Kvinderne har ikke én kampdag. De kaemper hele tiden
kvindernes internationale kampdag, har udviklet sig til at vaere en årlig statusoptaelling. En slags statistikkernes festdag. Eksempler fra i år:
Kvindelige ledere tjener mindre end deres mandlige kolleger. Flere kvinder vaelger ejendomsbranchen til. Kulturministeren vil have flere kvindelig statuer i byrummet, fordi kun 10 pct. af de nuvaerende haedrer kvinder. Der er flere kvindelige direktører end sidste år, men dog kun 25,2 pct., og den typiske topleder er en mand over 50 år. En kampagne skal saette fokus på rollemodeller i kvindelig fodbold, og kampidraetten vil bruge dagen til at tiltraekke flere piger og kvinder.
Den 8. marts,
er også en god mulighed til at komme i medierne, som afsaetter mere spalteplads eller sendetid til kvinderelaterede emner lige her. Den 8. marts er et reservat, men statistikker og kampagner hjaelper ikke en døjt, hvis der ikke er opmaerksomhed
Den 8. marts
på ligestillingen i årets andre 364 dage.
For det er ikke kvindernes kapacitet eller kompetencer, det er galt med. At der ikke er flere kvinder i første raekke, skyldes struktur, vaner og manglende bevidsthed. Ligestilling begynder i hjemmet. Med støvsugeren, ved vaskemaskinen eller de utal af sedler, der hober sig op på køleskabet. Det er ikke nogen kunst at have et kraevende og spaendende job, når man kan komme hjem uden at tage sin del af det kedelige husarbejde. Den begynder også med barselsorloven. Så laenge kun kvinder traekkes ud af arbejdsmarkedet i mange måneder, vil ligestillingen på samme arbejdsmarked rykke langsommere.
Heldigvis er der talrige eksempler på, at ting kan aendres, og at når først kvinder er kommet til, så kan det gå ganske hurtigt. I Folketinget er andelen af kvindelige politikere det højeste nogensinde: 43,6 pct. I 1960’erne, da ligestilling for alvor kom på dagsordenen, var lidt over 10 pct. af folketingsmedlemmerne kvinder. Dengang var der ingen kvinder i partilederdebatter på tv. Mimi Jakobsen fra det nu nedlagte CD blev den første kvindelige partileder i Danmark. Hun trådte til i 1989.
35 år senere ser billedet noget anderledes ud. Socialdemokratiet, SF og Danmarksdemokraterne har en kvinde i spidsen. De Radikale har haft det indtil for nylig, De Konservative kan få det, Dansk Folkeparti blev født med en kvindelig leder, og hos Enhedslisten var det i mange år kvinder, der førte ordet. Ironisk nok er Folketingets to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, de eneste, som kun har haft mandlige formaend.
Udviklingen illustrerer, at i hvert fald på det politiske plan er man for laengst forbi det punkt, hvor det bemaerkes, om lederen er kvinde eller mand. I Tyskland sad Angela Merkel som kansler i 16 år. Herhjemme slog dronning Margrethe rekord som laengst siddende regent. I begge lande går der anekdoter om små børn, der spurgte, om landet også kan ledes eller regeres af en mand.
Det er ikke nogen kunst at have et kraevende og spaendende job, når man kan komme hjem uden at tage sin del af det kedelige husarbejde.
kvalifikationer, evner og talent, som afgør, hvem der får et job, frem for kønsdiskriminering eller kvoter. Realiteten er imidlertid, at køen til herretoilettet stadig er noget laengere end til kvindernes, når for eksempel bestyrelserne for store erhvervsvirksomheder mødes.
At nå reel ligestilling kraever en indsats. At man gør sig lidt umage og giver sig tid til at afdaekke andre muligheder end den, som først falder for i netvaerket. Her hjaelper hverken en årlig omgang rituel massage af ligestillingsstatistikker eller skåltaler om alt det, man gerne vil. Som i så mange andre forhold er det sliddet i den grå og halvkedelige hverdag, som får ting til at rykke.