Helt almindelig var han mildt sagt ikke
Jesper Wung-Sung skriver legende let om alle tiders største danske eventyrdigter. ”Hans Christian” er en munter fortaelling om en usaedvanlig og maerkvaerdig dreng, der vokser ud af Odense og stikker af til hovedstaden for at blive til noget stort. Og vri
Gad vide, hvilken diagnose Hans Christian Andersen havde fået stillet, hvis han havde levet i diagnosernes tidsalder?
Adhd? Add? Autisme? Måske hele stakken. Helt almindelig var han mildt sagt ikke, hvis man skal tro hans egne optegnelser og folks beskrivelser af ham, denne usaedvanlige dreng og mand.
Staerk og skrøbelig, introvert og ekstrovert, overspaendt og tilbageholdende på én og samme tid og med en utilsløret drift mod berømmelse, hvilket man heller ikke dengang billigede. Janteloven har altid eksisteret – også i i 1800-tallets Odense.
Hans Christian var en saerling, mente de fleste og rynkede misbilligende på naesen af det ranglede, klodsede vaesen, for hvilken normal dreng, ovenikøbet søn af en fattig skomager og en simpel vaskekone, leger med dukketeater og drømmer om at danse ballet eller spille skuespil på Det Kongelige Teater?
Det er den synsvinkel, det maerkvaerdige og socialt akavede som et vilkår og en forudsaetning, Jesper Wung-Sung anlaegger på sin jeg-fortaelling om H. C. Andersens barndom og tidlige ungdom.
Legende stil
Forfatteren har indstillet blikket på det saere, skaeve og strittende hos barnet H.C. Andersen, og det er der kommet en kaerlig og kostelig romanbiografi ud af.
Genierne, de krøllede hjerner, er lykkeligvis ikke som folk er flest, og det lykkes Jesper Wung-Sung at uddrage den opmuntrende og højst nødvendige morale, ikke mindst i dag, uden at forsimple kompleksiteten i H. C. Andersens vaesen det mindste. Snarere tvaertimod.
Romanens stil ligger ganske taet op ad H. C. Andersens egen, og man får en fornemmelse af, at den store eventyrforfatters sprog, fantasi og saelsomme indfald er sivet støt og sikkert ind i Jesper Wung-Sungs egen bevidsthed, så han er begyndt at taenke og skrive som denne. Det vil sige legende og utvungent og med en forfinet fornemmelse for, hvordan alt – stort som småt – kan blive til et eventyr, når blot man giver efter for fantasiens vilde højdeflugt.
Det gør han så.
De lagener, som Hans Christians mor haenger til tørre i frosten, bliver til jamrende spøgelser, fiskene i åen flakser forbi som fine frøkener, paraplyerne flyder frem og tilbage som gopler, og gaerdesmutten taler med staeren.
Jesper Wung-Sung er som et villigt, eftergivende ekkorum for den store eventyrfortaellers snørklede tanker. Og her taenker jeg ikke på de utallige citater fra H. C. Andersens egne bøger, som romanen er fuld af, men netop på alle de mange passager, som vibrerer af forfatterens ivrige og påhitsomme meddigten.
Jesper Wung-Sungs sprog blomstrer, så det er en lyst, alt imens han fletter små bidder af de kendte og elskede eventyr, ofte blot antydet gennem en detalje, ind i den fabulerende levnedsbeskrivelse.
Det er virkelig godt skrevet og meget autentisk.
Barndom og ungdom
Romanen føjer ikke noget egentligt nyt til fortaellingen om drengen, der fødes den 2. april 1805 i hjørnehuset på Hans Jensensstraede og går ind og ud af diverse skoler, privatskoler såvel som fattigskoler, alt afhaengig af familiens økonomi.
Som tugtes af sin grove mor og opdrages af sin mere dannede far. Som bliver mobbet og hånet. Først på Koch og Hirschfeldts klaedefabrik, siden på Laurids Ørnstrups tobaksfabrik.
Som 14-årig rejser Hans Christian med postvognen til København iklaedt den legendariske høje hat og ganske få rigsdaler på lommen, han begynder sangundervisning hos operasanger Guiseppe Siboni og bliver smidt ud, da stemmen går i overgang – og så videre, og så videre.
Alt dette er kendt stof, og dog er det formentlig de faerreste, der har fordybet sig i netop de første fjorten år af den danske eventyrforfatters liv – det vil sige, inden han selv så meget som aner, at det bliver hans blik for eventyr, som engang vil sikre ham berømmelse og udødelighed. Men i Jesper Wung-Sungs fortolkning er H.C. Andersens eminente talent for at levendegøre verden omkring sig og vride et eventyr ud af alting netop en uadskillelig del af hans personlighed.
Han er digter, fra han bliver født, og ingen nok så hårdhaendet behandling eller opvaekst i et fattigt barndomshjem kan ødelaegge den plan med hans liv, som ligger i arvemassen.
Et muntert eventyr
Det saerlige ved Jesper Wung-Sungs skildring er, at den på fornøjelig vis bliver filtreret gennem den troskyldige, staedige og til dels ret selvsikre drengs bevidsthed, hvor ikke mindst oplevelsen af sig selv som et misforstået geni, en endnu ikke udfoldet svane, fylder ret så meget. Hvis ikke det meste.
Romanen slutter, da den unge Hans Christian for Gud ved hvilken gang rejser sig efter endnu en afvisning og skuffelse i det københavnske kulturliv og med en styrke af en anden verden får troen på sin succesfulde fremtid tilbage.
Romanens slutreplik lyder sådan her:
»Se! Så langt hjemmefra, og så fuld af historier!«
Og de to linjer kunne tyde på, at Jesper Wung-Sung planlaegger en fortsaettelse, men omvendt fungerer ”Hans Christian” fortrinligt alene.
Foreløbig er der ikke grund til andet end at glaede sig noget så gevaldigt over, at Jesper Wung-Sung har skabt et overstadigt og muntert eventyr om alle tiders største eventyrdigter.