»Vi har skabt de her kasser, men i virkeligheden er det jo ikke alle, der passer ned i dem«
Når musikeren Freja Kirk taler om køn, er det hverken fra en kvindes eller mands perspektiv. Hun taler som »et menneske, der hedder Freja«. Nogle gange kraever det en ekstra forklaring.
Freja Kirk husker en oplevelse fra sine teenageår. Hun var sammen med en flok veninder fra gymnasiet.
Flaskeøllene blev åbnet med taenderne, og de havde det »fucking sjovt«.
Stemningen aendrede sig, da en gruppe drenge ankom til festen.
Pludselig kunne veninderne ikke laengere åbne deres egne øl.
»Og jeg taenkte bare: ”Hvad foregår der?” Altså, du har lige siddet og åbnet den med dine taender. Der var en misforstået forventning til, hvordan man skulle vaere, når drengene kom ind i rummet.«
Hun oplevede, at veninderne opførte sig anderledes for at tilpasse sig.
Selv mener sanger og sangskriver Freja Kirk aldrig at have gjort det samme. Der er for langt mellem hende og det konventionelle kvindebillede.
I anledning af kvindernes internationale kampdag fredag deler den højaktuelle musiker et budskab:
»Vi har skabt de her kasser, men i virkeligheden er det jo ikke alle, der passer ned i dem.«
Selv forsøger Freja Kirk at haeve sig over kassetaenkningen. Det er svaert.
Flad overkrop
I starten af februar udgav Freja Kirk sangen ”Hvad skal man kalde én som mig?”.
Et spørgsmål, hun ikke selv kender svaret på.
Det er lettere for hende at sige, hvad hun ikke er. Ikke en mand, ej heller en kvinde. Hvad hun kan sige med sikkerhed:
»Jeg er et menneske, der hedder Freja.«
For lidt over et år siden fik hun fjernet sine bryster på en klinik i Sverige. De havde laenge vakt stort ubehag hos hende, fordi de ikke passede til hendes selvbillede.
I dag er hun glad for sin flade overkrop, selvom den ikke har bragt hende taettere på den rette kønskategori.
Under interviewet siger jeg til Freja Kirk, at jeg synes, det er svaert at tale om køn uden at referere til de traditionelle opfattelser af, hvad en mand og en kvinde er. Det er som at ramme et sprogligt loft.
Til min lettelse er det noget, Freja Kirk genkender.
»Vi har jo de her kasser. Jeg bruger dem også selv. Det er sindssygt svaert at komme ud over.«
»Lidt nedtur«
Kasserne vil Freja Kirk allerhelst undgå at havne i. Flere lavpraktiske ting spaender dog ben.
Han, hun, hende, ham. De personlige stedord er kønnede.
Hvis du er nået hertil i artiklen, har du laest, at Freja Kirk omtales hun. Det er med hendes velsignelse.
»Jeg bruger hun, fordi det er taettest på. Men jeg kan godt maerke, at hver gang nogen siger hun, får jeg lidt nedtur på. Samtidig vil jeg heller ikke sige han.«
Nogle foretraekker at blive omtalt som de og dem. Det har Freja Kirk også overvejet.
»Jeg kunne sagtens bruge de og dem. Men i rigtig mange år har jeg egentlig prøvet at kaempe mig lidt vaek fra de der kasser. Og det føles lidt som at lave en ny kasse, som jeg heller ikke nødvendigvis føler mig hjemme i.«
Hvis løsningen på den her kassetaenkning ikke er at lave en
masse kasser inde imellem den konventionelle opfattelse af kvinden og manden, hvad er så løsningen på, at nogle føler sig ved siden af ?
»Jeg ved det jo ikke engang selv. Og jeg står midt i det hele og har ikke et svar. Jeg har en stor tiltro til den yngre generation. Jeg ved ikke helt, hvad deres hemmelighed er, men det er, som om de har en evne til at se alting lidt mere flydende,« siger Freja Kirk.
»Det føles ikke ligevaerdigt for mig«
Hvad er det ved det kvindelige køn, du ikke føler dig hjemme i?
»Jeg føler, at der er nogle forventninger til det at vaere kvinde, som jeg ikke nødvendigvis kan leve op til. Jeg har en oplevelse af, at manden bliver set som redningsmanden, mens kvinden er den, der har brug for hjaelp,« siger hun og tilføjer, at det er sat på spidsen.
Hun oplever, at kvinder i nogle situationer bliver set som nogen, der skal tages saerligt hensyn til. De skal behandles »blidt«.
Det byder hende meget
Jeg har en stor tiltro til den yngre generation. Jeg ved ikke helt, hvad deres hemmelighed er, men det er, som om de har en evne til at se alting lidt mere flydende. FREJA KIRK, MUSIKER
imod at blive behandlet sådan.
»Det føles ikke ligevaerdigt for mig.«
Dét syn på kvinder står i vejen for, at kvinder bliver taget lige så alvorligt som maend, mener Freja Kirk.
»Jeg tror desvaerre, at et meget feminint udtryk – f.eks. en kavalergang – kan gøre, at man bliver taget mindre seriøst,« siger hun og understreger, at sådan bør det bestemt ikke vaere.
Oplever du at blive taget mere alvorligt på grund af din mere maskuline fremtraeden?
»Jeg tror da, at det kan eliminere nogle af de problematikker, der kan vaere ved at vaere kvinde, når man går ud i verden med en mere maskulin energi,« siger Freja Kirk.
»Men det er selvfølgelig ikke derfor, jeg gør det.«
Dialogen
Freja Kirk føler sig ikke begraenset af det køn, hun fik ved fødslen.
»Jeg gør netop ikke, hvad der bliver forventet af mig,« siger hun.
Hun bruger en del tid på at forklare omverdenen, hvem hun er, og hvad hun vil.
Som når hun saetter sig ind i et musikstudie, og en mandlig producer automatisk laegger for med et »blødt lydunivers«, fordi han antager, at det er udgangspunktet for kvindelige kunstnere.
Ofte må Freja Kirk også stoppe makeupartister, når de vil give hende mascara og eyeliner på før et photoshoot.
»Jeg er sådan: ”Det skal jeg overhovedet ikke have på.”«
For det meste korrigerer hun folk uden at tage på vej over deres forkerte antagelser om hende.
»Jeg tror på dialogen hele vejen igennem.«
Sommetider er det på bekostning af den gode stemning at rette folk.
»Nogle gange, når man kommer ind på en café, er der sådan en kaek tjener-type, der siger: ”Hva’ så damer? Velkommen til. I kan bare tage plads ovre i hjørnet.” Det er jo sødt ment, men jeg kan godt finde på at sige: ”Du må godt lade vaere med at kalde mig for dame.”«
»Man bliver sådan lidt en stemningsdraeber, men jeg tror, at det er vigtigt, at man får sagt fra. Det er også en del af dialogen.«
Mere musik
Freja Kirk tror ikke på, at der er nogen, der passer helt ind i de konventionelle kønsopfattelser. Nogle gør måske mere end andre.
Lige i hendes tilfaelde er det »meget eksplicit«, at hun ikke gør.
Efter udgivelsen af ”Hvad skal man kalde en som mig?”, der bl.a. handler om brystoperationen, er der mange journalister, som vil tale med Freja Kirk om køn.
Den store interesse er udtryk for, at vi ikke er så langt med at gøre op med kassetaenkningen endnu, mener hun. For interessen udspringer af en fascination af det, der falder uden for normen.
»Når ingen journalister gider tale med mig om det, er vi nået det rigtige sted hen,« siger hun.
Indtil da fortaeller Freja Kirk gerne sin historie. Saerligt gennem musikken.
Den er der mere på vej af den kommende tid. Og ligesom den seneste udgivelse bliver det på dansk.