MIN DRØM OM LYKKEN
Måske bliver man klogere, når man har levet laenge og har set opturene og nedturene komme og gå.
Hvorfor er lykken så lunefuld, sang Karen Jønsson tilbage i 1937. Siden er ordene blev fortolket af en kulørt strøm af kunstnere, ligesom linjerne for laengst har sat sig godt til rette i Højskolesangbogen.
Lykken er lunefuld. Den kommer og går. Alligevel virker det indimellem, som om mange af os halser rundt efter lykken med en staedig ambition om at erobre den som en permanent tilstand i livet.
Måske fordi vi lever i en kultur, der dyrker idéen om lykken som det højst opnåelige, selv om de fleste af os godt ved, at den kun opstår i glimt.
Af samme grund hylder jeg personligt forfatteren Knud Sørensen og den tilgang til lykke, han praesenterede for mig, da jeg interviewede ham kort inden hans død:
»Lykken har aldrig rigtig interesseret mig. Jeg har altid vaeret mere optaget af at vaere glad og tilfreds. Det er et mere realistisk mål, synes jeg. Og det er heldigvis lykkedes mig at vaere begge dele i det meste af mit liv,« lød det fra den dengang 93-årige nordjyde som svar på spørgsmålet ”Min drøm om lykken?”, der åbner alle interviews i Jyllands-Postens fortløbende serie ”Prousts spørgsmål”.
Måske skyldes klarsynet Knud Sørensens høje alder? Måske bliver man klogere, når man har levet laenge og har set opturene og nedturene komme og gå.
Jeg tror, det er en del af forklaringen.
Og apropos visdom i en høj alder, så svarede den 84-årige forfatter Svend Åge Madsen sådan her på samme spørgsmål i samme serie:
»Jeg er godt tilfreds med mit liv. Jeg bor i et rart hus med en terrasse fuld af sol. Indimellem er der et forlag, der er så venligt at udgive de ting, jeg skriver, og ude i landet er der laesere, som køber mine bøger. Jeg kan gå mine ture langs vandet, jeg har børn og børnebørn, jeg har gode venner og et par tennismakkere, som jeg nogle gange vinder over. Jeg vil ikke kalde det for lykke, for det er ikke et ord, jeg normalt bruger. Men jeg er ret velstillet. Ikke i økonomisk forstand, men i livet. Jeg er stillet vel.«
Måske handler klogskaben også om, at folk som Knud Sørensen og Svend Åge Madsen bruger en stor del af deres liv på at skrive om livet. Med alt hvad det fører med sig. Den slags sysler har det med at give mennesker en vis indsigt.
Og heldigvis er det ikke den samme indsigt, de får.
Det er derfor, det er skønt, at der findes forskellige forfattere. Det giver forskellige kloge blikke på de store spørgsmål i tilvaerelsen.
Her er, hvad Helle Helle gav af svar på ”Min drøm om lykken?”:
»En blank kalender og et hus fuld af nymalede vaegge. Desvaerre vil jeg sige. Det er jo en drøm, som er dømt til at mislykkes. Der står altid noget i kalenderen, og man støder hele tiden ind i sine vaegge.«
Det er meget genkendeligt. Der kommer altid ting i vejen, som forhindrer lykken i at nå frem.
Når jeg dvaeler så meget ved lykken, skyldes det, at dagens interview med forfatter Niels Overgaard handler om lykke. I årevis gik han rundt og var stresset og deprimeret. Uden mål og retning. Men fuld af laengsel efter at finde hen et sted, hvor han kunne kalde sig lykkelig.
Det sted har han fundet nu, fortaeller han til journalist Lasse Momme, der også får lokket ud af den bogaktuelle forfatter, hvad det var, der muligvis fik hans liv til at toppe en tilfaeldig søndag morgen i februar.
God laeselyst!