Pakistan går mod usikre sider efter valget af ny premierminister
En ny pakistansk regering står over for monumentale udfordringer.
Pakistan har fået en ny premierminister – men med et velkendt ansigt.
Shehbaz Sharif er trådt ind i sin anden periode. Den 72årige lillebror til Nawaz Sharif, der har vaeret premierminister tre gange, sad på posten i de 16 måneder, der gik mellem forgaengerens Imran Khans fald og til udskrivelsen af parlamentsvalg i august 2023.
Det kaotiske valg den 8. februar har nu bragt en koalition mellem brødrenes parti, PML-N, og Bhutto-dynastiets rivaliserende parti, PPP, til magten støttet af seks småpartier. Shehbaz Sharif som premierminister og Asif Ali Zardari, enkemand efter den myrdede tidligere premierminister Benazir Bhutto som praesident. Zardari, som var praesident fra 2008 til 2013, vil blive indsat i embedet lørdag den 9. marts.
Deres magtovertagelse er et klassisk eksempel på, hvor hurtigt og brutalt de politiske vinde skifter i Pakistan. Både Sharif og Zardari var i perioder faengslet, mens Imran Khan var premierminister. I dag sidder Khan i faengsel.
De to ledere har tilsyneladende et solidt parlamentarisk flertal bag sig. Men der skal ikke krattes meget i overfladen for at finde konturerne af en skrøbelig regering, der kan bryde sammen når som helst.
Udfordringerne findes over hele paletten. Politiske, økonomiske, sikkerhedspolitiske, internationale. Og som altid i Pakistan med militaeret på sidelinjen.
Militaeret afviser alt
Militaeret afviser at have haft nogen indflydelse på valget. Haeren udtalte sig for første gang officielt forleden, og haerchef Asim Munir siger, at haeren tvaertimod netop var garant for, at valget kunne gennemføres under sikre forhold.
Men både valgkommissionen og domstolene var klart påvirket af det, som pakistanerne med en pseudonym for militaeret kaldte »the establishment«. Imran Khan personligt og hans parti, PTI, blev jordet på alle fronter. I en proces i faengslet fik Khan på fire dage stukket tre domme ud på op til 12 års faengsel.
PTI blev frataget retten til at operere som parti, så kandidaterne måtte optraede individuelt. Der var udbredt valgsvindel, og som det foreløbig sidste søm i kisten får partiet ikke andel i de mandater, der er forbeholdt kvinder og etniske minoriteter.
Men realiteterne er, at Khan fra sin faengselscelle fortsat styrer den største politiske bevaegelse i Pakistan. Den politiske kamp fortsaetter. I retssale, i parlamentet, i de fire provinsparlamenter og på gaden. Der er lagt op til nye massedemonstrationer, når retssager mod stribevis af partimedlemmer involveret i sidste sommers voldsomme protester mod faengslingen af Khan, indledes ved domstolene.
Højlydte protester i salen
Sharif rakte en rosenkrans ud til oppositionen i sin tiltraedelsestale med et tilbud om forsoning.
»Lad os sammen arbejde for et bedre Pakistan,« lød hans budskab.
Men det blev mødt med højlydte protester og tilråb fra salen. Omar Ayub, der stillede op som Imran Khans premierministerkandidat, kridtede banen op, da han erklaerede, at »Sharif kan regere landet, men han kan ikke vinde hjerter og sjaele, fordi han svindlede sig til magten«.
Den ustabile politiske situation er alvorlig nok, men det er ikke engang den nye regerings største udfordring. Pakistans økonomi er notorisk konstant i krise. Redningspakkerne fra IMF og fordelagtige lån fra Kina og Saudi-Arabien har holdt nationen kørende i årevis. Der er brug for en ny IMF-pakke, når den nuvaerende udløber i april.
Sharif kender rumlen. I sin korte tid som premierminister lykkedes det ham efter svaere forhandlinger at sikre en redningspakke på 20 mia. kroner. Nu skal han i gang igen med forhandlinger, der vil tvinge regeringen til at spaende livremmen ind, samtidig med at inflationen buldrer af sted med omkring 30 procent.
Udenrigspolitisk er Sharif presset over hele banen. Han har kun Kina at holde sig til, samtidig med at Pakistan som den islamiske verdens eneste atommagt er tvunget til at traede varsomt for ikke at blive trukket ind i Mellemøstens ragnarok. Hans håb om at klinke skårene med den gamle partner USA er op ad bakke. USA har endnu ikke anerkendt resultatet af valget, og mere end 35 kongresmedlemmer kraever en undersøgelse af valghandlingen, før det sker.
Kina deler bekymring
Pakistan har fundet en tro følgesvend på den internationale scene i Kina, der ligesom alle andre i regionen er bekymret for et nationalt sammenbrud. Samtidig er forholdet til naboerne Indien mod øst og Afghanistan mod vest iskoldt. Pakistan anerkender stadig ikke Indiens annektering af den indiske del af Kashmir, og der er ingen optøning i luften mellem de uforsonlige blodbrødre. Taliban har ikke glemt Pakistans opbakning til den amerikanske invasion i 2001 og bekriger bogstavelig talt Pakistans forsøg på at separere de to nationer med et hegn.
Det er lykkedes Pakistan at holde sig ude af fejden mellem det shiamuslimske Iran og sunnimuslimske SaudiArabien. Men at den konflikt også ulmer i Pakistan, blev dokumenteret, da Iran og Pakistan i januar bombede »terrorister« på hinandens territorier på hver sin side af den faelles graense. Pakistan nåede at traekke sin ambassadør hjem fra Teheran, inden det lykkedes at få bremset fjendtlighederne.
Udfordringerne er massive. Naermest uoverskuelige. Pakistan går mod usikre tider. I den sammenhaeng er det positivt, at det trods alt er lykkedes at danne en flertalsregering med opbakning fra »the establishment«. Et Pakistan i kaos vil vaere en monumental trussel mod freden i en del af Asien, hvor fred har vaeret en mangelvare på alle hylder i mere end et halvt århundrede.