Den tysk-franske motor må på vaerksted
Nu mundhugges Macron og Scholz om Ukrainekrigen. Det er mildest talt ikke lige det, EU har brug for.
i Europa hoster. Faktisk er det svaert at pege på perioder med lignende motorproblemer. Det skulle da lige vaere, da Frankrigs davaerende praesident, Francois Mitterrand, i december 1989, altså få uger efter Berlinmurens fald, insisterede på at drage på statsbesøg til Østtyskland.
For måske kunne han give DDRstaten så meget støtte, at alle drømme om Tysklands genforening blev forpurret? Vesttysklands davaerende kansler, Helmut Kohl, var mildest talt pikeret.
I disse uger har det tidligere så intense forhold nået et lignende lavpunkt. Eller som en tysk kommentator har udtrykt det: Der er tale om en totalskadet motor med to bilrat.
Ikke alene skaendes praesident Macron og kansler Scholz fortsat om økonomi- og energipolitikken, de mundhugges nu også om krigen i Ukraine, som de ellers begge betegner som »eksistentiel«.
Miseren startede for alvor for to uger siden, hvor praesident Zelenskyj blev sendt ud på en unødvendig lang rundrejse.
Scholz og Macron kunne nemlig ikke blive enige om at underskrive deres sikkerhedstilsagn til Ukraine samtidigt.
Derfor måtte praesidenten først til Berlin, efterfulgt af Paris og så videre til den sikkerhedspolitiske konference i München, hvor Macron ikke dukkede op. Her havde Scholz travlt med at udstille de manglende franske våbenleverancer.
Som modsvar på den naesten opgivende stemning i München valgte Macron at holde et større topmøde i Paris.
Nu skulle der gang i våbenleverancerne og taenkes mere strategisk! Lige inden han hoppede på et fly, meddelte Scholz imidlertid, at Tyskland under ingen omstaendigheder ville levere de vidtraekkende Taurus-missiler.
På konferencen lagde Macron sig over i den helt anden grøft og plaederede for, at Europa ikke skulle afvise at sende tropper til Ukraine. Naermest for at udstille Scholz harcelerede Macron over »dem, der for to år siden blot ville sende taepper og hjelme«, laes Scholz.
Det fik kansleren til at undsige Macron på vej hjem til Berlin: Vi kommer aldrig til at sende tropper til Ukraine. Han blev bakket op af sin vicekansler, Robert Habeck, der ellers har taette bånd til Macron: Hvis De vil hjaelpe Ukraine, Monsieur le Président, så send dog våben nu!
Macron har brugt udtrykket »strategisk tvetydighed«, altså at Vladimir Putin ikke skal vide sig sikker på, hvordan Vesten vil reagere på en ny russisk eskalation. Det giver i den grad mening.
For hvorfor fortaelle modparten, hvad han helt sikkert ikke behøver at frygte?
er det imidlertid, at bundlinjen efter de forgangne uger snarere er strategisk forvirring – en
Lige så klart
forvirring, der naeppe vil få Putin til at ryste på hånden eller imponere en kommende amerikansk praesident.
For Ukraine og resten af Europa er det derfor en hastesag at få kørt den tysk-franske motor på vaerksted. I en tid med krig og trusler har Europa ikke brug for et magtvakuum. Der er derimod brug for faelles retning, ikke mindst hvis magten snart skifter i Washington DC.
I en tid med krig og trusler har Europa ikke brug for et magtvakuum. Der er derimod brug for faelles retning, ikke mindst hvis magten snart skifter i Washington D.C.
Da en del af uenigheden mellem Scholz og Macron åbenbart skyldes exceptionel dårlig kemi, bør andre regeringsledere forsøge at traede til. F.eks. vil Danmark og Polen, der har EU-formandskabet i hele 2025, allerede nu kunne spille en mere aktiv rolle.
Det gaelder i hele diskussionen om EU’s udvidelse, men også våbenleverancer til Ukraine.
Selvom hun er travlt optaget af at føre valgkamp, kan kommissionsformand Ursula von der Leyen også vaere behjaelpelig. Når alt kommer til alt, er hun jo et levende tysk-fransk kompromis.
I sidste instans var det nemlig Macron, der indstillede den tidligere tyske forsvarsminister som kommissionsformand.