Jeg gider ikke at kaempe. Men det skal jeg desvaerre
Vi har i over 100 år markeret Kvindernes Internationale Kampdag. Vi burde i stedet for have en mindedag for den naermest glemte tid, hvor kønnene ikke havde lige og fair muligheder i livet. Men det er vi ikke endnu.
Claudia Goldin vandt Nobelprisen i økonomi sidste år for sine studier i ”The Child Penalty”. Goldins research viste, at kvinders lavere lønniveau ikke kun skyldes uddannelses- og karrieremaessige valg. Kvinder i sammenlignelige stillinger som maend tog et ordentligt dyk på lønudviklingen i forbindelse med fødslen af deres første barn.
Hun mener ikke, at lønforskelle blandt maend og kvinder vil blive udlignet før, at der er ligestilling i privaten. Tidligere forskning og “The Child Penalty Atlas” viser desuden, at kvinder forlader arbejdsmarkedet eller går ned i tid oftere end maend for at tage vare på familien. Så Goldin har formentlig en pointe - det har Nobelprisvindere det med at have...
doomscroller på sociale medier, vil du måske have stødt på kvinder, der poster om “the mental load”. Det her med, at
Hvis du som jeg
kvinder har utallige, usynlige opgaver i hjemmet og styr på den uendelige huskeliste af idraetstøj, madpakker og Aulabeskeder.
Jeg påstår ikke, at vi selv har forårsaget “the mental load”, men jeg har oplevet en for mig spøjs tendens. På bagkant af de nye regler om øremaerket barsel tilbyder flere
virksomheder en laengere, lønnet orlovsperiode til maend end tidligere. I mit netvaerk har kvinder haft en anelse svaert ved at give slip på det, de har oplevet som “deres” orlov. Det undrer mig.
er der kritik af, at maendene ikke deltager i hjemmet
På den ene side
i tilstraekkelig grad - men når muligheden byder sig, er vi alligevel ikke helt klar til at aendre status quo. Det er da paradoksalt og uhensigtsmaessigt. Så kommer vi aldrig videre. Vi har alle et ansvar, hvis tingene skal aendre sig.
Vi har siden, vi startede med at give lige ret til løn under orlov for både mødre og faedre, set en stigning i den tid, faedre vaelger at vaere på orlov hos os - og hurra for det! Jeg håber og tror på, at det er et skridt i den rigtige retning - i mange sammenhaenge.
igen. Vi taler konstant kvinder i bestyrelser, kvinder i ledelser og kvinder i tech. Vi virksomheder står naermest og råber i munden på hinanden den 8. marts for at vise, hvor dygtige vi er til det med ligestillingen.
Men der er lang vej
Det er også interessant at se, at det ofte er kvinderne, der stiller sig i front i kampen om ligestilling. I sidste uge laeste jeg et fint opslag på LinkedIn af Andreas Gylling AEbeløe, hvor han beder maendene om at komme ind i kampen. Jeg kunne ikke vaere mere enig. At alle mennesker har samme vaerdi og vaerd, bør vaere en faelles agenda ikke kun kvindernes. Men selv på Andreas’ opslag er reaktionerne primaert fra mere feminint klingende navne.
af kønsdebatten, må jeg desvaerre konstatere, at den er nødvendig og formentlig vil vaere det i en god rum tid endnu. Den bliver ikke løst overnight. Jeg ville elske, at vi i stedet for køn kunne tale om “mennesker”.
Vi har som virksomheder et ansvar i at give lige muligheder til alle. Det bør ikke vaere noget, vi føler et behov for at råbe op om eller flashe for at opnå goodwill eller eksekvere på en del af employer branding-strategien. Vi bør isaer skabe fleksible rammer for baeredygtige arbejdsliv, hvor det at blive og vaere mor og ordet “karriere” ikke behøver at vaere modsaetninger. Fleksibilitet er ikke et medarbejdergode.
Selvom jeg er møgtraet
I mit netvaerk har kvinder haft en anelse svaert ved at give slip på det, de har oplevet som “deres” orlov. Det undrer mig.