»Det er vigtigt, at vi også vedkender os de mørke sider af danmarkshistorien«
Der var engang, hvor vi i Danmark braendte mennesker levende, mens folk stimlede sammen for at se på. Den dystre del af vores faelles historie bliver formidlet på Danmarks eneste heksemuseum, der ligger i Ribe.
Der var ofte tale om utrolige anklager, der byggede på overtro eller personlige haevnmotiver. For de kvinder, der blev anklaget for at praktisere trolddom, gjaldt det desuden, at de ikke måtte forsvare sig selv i en retssag. Endeligt havde hverken dommer eller naevninge på det lokale ting nogen juridisk uddannelse. Resultatet var i omkring 1.000 tilfaelde grufulde dødsdomme, hvor påståede troldkvinder og troldkarle blev braendt på bålet, mens de var i live.
»Praksis dengang var, at når en sag kom på tinge, skulle man selv stille med vidner og reelt forsvare sig selv. Som kvinde var problemet, at det var vedtaget ved lov, at kvinder ikke måtte føre deres egen sag. Så var man ikke gift, var man enke, eller havde man ikke et netvaerk af personer, der kunne begå sig i en retssag eller sige god for ens karakter, endte det meget ofte med en dødsdom,« fortaeller Lulu Anne Hansen, historiker og leder af Historie og Formidling-enheden ved Sydvestjyske Museer.
Et uhyrligt kapitel i danmarkshistorien
Lulu Anne Hansen var leder af en projektgruppe, hvis arbejde i 2020 resulterede i åbningen af
HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe. Det skete for at saette fokus på en et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler: hekseforfølgelsen og henrettelsen af 1.000 formodede troldkvinder og troldkarle – senere benaevnt hekse.
»Vi er et af de første danske museer, der beskaeftiger sig med negativ kulturarv. Altså hvor vi anerkender, at vi som samfund har vaeret en del af noget, som vi i dag vil betragte som virkelig uhyrligt – at braende folk levende, mens folk stimlede sammen for at se på. Vi har selvfølgelig også andre museer, som beskaeftiger sig med nationale traumer – for eksempel slaget ved Dybbøl – men ikke som her, hvor vi saetter fokus på en ugerning, som vi selv har spillet en meget aktiv rolle i,« siger Lulu Anne Hansen og tilføjer, at Ribe af flere årsager havde en saerlig rolle i hekseforfølgelsen i Danmark.
»I forbindelse med hekseforfølgelsen havde man faktisk krav på at få sin sag prøvet ved en anden instans, hvis man blev dømt. I de tilfaelde blev sagerne efterprøvet i landstinget. I Jylland skete det i Viborg, men Ribe udgjorde en undtagelse, fordi rådstueretten i Ribe talte for den anden instans, så de sager, der skulle efterprøves, kom faktisk ikke ud af byen. Det betyder blandt andet, at Ribe havde flere stadfaestelser af domme end andre byer i Danmark,« siger Lulu Anne Hansen.
Maren Splids – den kendte og atypiske sag
Den mest kendte sag om hekseafbraending i Danmark foregik da også i netop Ribe. Den 9. november 1641 blev Maren Splids således braendt på bålet i Galgebakkerne ved Ribe. Der er tale om en atypisk sag, idet Maren Splids var relativt velhavende og en del af byens bedre borgerskab, mens de anklagede typisk kom fra de lavere sociale klasser.
Sagen er til gengaeld ekstraordinaert veldokumenteret og giver derfor et meget praecist indblik i datidens hekseforfølgelse og rettergang. Kort fortalt var Maren Splids gift med Lauritz Splids, som var skraedder og vaertshusejer. Naboen Didrich Hermansen var en fattig skraedder, der angiveligt havde et skaenderi med Maren Splids, hvori hun endte med at smide ham ud af mandens vaertshus og love ham ulykke.
Da Didrich Hermansen 13 år senere blev syg, mente han, at der måtte vaere tale om trolddom og Djaevelens vaerk, hvorfor han anklagede
Maren Splids for at vaere en heks.
Blandt andet via en fortaelling om, at Maren Splids havde pustet ham i halsen, hvorefter han havde kastet op. Sagen blev i første omgang henlagt på grund af mangel på vidner. Efterfølgende blev Maren Splids frikendt, da sagen nok engang kom for retten. Slutteligt blev sagen på ny genoptaget, da Didrich Hermansen personligt henvendte sig til kong Christian IV, som beordrede sagen genoptaget og sendte Maren Splids til Blåtårn i København.
Her tyder meget på, at hun blev underkastet tortur, og efter ni måneder i Blåtårn tilstod hun og blev siden braendt på bålet i Ribe.
Kun en vis maengde lykke og held
Den ulykkelige sag er retvisende for hekseforfølgelsen i Danmark i den forstand, at de anklagede blev udsat for en raekke anklager, som med nutidens verdenssyn synes mere eller mindre vanvittige.
For hvordan kan sygdom 13 år efter et personligt sammenstød resultere i anklager om brug af trolddom og efterfølgende en bestialsk udført henrettelse med selveste kongens indblanding? Selv om historien med nutidens verdenssyn virker absurd, er der et stykke hen ad vejen en forklaring, fortaeller Lulu Anne Hansen fra Sydvestjyske Museer.
»Man skal forstå, at datidens verdensbillede var markant anderledes, end det er i dag. For eksempel var der en udbredt ide om, at der kun eksisterede en vis maengde lykke og held. Det vil sige, at hvis høsten var god det ene sted, mens den slog fejl på nabogården, var der ikke lang vej til at tro, at nogle havde stjålet lykken og måske endda ville en ondt. Overtro og magi fyldte enormt meget i samfundet på de tider,« siger Lulu Anne Hansen og fortsaetter:
»Det er en misforståelse, når folk tror, at hekseforfølgelsen var et tidligt tegn på kvindeundertrykkelse. Den var selvfølgelig også påvirket af samfundets syn på kvinder, men ikke helt, som folk ofte tror. Helt grundlaeggende eksisterede der en reel frygt for, at Djaevelen gik iblandt folk og ville dem ondt. Saerligt i 1600-tallet var frygten for dommedag stor. Mange var sikre på, at man levede i de sidste tider, og tegnene var til stede overalt med sygdom, krig og hungersnød. På den måde gav hekseforfølgelsen mening ud fra datidens logikker og rationaler,« siger hun.
Det er en misforståelse, når folk tror, at hekseforfølgelsen var et tidligt tegn på kvindeundertrykkelse. Lulu Anne Hansen, leder af Historie og Formidling-enheden ved Sydvestjyske Museer
Tortur og hekse med diagnoser
Sagen om Maren Splids er ligeledes atypisk, idet de anklagede normalt først blev tortureret efter domfaeldelsen. Dette skete for at få de dømte til at angive eventuelle andre, som de stod i ledtog med. I flere andre europaeiske lande brugte man ellers tortur til at tvinge tilståelser ud af de anklagede, hvorefter tilståelserne blev brugt til hurtigt at lukke retssagerne og nå til dommene.
Uanset raekkefølgen var det blandt andet brugen af tortur, der i slutningen af 1600-tallet fik stemningen omkring hekseafbraendinger til at vende. Flere blev således skeptiske over for de tilståelser, som var frembragt ved hjaelp af tortur. Samtidig gjorde laegevidenskaben store fremskridt, hvilket hjalp til med at forklare flere af de tilfaelde af sygdom og død, som tidligere var blevet tilskrevet magiske ugerninger fra troldkarle og troldkvinder.
Set med nutidens briller er det ligeledes overvejende sandsynligt, at flere af de dømte danske hekse havde diagnoser eller led af sygdomme, som fik dem til at stikke ud fra normalen – hvilket nogle gange førte til mistaenksomhed fra det omgivende samfund.
»Vi er meget forsigtige med at sige, at det var et generelt traek, men der findes nogle eksempler, hvor det er meget sandsynligt, at de anklagede havde diagnoser og forskellige andre udfordringer. At vi i Danmark stoppede med at henrette hekse mod slutningen af 1600-tallet, handlede også om, at der på det tidspunkt kom et stigende fokus på sindets sygdomme og andre tilstande og diagnoser, som kunne vaere med til at forklare,