Hun støjede, så det blødte ud af ørerne i 1985 – som 70-årig solist er hun mindst ligeså god
Tidligere medlem af legendarisk rockband blander guitarstøj, hiphop-beats og elektronisk musik - helt uden at fare vild.
Lad os at begynde et andet sted.
Et sted, hvor der blev spillet ubarmhjertigt højt, og støjen var så sylespids, at det naermest blødte ud af ørerne.
Lad os begynde ved et par liveudgivelser med det amerikanske, nu opløste rockband Sonic Youth.
Sidste år udkom ”Live In Brooklyn 2011” og forleden fulgte ”Walls Have Ears” med optagelser fra tre koncerter i England i 1985. Skal man afreagere i ulvetimen eller skylle resterne af årets Melodi Grand Prix ud af systemet, er disse kaskader af umiddelbart retningsløs guitarstøj et vidundermiddel.
Kim Gordon, sanger, basist og guitarist i hedengangne Sonic Youth, er kendt for at larme. Det gjorde hun i 1980’erne, det gjorde hun helt frem til bandets opløsning i 2011, og det gør hun stadig.
På sit aktuelle soloalbum ”The Collection” er hun ligeså aggressiv og kompromisløs, som hun var i begyndelsen af karrieren.
Udtrykket er stakåndet
Kim Gordon blander guitarstøj, hiphop-beats og elektronisk musik, hver gang noget er i naerheden af at virke strømlinet, spraetter hun lydsporet op, hilser på Depeche Mode og Nine Inch Nails og bevaeger sig på et splitskund fra skønsang til primalskrig.
Udtrykket er stakåndet, kaotisk og rastløst, men ikke desto mindre er der noget saert beroligende over Kim Gordons konstante afsøgning af yderpunkterne i vidt forskellige genrer.
Indrømmet, det lyder rodet – i hvert fald på papiret – men sangskriveren farer på intet tidspunkt vild.
Mandsdomineret branche
Kim Gordon har tidligere adresseret de problematiske mekanismer i den mandsdominerede rockbranche, ikke mindst i den svaert anbefalelsesvaerdige selvbiografi ”Girl in a Band: A Memoir” (2015).
Emnet ligger hende stadig på sinde.
På ”I’m a Man” - et af singleudspillene fra det aktuelle album – langer hun hun på humoristisk spiddende vis ud efter maends forsvarsmekanismer:
I’d like to shave my beard just so
Manicure my nails
Put on a skirt
But at the end of the day I lost my way
Don’t make me have to hide
Or explain
What I am inside
Kim Gordons nye plade er – både hvad lyrik og det musikalske udtryk – langt
333333 mere aggressiv end den ellers ganske vellykkede solodebut ”No Home Record” (2019).
Ja, der er tale om et uhyre vellykket udspil, som kaster nye detaljer af sig ved hver gennemlytning, så glem blot det legendariske band Sonic Youth, som Kim Gordon var medlem af i 30 år, men kun for en stund, for igennem disse 11 nye numre forsøger hun på intet tidspunkt at skjule, hvor hun kommer fra.
Hvorfor skulle hun også det?
”Evol” (1986), ”Sister” (1987), ”Daydream Nation” (1988), ”Goo” (1990), ”Dirty” (1992) og ”Murray Street” (2002), det er blot nogle få af pletskuddene fra Sonic Youth, som fortsat hører til blandt de mest overrumblende udspil i rockhistorien.