Gnistrende god og dybt vedkommende debut om en verden på sammenbruddets rand
En kvinde flytter ind i et ubeset dødsbo i en landsby. Uden andet end sin kuffert. Hun lader alt i huset vaere, som det er, og i takt med at hun tager stedet og dets tidligere ejers rytmer og vaner på sig, finder hun tilbage til sig selv efter et nedbryde
Skønlitteratur
Forfatter: Inger Smaerup Sørensen Sider: 208
Pris: 229,95 kr.
Forlag: Grif
333333
Vi møder dem hele tiden og igen. Mennesker, der går ned med stress.
Det er en folkesygdom, bortset fra at stress ikke er en sygdom, men en belastningstilstand.
Vi kollapser under krav og forventninger, som vi ikke kan honorere. Vi bliver nedbrudt af trykket fra de konstante og alarmerende nyheder om krig, katastrofer og klimaforandringer. Uanset hvor vi kigger hen, stirrer vi lige ned i en afgrundsdyb magtesløshed.
Det er ikke underligt, at det går galt. At mange stempler ud af den saedvanlige kontekst og ind i en anden, sådan som fortaelleren i den saert faengslende og højst originale roman ”Dødsbo” gør.
Skaderne stikker dybt
Bogen er Inger Smaerup Sørensens debut, og hold op, hvor er hun skarp, kontant og sønderflaensende kritisk, når hun filtrerer det umenneskelige og kraevende samfund gennem et stresset menneskes bevidsthed. Og ovenikøbet lader fortaellingen fungere som en allegori på hele menneskehedens og klodens sammenbrud.
Vildt imponerende, vildt skraemmende! Romanen handler om en kvinde, der er blevet presset så langt ud over alle graenser, at hun ikke laengere er i stand til at bruge det personlige pronomen jeg om sig selv. Hun, den navnløse fortaeller, gemmer sig i stedet bag det ubestemte pronomen ”man”:
»Hvis man gik til venstre …«
Det neutrale ”man” er den sårbare sjaels beskyttelse, en slags puppe, indtil hun er kommet sig så meget, at hun også kan sige ”vi”. Ikke på noget tidspunkt i løbet af fortaellingen siger hun ”jeg”.
Hvad der går forud, naevnes kun sporadisk og indirekte, men det fremgår, at den angstpraegede tilstand først og fremmest skyldes hendes arbejde. Og dog ligger der også en sorg og ulmer et sted.
I al fald stikker skaderne dybt, og hun vender ikke tilbage til sit gamle liv. Hun tager sig et nyt, da hun flytter ind i dødsboet efter kvinden Elly uden at medbringe andet end en kuffert.
At flytte ind i en kittel
Ellys hus ligger i en lille landsby. Det er gammelt og en smule forsømt. Det lugter og er fuldt af fremmede lyde, og det varer lidt tid, før kvinden føler sig hjemme.
I modsaetning til alle andre, der overtager et hus, smider hun ikke noget ud. Hun river ingen vaegge ned, laver ikke et nyt køkken, maler og tapetserer ikke, høvler ikke gulve af og skrubber og skurer ikke i dagevis for at gøre huset til sit.
Hun flytter simpelthen ind i Ellys liv, sådan som det så ud, da Elly døde.
Hun bruger Ellys rummelige kitler, hvor der stadig ligger små huskesedler i lommerne, hun sover under hendes tunge dyne, drikker af Ellys kopper, kopierer hendes skråskrift og lader husets øvrige beboere – sølvfisk, edderkopper, husstøvmider og andet småkryb – i fred.
Efter nogle dage banker et par naboer på. Først den initiativrige Kamma, siden den ulykkelige Nanna. De inviterer den nye tilflytter til både det ene og det andet, hvoraf Kammas store traeplantningsprojekt løber som en rød tråd gennem romanen.
Det er fortaelleren, der beskriver Kamma og Nanna, men de to kvinders personlige tone, sprog og sindsstemning er smidigt føjet ind i monologen og supplerer uafvidende hendes kritik af en syg verden, hvor natur og menneske lider lige meget.
Også fortaellerens tidligere arbejdsplads, Styrelsen, kommer til orde, men i modsaetning til nabokvindernes stemmer er dens ”stemme” farvet af kvindens ubehag over en institution med bundrådne vaerdier:
»Det skulle ligne idealisme, men var destruktion. Det skulle ligne menneskelighed, men var magt,« taenker hun.
Tro på menneskeligheden
Den sidste del af romanen beskriver traeplantningsdagen. Det sker ikke uden en vis humor, men først og fremmest afspejler begivenheden bedringen i kvindens tilstand. Sammen med de øvrige indbyggere i den lille by oplever hun, hvad det vil sige at vaere en del af et faellesskab:
»Alle gravede og plantede. Handlede og forandrede.«
De iagttagelser af livet – helt ned til husstøvmiderne – som hun har gjort sig i Ellys hus, forstørres nu op i erklaeringer, der raekker ud over hende selv. Og ind i den store faelles verden.
Erklaeringerne er formuleret som små, taette digte. Kun sådan kan hun fange essensen af sit eget mikroskopiske håb:
»At maerke at kroppen kan handle. At erkende sin egen og andres betydning. At se uligheder. At forstå forskelle. At respektere livet. At elske menneskeligheden og tro på menneskeligheden.«
Fortaelleren føler sig på ingen måde bedre end andre. Hun ved, at selv om man som hun går ind i et allerede eksisterende hylster af nøjsomhed, genbrug og minimalt forbrug, findes der også i den bevaegelse en ubehagelig udbytter-mentalitet.
Mennesket er og bliver et rovdyr, det stopper ikke, før alt er vaek, taenker hun selvkritisk og kan alligevel ikke lade vaere med at saette sin lid til menneskeligheden. Skal noget forandres, begynder det her:
»Husk handling, utopi, ansvar.«
Inger Smaerup Sørensens stil og sprog traekker tråde tilbage til Inger Christensen og Vibeke Grønfeldt, to af de største forfattere herhjemme, men hun har alligevel sin helt egen stemme, som kryber ind under huden. Og bliver der.
”Dødsbo” er en gnistrende god roman om stresstilstanden som symptom på den kendte verdens snarlige ophør. Den får øjnene til at løbe fulde af bekymring. Og så alligevel. For skarnbassen, sneglen, småkravlet findes. Og spaden findes. Traeer kan stadig plantes.