Hendes film aer publikum mod hårene
Isabella Eklöfs Kim Leine-filmatisering ”Kalak” er en imponerende underfortalt beretning om håndtering af svigt i en kompleks verden, der kraever ikke så lidt af sit publikum.
Isabella Eklöf viste allerede med sin spillefilmdebut, ”Holiday” (2018), at hun ikke er bange for at placere sit publikum i vanskelige beskuerpositioner.
I historien om den unge kvinde Sascha (Vic Carmen Sonne), der i forholdet med den vaesentlig aeldre Michael (Lai Yde) oplever både vulgaer materiel forkaelelse, sex pendulerende mellem frisaettelse og overgreb og fysisk og psykisk vold, er det vanskeligt ikke både at føle ømhed og vaemmelse.
Eklöf aer ingen med hårene og kraever i sin insisteren på virkelighedens (og filmkunstens) kompleksitet, at publikum forholder sig til netop denne mangetydighed.
For mig er det ingen udelt fornøjelse at se Eklöfs film. Heldigvis, fristes jeg til at sige, for der er noget velgørende ved at blive kastet ud et sted, hvor man ikke helt ved, hvad man skal stille op med sine sympatier.
Det er samme tilgang, Eklöf bruger i sin vellykkede filmatisering af Kim Leines selvbiografiske gennembrudsbestseller ”Kalak” (romanen er fra 2007).
Det står klart fra allerede første scene, hvor den unge hovedperson Jan (spillet meget overbevisende af norske Emil Johnsen) ligger sovende på en sofa og vaekkes af sin far (Søren Hellerup), der kraenger sønnens bukser ned og forgriber sig oralt på den erektion, der kommer til syne.
Det er ubønhørligt voldsomt at se, for Eklöfs naturalistiske filmsprog – ikke mindst funderet i Nadim Carlsens, der også filmede ”Holiday”, ”Graense” (2018) og ”Holy Spider” (2022), brutalt rå og uforfaengeligt naergående billedside – levner ingen plads til flugt.
Scenen er sat og saetter sig som et jerngreb om det, vi videre skal se.
En filmatisering består altid af til- og fravalg, udeladelser og tilføjelser, og
Eklöfs greb om Leines litteraere forlaeg er selvsagt ingen undtagelse.
Men Eklöf har allieret sig med Leine (og Sissel Dalsgaard Thomsen) som medmanuskriptforfattere, og måske er det derfor, at ”Kalak” også i filmisk format føles ekstremt naervaerende, autentisk og personlig.
I en sigende scene, der bygger bro mellem ungdommens overgreb og det voksenliv, hvor Jan er flyttet til Grønland med sin hustru, Laerke (Asta Kamma August), og deres to børn, ser vi en grønlandsk kvinde fortaelle om kulturens maskedans, hvor seksualitet, klovneri og forbindelsen til ånderne kommer til udtryk fysisk og i farverne rød, sort og hvid.
Blandt tilskuerne sidder Jan som en indviet fremmed og forsøger at sminke sig til assimileret lighed med den kultur, han forsøger at blive en del af.
Jan har ikke fortalt nogen om faderens overgreb, men praktiserer selv en insisterende frigjort seksualmoral.
Han indleder som det naturligste i verden et forhold til den unge Karina (Berda Larsen) og fortaeller Laerke, at det er en nødvendighed for ham.
Hun reagerer med overraskende ro, og selvom man synes at have ret til en forklaring på denne accept, så er det forfriskende, at filmen stiller sig tilfreds med denne uartikulerede aftale.
Jan er forgabt i Karina, som møder ham med lige dele overgivelse og kold hårdhed.
Da han indvier hende i sin hemmelighed, er der kontant afregning. Alle er blevet misbrugt, konstaterer Karina lakonisk, og denne bemaerkning bliver kompas for vores oplevelse af Jans seksuelle kolonisering af det land, der åbner sig for ham.
En ulige verden
For er misbruget gensidigt, eller er der tale om samtykkende udveksling af kroppe? Og kan samtykket overhovedet eksistere i en så ulige verden?
Misbruget siver ind overalt. Da en selvmedicinerende laege Søren (Anders Mossling) indvier Jan i pillemisbrugets aedle kunst, er der ingen vej tilbage. Modsat Søren er Jan ikke i stand til at dosere den rette balance mellem sløvende og opkvikkende midler og naermer sig undergangen.
Johnsen er virkelig god i rollen som Jan, og det samme er August som Laerke, men jeg kunne ønske, at både instruktion og manuskript havde givet hende samme kompleksitet som den mandlige hovedfigur.
Det er, som om den underfortalte strategi primaert kommer Jan til gode, og selvom han naturligvis er filmens forankringspunkt, så er der uudnyttet potentiale i Laerkes figur.
”Kalak”, der er en lokal betegnelse for ”skide grønlaender”, og som filmen igennem bruges med dobbeltbunden praecision, må komme med både anbefaling og advarsel. For sin brutale, rystende realisme og sit mod.
Johnsen er virkelig god i rollen som Jan, og det samme er August som Laerke, men jeg kunne ønske, at både instruktion og manuskript havde givet hende samme kompleksitet som den mandlige hovedfigur.