Overdrivelse haemmer forståelsen
Mange danske medier opbygger kunstigt høje forventninger eller spaendingskurver, der er totalt ude af sync med de faktuelle forhold. Man skulle ellers tro, at udsigten til fire år med Trump gav spaending nok.
State of the Union-taler er en sjov størrelse. Saerligt i år. Det har i hvert fald ikke skortet på superlativerne i den danske daekning, når det kom til Joe Bidens tale. Det var den »vigtigste i Bidens karriere«, blev der lagt op til.
»Afgørende for Bidens genvalg«, måtte man forstå. Derfor var praesidenten presset til at levere »et brag af en tale« i »den nok vigtigste mundtlige eksamen med den amerikanske befolkning som censor«.
Kaert barn havde mange navne, men som laeser, lytter eller seer skulle man i hvert fald ikke vaere et sekund i tvivl om, at vi er oppe i de helt høje luftlag. Beklageligvis lider jeg dog af højdeskraek, så lad mig vaere ham, der punkterer selvsvingsballonen.
med store forventninger, så er de umulige at indfri. Derfor holder jeg personligt meget af lave forventninger, for så kan man jo kun overraske positivt. Jeg taler af erfaring, bare spørg min kone. Nå, men nok om hende og tilbage til Joe Biden og dét, vi faktisk ved om State of the Uniontaler i nyere amerikansk historie.
Man plejer at sige, at tro flytter bjerge. Det samme gør sig ikke gaeldende for praesidenternes taler
Som det så ofte er
til Kongressen, når det kommer til aendringer i opbakningen efterfølgende. Som talknuserne fra FiveThirtyEight har beskrevet indgående, så rykker State of the Union-taler ikke det store, diplomatisk formuleret: »I de fleste tilfaelde er deres politiske effekt taet på nul.«
Det var ikke meget, som man nok ville sige på jysk. Der er i hvert fald langt fra taet på nul til den angiveligt vigtigste tale i Bidens karriere.
Jeg har med vilje ikke naevnt navne eller medier i denne klumme, for det er ikke pointen. Mit aerinde er ikke at haenge navngivne medier eller kolleger ud, men snarere at komme med en velment analytiker-advarsel.
Det har nemlig generelt vaeret påfaldende for mig i daekningen af den amerikanske praesidentvalgkamp indtil videre, at mange danske medier opbygger kunstigt høje forventninger eller spaendingskurver, der er totalt ude af sync med de faktuelle forhold i jernindustrien. Man burde ellers tro, at udsigten til endnu et taet praesidentvalg med Donald Trump på stemmesedlen burde vaere alt rigeligt i forhold til spaendingsniveauet. Åbenbart ikke.
Ovennaevnte gjorde sig eksempelvis også gaeldende, da det kom til Donald Trumps muligheder for at blive Republikanernes praesidentkandidat.
Ligeledes bar daekningen her praeg af, at medierne hele tiden flyttede hegnspaelene for at forsøge at opretholde en spaending, hvor Nikki Haley måske alligevel kunne overraske og give Trump
AMERICANA
KOMMENTAR kamp til stregen. Konklusionen blev dog som forventet. Hvem kan? Nik & Jay kan, Nikki Haley kunne ikke.
Man plejer at sige, at tro flytter bjerge. Det samme gør sig ikke gaeldende for praesidenternes taler til Kongressen.
I denne uge blev optakten til Joe Bidens State of the Union-tale så praesenteret, som om talen skulle vaere afgørende for, om Biden kan opnå genvalg om cirka 240 dage. Eller for at citere et andet dansk medie på dagen for Bidens tale: »Man kan ikke overdrive, hvor meget der er på spil for den upopulaere praesident i aften.«
Jo, det kan man faktisk godt. For selvom jeg godt ved, at man siger, at overdrivelse fremmer forståelsen, så gør det stik modsatte sig gaeldende her, hvor overdrivelsen desvaerre gør USA-daekningen mere fladpandet.