både danske og nordiske forskersamfund foranstaltede store protester, men der kom ikke noget svar. Det nye teknokratis tavshed var larmende. Og der var ikke tale om en enlig svale.
Så omsorg for kritik og ytringsfrihed er ikke velset hos DPU’s ledelse, som hylder konkurrencestaten og taler ned om dannelsestraditionen. Også på Københavns Universitet foretog man fyringer af førende forskere med de mest utrolige begrundelser, og på SDU underlagde man sig helt ukritisk FN’s såkaldte verdensmål, som Finansministeriet hurtigt fik omdannet til styringssystemer.
På Danmarks
videnskab var nu på lykke og fromme, og forskere som sociologen Heine Andersen og filosoffen Asger Sørensen kunne berette om den ene sag efter den anden ud over dem, som jeg allerede har naevnt. Også professorerne Svend Brinkmann og Ole Waever har støttet kritikken. Men der er mest tale om enkeltpersoner.
Parallelt med disse politisk-organisatoriske fjendtligheder opretholdes universitetets oprindelige sprog til festlige lejligheder, f.eks. i Aarhus Universitets vedtaegter, som udgør en slags kontrakt med staten. Men disse vedtaegter misligholdes altså på det groveste, både af universitetet og af staten selv. Man bruger universitetets sprog til at gøre op med universitetet. Der er tale om et overgreb på samfundets grundlaeggende essens.
Al selvstaendig
videnskaben kaer, så er det vigtigt, at man skifter ledelsessystemet ud, så det vaelges af det videnskabelige samfund, at der kommer sikkerhed i ansaettelsen, så man kan forske frit, og at man i den forbindelse aendrer loven, så den understøtter universitetet og ikke dets fjender.