På ti år har Pia Olsen Dyhr hevet SF ud af asken og ind i realpolitik

Det er et paradoks: Det lange seje traek. En god tilgang til mange af livets svaere spørgsmål, men også til dansk politik. Alligevel er det lange seje traek blevet en kliché. For resultaterne viser sig først over tid. Det er derfor ikke så få, som må opgive på vejen i et langt sejt traek.

I SF holder formand Pia Olsen Dyhr i denne weekend landsmøde med sit bagland.

Det falder sammen med hendes 10-års jubilaeum som partiformand. Dermed er hun Folketingets ubetinget laengst siddende formand. Målt i dage - men meget vigtigere i resultater - er hun blevet en af de få gode repraesentanter for det lange seje traek.

Pia Olsen Dyhr overtog et kriseramt SF, men rejste det af asken med sin arbejdsmoral og en tydelig retning. Den skylder hendes socialistiske partifaeller hende tak for.

Men det gør resten af Danmark sådan set også. For Pia Olsen Dyhr er et af de mennesker, som har haft størst andel i den ansvarliggørelse, der trods alt er sket på den danske venstrefløj siden 70’erne. Nok var SF stiftet i en tro på indflydelsen mere end på revolutionen. Men ansvarets åg og den røde mangel på virkelighedsforståelse havde alligevel martret hendes forgaengere og hele partiet en grad, hvor det undervejs var svaert at se formålet med et folkeparti, der hverken kunne samle sig selv eller folket om noget videre meningsfyldt projekt.

Pia Olsen Dyhr har ikke bare flyttet sig selv, hun har også flyttet partiet Hun har vaeret en af de mest markante kritikere af islamistisk kvindeundertrykkelse og parallelsamfund. Hun har gjort den vaerdikamp konkret i stedet for kun at gøre den til et spørgsmål om skrid-ad-helvede-tiloverskrifter. Hun har forstået, at vold og social kontrol er den største skaendsel mod kvindefrihed i Danmark, og at svaret er et langt sejt traek.

Hun overtog et SF, som stod uden for forsvarsforligskredsen, men hun meldte sig ind og skrev stolt under på det nationale kompromis.

Hun forstod tidligt, hvad mange venstreorienterede ellers har haft svaert ved: At nedrustning ikke er svaret, når Europa er i krig. Tvaertimod kraever Putins angrebskrig et staerkt Europa og et staerkt dansk forsvar. En krig kan ikke vindes med godhed.

Svaret er et langt sejt og meget dyrt oprustningstraek.

Desvaerre har den danske venstrefløj alt for laenge vaeret kendetegnet af elitaer virkelighedsfornaegtelse.

Åbner man ikke øjnene for mange kvinders uacceptable vilkår i muslimske parallelsamfund, fordi man ikke vil forstå, hvad der foregår bag højhusenes vinduer, så svigter man de kvinder. Åbner man ikke øjnene for Europas sikkerhedspolitisk skrøbelige situation, fordi man har en naiv tro på nej-til-krig-parolerne og de svage internationale institutioner, så svigter man demokratiet.

Pia Olsen Dyhrs lange seje traek for at gøre SF regeringsdueligt har vaeret med til at flytte den røde del af vaelgerne i en mere realpolitisk retning. Ikke kun med mere medgørlige finanslovskrav og taet dialog med Socialdemokratiet. Men også ved tålmodigt at turde flytte et parti, der har vaeret toneangivende for en yngre generations opfattelse af, hvad det vil sige at vaere venstreorienteret.

Pia Olsen Dyhrs lange seje traek for at gøre SF regeringsdueligt har vaeret med til at flytte den røde del af vaelgerne i en mere realpolitisk retning.

Der er stadig meget at vaere uenig med SF om. Du godeste. Men de små skridt i den rigtige retning er alligevel vigtige, når der er mange nok. Den anerkendelse ses også i meningsmålinger.

Derfor presser SF’s lange seje traek også lejlighedsvis Enhedslisten til selverkendelse, og det har frisat Socialdemokratiet til at bekymre sig mindre om, hvor venstrefløjsstemmerne risikerer at havne, når det største arbejderparti raekker indover midten.

Det lange seje traeks resultater fornaegter sig ikke, de forgrener og forplanter sig.

Lad hende endelig tage flere skridt.