Bag trygheden lurer risikoen for panik

Kriseinformation til befolkningen handler grundlaeggende om, at man føler, at man har en grad af kontrol med situationen, hvis man er forberedt, og på samfundsniveau kontrol med befolkningen. I et historisk perspektiv er det imidlertid ikke overraskende,

Der er gang i beredskabsdebatten. Både om det danske beredskab overordnet er godt nok, og om den enkelte dansker bør forberede et hjemmeberedskab. Er det rettidig omhu eller paranoidt krigshysteri? Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har på den ene side laenge insisteret på, at regeringen ikke ville skabe unødig frygt ved at sende en direkte opfordring til at ”preppe”, men han åbnede på den anden side for nylig op for, at det er »sund fornuft« at have lidt ekstra mad på lager.

I torsdags kom så nyheden om, at en raekke myndigheder med Beredskabsstyrelsen i spidsen nu er i gang med et arbejde, der skal øge danskernes hjemmeberedskab i tilfaelde af krise eller krig. I hvilken form er endnu uvist.

Den lange vaklen mellem, om man skulle eller ikke skulle lave en pjece, er ikke uden historisk fortilfaelde. Faktisk er det snarere reglen end undtagelsen. De fleste vil nok erkende, at hvis man er så uheldig at befinde sig der, hvor bomben rammer, så hjaelper nok så mange kilo pasta og dåsetomater ikke. Så hvorfor forberede sig? Selvom et nødlager ikke giver fuldstaendig sikkerhed i en krisesituation, så kan alene det at gøre noget have en positiv effekt på følelsen af tillid og tryghed. Det er nok også derfor, at der p.t. er stor efterspørgsel efter såkaldte krisekurser.

Kigger vi på det i et historisk perspektiv, blev idéen om, at handling skaber tryghed og tillid, videnskabeliggjort af militaerpsykologien i kølvandet på Første Verdenskrig. Her fandt man ud af, at kedsomhed og lediggang var noget af det vaerste for soldaternes moral. Det var naesten bedre at blive sendt på hovedløs mission i ingenmandsland mellem skyttegravene end at sidde i mudderet og vente på døden.

Herfra vandrede denne tankegang ind i den civile sfaere, mens det 20. århundrede skred frem, og krig i stigende grad blev totalkrig. Anden Verdenskrig demonstrerede, at krig i moderne tid var blevet total: Det var ikke laengere ”bare” noget, der foregik på slagmarken, det angik hele samfundet. Den civile produktion blev omstillet til at understøtte krigsindsatsen, og dermed blev fabrikker og infrastrukturknudepunkter legitime mål for fjendens bombardementer. Oven i det kom terrorbombardementerne af storbyer som Hamborg, Dresden, Tokyo og London.

I den totale krig blev befolkningens morale eller modstandsånd, som det også kaldtes, anset som afgørende for at vinde krig. Det kaldtes også ”psykologisk forsvar”.

Tabte befolkningen modet, var krigen tabt. Det var afgørende, at ens egen befolkning ikke begyndte at lytte til fjendens propaganda eller rygter og holdt op med at adlyde de hjemlige myndigheder. Derfor måtte de have information, pålidelig information.

Skal man kommunikere pålidelig information om krig og krise, hvis formål er at gøre befolkningen resilient og styrke tilliden til myndighederne, må den ikke vaere urealistisk optimistisk.

søgte Danmark noget modstraebende ly under den amerikanske atomparaply via Nato i 1949. Samme år oprettedes civilforsvaret. Civilforsvaret byggede bl.a. beskyttelsesrum og forberedte evakueringsplaner, men en anden kerneopgave var oplysning. Information blev set som nøglen til at holde befolkningens moral oppe og dermed til at bevare deres tillid til myndighederne.

Men på den anden side risikerede man at puste til frygten, måske endda blaese den op til panik eller apati. Derfor gjaldt det om at finde en balance, og dette kaempede civilforsvaret med under hele Den Kolde Krig.

Civilforsvaret gjorde flere, i de fleste tilfaelde forgaeves, forsøg på at udfaerdige kriseinformation. Udkastene er karakteriseret af en blanding af alvor og beroligelse. Eksempelvis lød indledningen til en tekst fra 1957: »Selvom der ikke i dag er nogen akut fare for atomkrig, har Civilforsvarsstyrelsen ment det hensigtsmaessigt at udsende denne vejledning til befolkningen. […] Følges de givne anvisninger, vil muligheden for at overleve

Under Den Kolde Krig

et angreb forøges i vaesentlig grad.«

Og selvom det muligvis var rigtigt, var det ikke helt enkelt at efterleve anvisninger som: »Den bedste beskyttelse er ikke at vaere, hvor angrebet finder sted.« Plakaten blev aldrig trykt, da finansudvalget afslog at bevilge det fornødne beløb. Blandt isaer socialdemokraterne var der nemlig en opfattelse af, at den ville gøre mere skade end gavn.

en pjece nogle år senere, nemlig ”Hvis krigen kommer”. At den blev udsendt, skyldtes dybest set et krav fra Nato, der som led i sikringen af en effektiv regering og centraladministration under en krig gjorde det klart, at medlemslandene skulle have styr på deres befolkninger. De skulle ikke rende rundt og protestere mod regeringen eller plyndre butikker. Nøglen til befolkningskontrol hed information, og Nato anbefalede at udsende en pjece og producerede

Der kom dog

endda en skabelon, inklusive illustrationer og tekst. Det var imidlertid for meget for det danske udvalg. Det søgte i stedet inspiration hos vores skandinaviske naboer, der havde udgivet lignende pjecer. Man overtog endda titlen fra den svenske ”Om kriget kommer”.

”Hvis krigen kommer” fulgte den velkendte balancegang mellem alvor og beroligelse. Pjecen kom med praktiske hands-on-instruktioner og forenklet teknisk information om truslen samt beroligede med, at hvis man opretholdt ro og orden og adlød myndighederne, så skulle det hele nok gå. Den lovede ikke, at alle ville overleve, men at der ville vaere et Danmark på den anden side af krigen.

Pjecen fik en paen modtagelse på lederplads i de ikke-socialistiske og ikke-kommunistiske dagblade (måske også fordi man gennem intensivt pressekursus havde forberedt journalisterne). Men pjecen den blev angrebet af bl.a. graesrodsbevaegelsen Kampagnen mod Atomvåben, der udsendte en modpjece: ”Tør De passivt se fremtiden i øjnene.” Efter deres opfattelse ville atomkrigen betyde » … udslettelse af millioner af mennesker, nuvaerende og kommende generationer, dens forurening af jorden, luften og vandet, nedbrydning af samfund, retssystem, vor civilisation og vore humane principper

…«

Der er ingen tvivl om, at ”Hvis krigen kommer” fremstillede en vag og optimistisk version af krigen, graensende til det urealistiske. Det var måske pjecens akilleshael. Den mest udbredte reaktion på pjecen var nemlig ligegyldighed: I april 1962 kunne Gallup konstatere, at en tredjedel af befolkningen ikke havde laest den. En udbredt forklaring var, at folk ikke regnede med, at der ville vaere noget at gøre uanset. Pjecens vage optimisme formåede ikke at overbevise skeptikerne. På den baggrund må man konkludere, at det ikke lykkedes at udbrede det glade budskab om, at fremtiden var i trygge haender trods atomkrigens potentielle ulykker. Skal man kommunikere pålidelig information om krig og krise, hvis formål er at gøre befolkningen resilient og styrke tilliden til myndighederne, må den ikke vaere urealistisk optimistisk.

Og den frygtede panik udeblev. Denne lektion kunne nutidens politikere måske finde trøst i, hvis nu de beslutter sig for, at det kan blive nødvendigt på et tidspunkt at informere befolkningen om, hvad den skal gøre, når strømmen går i flere døgn, og fryser, smartphones og elektroniske penge ikke laengere dur. Og måske i øvrigt, hvor man finder det naermeste beskyttelsesrum – hvis det stadig findes i ens naerområde.