Lysglimt i det mørke kontinent
Matias Faldbakken leverer endnu en fabelagtig fortaelling og slår sit navn fast som en af de mest interessante skandinaviske forfattere lige nu. Den norske anmelderdarling skriver skarpt, egensindigt, omsorgsfuldt, kuldslået og momentant håbefuldt om udsa
Vi hylder ofte den sociale litteratur for at give stemme til de udsatte og levere et vigtigt indblik i de hjørner af samfundet, hvor mennesker haenger i med neglene for ikke at synke til bunds i elendigheden.
Den norske forfatter og anmelderdarling Matias Faldbakkens ”Stakkel” kredser på sin vis om de marginaliserede liv, men dens mellemvaerende med udsatheden er anderledes filosofisk og fabulerende end den rå realisme.
I ”Stakkel” er det, som om historiens gang er faldet sammen som en soufflé.
Handlingen udspiller sig således i et Norge, der er svaer at tidsbestemme. Det er lige dele 1880’erne og 1980’erme, lige dele håndholdt landboarbejde og telefoner, feudale magtstrukturer og brummende knallerter.
Hovedpersonen er den 19-årige Oscar, hvis forhistorie tilsyneladende har budt på »raedderlig røgt«. Han er derfor taget i pleje på en nedslidt gård i en norsk bygd, hvor kan knokler som »dreng«. Nok sidder han med ved familiebordet, men han er også reduceret til sin funktion som billig og fåmaelt arbejdskraft.
Den triste orden på gården forrykkes dog brat, ja, i virkeligheden i romanens allerførste saetninger:
»Engang for ikke så laenge kom et barn, den stakkel, krybende ud af skoven. Ungen kravlede op ad grøftekanten og påbegyndte på må og få at lunte hen ad grusvejen. Det var et sørgeligt syn.«
Det følges op af en medrivende laengere beskrivelse af det »snavsede« og »ulaekre« barn, hvis »overdimensionerede fødder lignede våde ragsokker«.
Vildt barn, vild skrift
Få saetninger, ja, men de indikerer, hvor dygtig en stilist Matias Faldbakken er. Han veksler vildt mellem det distancerede og det inderlige, mellem det eventyrligt luftige og den kropslige tyngde og komik i Sara Kochs fornemme oversaettelse.
Ansporet af nysgerrighed og uudtalt omsorgsbehov lykkes det »drengen« Oscar at indfange ungen. Og med et står han med ansvaret for et sprogløst og gulvpissende krae, hvis baggrund ikke forklares af det halvt ulaeselige ark, det baerer med sig i en »slidt mappe«.
”Stakkel” traekker således på velkendt kulturhistorisk motiv – vildbarnet, naturskabningen, der er »ubesudlet af kultivering«, som dumper pludseligt ned i den såkaldte civilisation.
Hvor Faldbakkens fremragende forgaenger ”Vi er fem”, der udkom på dansk i 2020, lod en levende klump ler saette original strøm til et provins- og familiedrama, er det i denne bog vildbarnet, der bliver den praemis, det greb, som udstyrer romanen med sin både viltre og vitale struktur.
Barnet viser sig at vaere en pige, nej, en ung kvinde. Den vilde, isolerede fortid har haemmet hendes udvikling, men Oscars pleje af hende saetter gang i vaeksten og ordene. Og appetitten på livet. Også hos Oscar. Resultatet? Et både naensomt og kødeligt kaerlighedsforhold.
Det bliver opdaget og får parret til at flygte mod et anakronistisk Oslo, hvor endnu en stakkel bor. Tommy er gårdens fortabte og forkrøblede søn, der var en outsider i landmiljøet, men nu er urban intellektuel og forsker-dandy.
Det skifte omkalfatrer relationer og positioner.
Vildbarnet, den unge kvinde, bliver en attraktion i storbyen, mens den regelrette bondeknold Oscar glider i baggrunden.
Det er det, jeg mener med, at ”Stakkel” har en filosofisk tilgang til udsatheden. Den er ikke interesseret i den konkrete udsatheds natur, men snarere dens kategorier. Tommy er opkomlingen på trods, pigen den eksotiske anden, og Oscar den tjenende, arbejdende, tavse.
Og hvor sidstnaevntes evner sikrede ham betydning og accept på gården, tilfører de ikke noget i byen.
Det kan ikke ende godt. Og gør det heller ikke.
Det medfører en forandring i magtforholdet mellem Oscar og hans formodede protegé. Hvor han tidligere har vaeret hendes stemme, bliver hun nu hans fortolker. Her udelader jeg sammenhaengen, den fremgår hårdt og godt af romanen:
»Jeg skriver og siger, at vi har en erfaring af en orden. At omkring lykken i den ulykkelige unge ligger et land. At landområdet hedder det mørke kontinent. Jeg skriver og siger, at kontinentet er bredere, end livet er langt. At jeg ikke og du ikke kan krydse det mørke kontinent. At vi ikke når frem til ulykken.«
Er vi alle vildbørn?
Hvor peger det hen? Et bud er det universelt misantropiske. At vi alle er vildbørn, ulykkelige unger, der aldrig bliver herrer i eget hus, altid allerede er dømt til at vaelte rundt i det mørke kontinent.
”Stakkel” gennemkrydses dog af et andet perspektiv.
I disse dage med plagiater i anmelderstanden skal det understreges, at jeg her traekker på den norske kritiker Mia Bull-Gundersen, der peger på betydningen af det store egetrae, som Oscar i sin tid på gården opsøger for trøst. Det er umiddelbart et stort og staerkt trae. En hel verden. Men det er også ramt af råd, det bliver hult, det visner. Men så hjalp »nogle lokale fyre med at slå et jernbånd om stammen for at forhindre det i at revne. Man beskyttede en eg. Egen kom sig og blev grøn igen.«
Det element skinner igennem i alt det nedslående: Nemlig at Matias Faldbakkens nye romans beskrivelse af den kuldslåede relation mellem vildbarnet og Oscar – gensidigt, skrøbeligt og rodet – også gør romanen til en hård, smuk og gakket roman om omsorgen i mørket. Om alt det vanskabte, som også baerer vitaliteten og potentialet i sig.