Demens er en enorm byrde for samfundet
Det skal vaere helt i orden, at man som pårørende må opgive at pleje ens kaere, hvis de er ramt af demens. Men det kraever også, at samfundet bryder tabuet og ikke ser det som en opgave at forlaenge livet til det urimelige.
Til dagligt knokler hundredtusindvis af sundhedsmedarbejdere i landets sundhedsvaesen. Rigtigt mange ildsjaele arbejder hver dag med at gøre deres allerbedste, og viljen til at gøre en forskel for patienterne er stor.
Dette indlaeg er en kritik af et forfejlet sundhedssystem og ikke af enkelte faggrupper eller specifikke plejehjem, som blot gør deres yderste for at følge lovgivningen. I stedet for at pege fingre ad de ansatte skal man tale om de egentlige problemer: overbehandling, unødvendige dokumentationskrav og de formålsløse livsforlaengelser.
De aeldre bliver nemlig nu overmonitoreret i en sådan grad, at selv tandpastaen er kommet på medicinskemaet. Samtidig står diaetister klar til at laegge kostplaner for såvel under -og overvaegtige patienter, selvom de aldrig har efterspurgt en diaetist. Nu serveres der kaffefløde til sommerjordbaerrene, ligesom proteindrikke flyder i stride strømme på vaerelser, hvor patienter ligger for døden.
Alt sammen konkrete eksempler fra virkeligheden på, hvordan vi i Danmark betragter døden som en sygdom, der skal bekaempes med alle til rådighed stående midler ned i de mindste detaljer og langt ind i den terminale fase. I stedet for denne overmonitorering skulle man i stedet satse på at understøtte patientens egne ønsker, også selvom disse i nogle tilfaelde vil medføre en tidligere død.
Det, vi troede, at vi kunne forvente, når vi bliver aeldre, en tryg og sikker alderdom, er ikke laengere en mulighed, sådan som det nuvaerende system er skruet sammen. Uden at erkende dette faktum haevder nogle eksperter på sundhedsområdet, at man blot skal kurere moralsk stress, omsorgstraethed
og forråelse hos medarbejderne i plejesektoren.
Således vil fagpersonalet efter en hurtig kur kunne smile bredt igen og bevare såvel arbejdsglaede og -moral, på trods af trusler, vold, umulige arbejdsopgaver med dybt demente, multisyge, somatiske og psykiatriske patienter, ovenikøbet alle placeret under det samme tag.
Man kan ikke skabe en tryg og rytmisk ramme for de aeldre med så forskellige patientgrupper og sygdomme i det samme bomiljø. Støj og uro, forvirring, angst, kraenkelser, konflikter osv. er hverdag på stort set alle plejehjem.
et rigtigt fint og velmenende kristent menneskesyn til grund for, at man tror, at man kan løse det uløselige, men samtidig er det også et udtryk for en komplet mangel på erkendelse af problemets oprindelse, når man tror, at man ved at aendre personalets adfaerd løser problemet, i stedet for at aendre på vilkårene. Symptomerne bag denne adfaerd er imidlertid et udtryk for en
Der ligger helt sikkert
naturlig forsvars- og overlevelsesmekanisme i den menneskelige psyke, som muliggør, at man overhovedet kan fungere på arbejdspladsen. Sådan er mennesket konstitueret. Ergo: Medarbejderne er ikke problemet, men derimod arbejdsvilkårene.
Nye milliarder
vil ikke komme moralsk stress, omsorgstraethed og forråelse blandt medarbejderne til livs , og man vil inden laenge blot kunne konstatere, at de ekstra midler intet har aendret på plejehjemmene, så laenge arbejdsvilkårene forbliver uaendrede. Desuden har man allerede i årevis forsøgt et hav af forskellige modeller og teorier
Det hele er taenkt som en optimering af fagpersonalets indsats, men situationen forvaerres stadig trods disse tiltag. For så laenge man ikke tør tale om elefanten i rummet og arbejde med at få den ud, sker der intet. Derfor må tabuet konfronteres.
Tiden er kommet
til at bryde tabuet
om demens. Det er en massivt invaliderende sygdom, der i et voldsomt omfang nedbryder ikke kun patienten, men også aegtefaelle, børn, familie, venner og sundhedspersonalet. Et moderne samfund må ikke have tabuer, også selvom emnerne er vanskeligt håndtérbare.
Tvaertimod får vi ved at se tabuerne i øjnene mulighed for at aendre vores indgroede forestillinger og handlemønstre. Vi havde f.eks. ikke fået indført fri abort i Danmark, hvis der ikke havde vaeret en faelles vilje til at bryde med netop det tabu.
Det store tabu, der skal brydes, er at turde italesaette, at demens er en helt enorm byrde for samfundet. Patienter med demens optager på nuvaerende tidspunkt naesten samtlige plejehjemspladser og laegger pga. visitationssystemet et kolossalt beslag på det øvrige sundhedssystem. Det er en ordentlig mundfuld for såvel personale som de pårørende.
Det er ømtåleligt at skulle erkende og acceptere, at ens elskede bliver ramt af så alvorlig en sygdom som demens, men det må ikke vaere et tabu at tale om. Som pårørende til en alvorligt syg aeldre er man under et voldsomt psykisk pres, der i mange tilfaelde udvikler sig til egentlig stress og ofte depression og fysisk sygdom.
Det skal derfor fremover vaere i orden, at man som pårørende giver udtryk for, at man faktisk ikke magter opgaven, og man ikke laengere kan give den omsorg og dét naervaer, som man måske tidligere har vaeret i stand til. Personalet samt de pårørende må ikke blive syge af at passe de syge, som det sker nu.
Erkender man, at demens er en raedselsfuld og ydmygende tilstand, vil det eneste rationelle ønske vaere, at patienten får så kort et forløb som muligt. Det kan ikke laengere forsvares etisk at akkumulere så meget lidelse i den sidste tid af sygdommen.
Da vi ikke er herre over livet – bortset fra den kunstige livsforlaengelse, som kun fastholder patienten i en utålelig og meningsløs tilvaerelse – bør vi ved lov indføre obligatorisk stillingtagen til en SPDS-erklaering.
SPDS er ikke aktiv dødshjaelp, men står derimod for ”selvbestemt passiv dødsstøtte”. Erklaeringen sikrer bl.a., at den enkelte patient får et retskrav på ikke at modtage livsforlaengende behandling, hvis patienten ikke selv ønsker det, samt hvilken behandling og medicin den syge vil acceptere.
SPDS-erklaeringen vil samtidig vaere med til at understøtte alternative medicinske og religiøse hensyn til patienten. Med en udfyldt SPDS-erklaering vil det ikke laengere vaere en tilfaeldig laege, der bestemmer over behandlingen, men derimod patienten selv.
SPDS-erklaeringen vil i mange tilfaelde kunne forhindre en langvarig og lidelsesfuld sidste tid. Derfor har mange medarbejdere i plejen vaeret blandt de første til at erkende nødvendigheden af at indføre SPDS-erklaeringen, fordi de netop selv ikke ønsker at ende i denne tilstand.
Den siddende regerings seneste reformudspil på aeldreområdet har overskriften ”Du bliver aldrig for gammel til at have det godt”. Vi mener imidlertid, at det bliver de fleste mennesker ikke desto mindre, og anbefaler derfor, at man indfører en SPDS-erklaering.