EU minder om et curlingbarn, der er vant til at få alt serveret
Spidskandidat til Europa-parlamentsvalget, (LA)
MADS STRANGE
Kandidat til Europa-parlamentsvalget, (LA)
Hvis Vestens indflydelse på den globalpolitiske scene ikke skal svinde ind i de kommende år, skal de europaeiske lande samarbejde mere om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Netop derfor var det en glaedelig nyhed, da Ungarns parlament i sidste uge godkendte Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab efter langvarigt tovtraekkeri.
For Europa kan ikke laengere hvile på laurbaerrene og høste fredsdividende.
Få måneder før krigen i Ukraine startede, havde Sveriges davaerende socialdemokratiske regering ellers fastslået, at landet aldrig skulle blive medlem af Nato.
Men da Putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegraense, gik der heldigvis ikke lang tid, før vores svenske naboer fik ansøgt om et medlemskab i verdens mest magtfulde forsvarsalliance.
Selvom Sveriges Nato-medlemskab bestemt er et skridt i den rigtige retning, har vi imidlertid stadig et stort forsvarspolitisk efterslaeb, der skal indhentes.
Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har vi nemlig nydt godt af det usvigelige privilegium, at USA har siddet solidt på rollen som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden.
Det skal vi vaere taknemmelige for.
Men vi må også erkende, at
USA’s sikkerhedspolitiske dominans har fungeret som en sovepude for Europa.
minder EU i dag om et privilegieblindt curlingbarn, der har vaeret vant til at få alt serveret på et sølvfad, og som derfor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv.
En af de vigtigste opgaver i EU’s naeste valgperiode er at råde bod på dette, så unionen atter bliver i stand til at stå tidens prøver. Og der er nok at tage fat på.
Alene sidste år – efter krigen i Ukraine var brudt ud – var det nemlig stadig 19 af 31 Nato-lande, der ikke brugte de aftalte 2 pct. af bnp på forsvaret.
Og med et amerikansk praesidentvalg i horisonten, hvor Trump meget vel kan genvinde nøglerne til Det Hvide Hus, bliver Europa nødt til også selv at have et trovaerdigt afskraekkende forsvar.
På mange måder
spekulationerne om, at Trump vil forsøge at traekke USA ud af Nato eller hans sabelraslen om at lade Rusland gøre »hvad fanden de vil« mod ethvert Nato-land, der ikke betaler de aftalte 2 pct. af bnp til forsvaret.
For uanset om Trump vinder praesidentvalget i november, lader USA nemlig til at ville rette blikket mod andre udfordringer, hvilket vil efterlade et magtvakuum i håndteringen af de geopolitiske udfordringer, som tidligere blev udfyldt af USA.
Det skyldes ikke blot
da Tyskland, Polen og Frankrig for nylig pustede
Derfor var det godt,
liv i den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten, der indtil Polens PiS-parti kom til magten, var en platform, som knuste udenrigspolitiske problemer i det østlige Europa.
Den slags initiativer har vi brug for langt flere af. For hvis USA’s atomparaply foldes sammen, skal vi have en trovaerdig europaeisk søjle i Nato.
Men hvis visionen om selv at kunne varetage ansvaret for kontinentets sikkerhed skal realiseres, er der brug for mere end blot nye alliancer.
står et foraeldet investeringsprincip eksempelvis i vejen for, at Europas største pengetank, der alene sidste år investerede 660 mia. kr., kan få lov til at investere i forsvaret.
Hvis ambitionerne fra de politiske skåltaler om at fortsaette støtten til Ukraine og at opruste vores hjemlige forsvar skal realiseres, bliver vi nødt til at droppe den slags virkelighedsfjerne forbud mod den industri, der er vores bedste garanti for fred og sikkerhed.
Lige nu
har EU sovet i timen og ladet amerikanerne baere en uforholdsmaessig stor del af omkostningen for Vestens sikkerhed.
Nu er tiden moden til, at vi ser de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og vågner op til dåd.
For hvis Europa ikke skal efterlades på perronen i det 21. århundrede, er vi nødt til at stå staerkere i egen ret.