Han er altid fluen på vaeggen, men en nat havde han naer fået sit røde slips i klemme i et blowjob
Gay Talese er en meget gammel mand og som skribent repraesentant for en uddød race. Men den amerikanske journalists erindringer er yderst veloplagte og energiske. Og så fortaeller de en ny historie om hans ikoniske portraet af crooneren Frank Sinatra, der
Selvfølgelig skulle han besøge manden på motellet, og selvfølgelig skulle han med op på loftet for at kigge ned gennem risten, ned på det elskende par.
Det er hans metode.
I virkeligheden havde Gay Talese laert motelmanden at kende mange år før. Fordelen ved at vaere berømt journalist er, at man får henvendelser fra folk, der har en historie og gerne vil fortaelle den. Måske fordi de gerne vil vaere berømte, gerne vil forstås, gerne vil høres, vil sikre et eftermaele, gerne vil et eller andet, for man skal have et motiv til at stå frem, det er klart.
Det havde manden med motellet. Han var og er voyeur, lurer, men der er måske også en posør i ham.
Motelejeren, hvis borgerlige navn er Gerald Foos, ville først vaere anonym, og det kunne den berømte journalist Gay Talese ikke bruge til noget. Han arkiverede sagen i sit enorme arkiv i sin lille arbejdshule, en ombygget vinkaelder under det imposante brownstone på Manhattans Upper East Side, hvor han bor. Også på den måde er han en saerlig journalist; de fleste ville have arkiveret sagen lodret.
Men så en dag meldte motelejeren sig klar. Han havde for laengst solgt sit motel, alting var laenge siden nu, og han regnede med, at eventuelle retssager ville vaere foraeldede.
Det var lidt af en historie. Han havde købt Manor House Motel i Colorado, men ikke for at drive motel, kun for at kunne belure gaesterne.
Han havde indrettet stedet med et sindrigt system af hemmelige kighuller og kameraer, hans kone var med på ideen, ingen problemer der, og derfor lå journalisten Talese nu på loftet og kiggede ned på et par, der var »engageret i oralsex«, som det så smukt kan formuleres, da han maerkede en blid, men bestemt hånd på sin skulder.
Det var motelmanden, der ville have ham vaek. Nu. Journalistens røde silkeslips var gledet ned gennem risten og befandt sig kun kun en halv meter fra den aktive kvindes hoved. Langsomt fik han trukket slipset til sig, og de undgik afsløringen med nød og naeppe.
Jeg ville foretraekke at lade vaere
Gay Taleses nye erindringsbog naevner ikke motelejeren, for han er ikke nødvendigvis så stolt af den historie, men fokuserer i stedet på tilblivelsen af det, der måske er historiens mest fremragende magasinhistorie: ”Frank Sinatra has a cold”.
Den kan laeses, kvit og frit, hos The Esquire, men den har ikke vaeret gratis at producere. Det har taget ham måneder og kostet mange penge.
Alene tilblivelseshistorien er vild nok, og så afslører den, at Gay Talese rent faktisk møder Sinatra og taler med ham – historien var ellers berømt for det modsatte, altså at vaere et langt portraet baseret på et interview, der ikke fandt sted.
Det gjorde det da som sådan heller ikke. Men historien om historien, historien om de uger, Talese tilbragte ikke i den berømte crooners selskab så meget som i hans kreds, hans univers, er fascinerende nok, også selv om den i en vis forstand er fortalt mange gange. I hvert fald nok til, at man kan genkende cirklerne, alle dem, der haenger ud før den store kamp, hvor den tidligere Cassius Clay, senere Muhammad Ali, ender med lege med med Floyd Patterson som en sadistisk dreng, der piller vingerne af en sommerfugl. Som The New York Times skrev det.
Norman Mailer er til stede, og også han skrev jo store historier om store kampe, det er americana, der vaever sig ind i sig selv. Et andet og på nogle punkter mere
uskyldigt USA – i hvert fald at se til på tryg afstand af en erindringsbog.
Erindringsbogens titel, ”Bartleby & Me”, stammer fra amerikanske Herman Melvilles berømte novelle ”Skriveren Bartleby” med undertitlen ”En historie fra Wall Street”. Historien om Bartleby, den trofaste skriver på kontoret, der pludselig afviser en opgave med ordene:
»Jeg ville foretraekke at lade vaere.« Eller: »Jeg vil helst ikke.« (I would prefer not to).
Historien er gennemanalyseret og fortolket, og alene den danske oversaettelse af den centrale saetning er genstand for betydelig uenighed.
Anonyme og ordinaere
Det behøver Talese heldigvis ikke at forholde sig til, men der er noget ved den anonyme mands stille oprør, der fascinerer ham. Dels fordi han begyndte sin karriere med at skrive historier om små anonyme maend, som er en del af det store maskineri, dels fordi han selv havde en lille Bartleby i sig. Talese gad egentlig slet ikke skrive det store Frank Sinatra-portraet, som han fandt fortaersket og forudsigeligt.
Han ville hellere skrive den store historie om The New York Times og avisens chefredaktør – en historie, han da også fik skrevet, og som blev til bogen ”The Kingdom and the Power”, en på alle måder bedaget titel midt i en aviskrise.
Talese bøjede sig kun for sin nye redakør på Esquire, fordi han følte sig forpligtet til det. Han havde hustru og børn at taenke på, det var ikke lige meget, om han tjente penge. De anonyme maend og Taleses møde med det store avismaskineri hører vi om i bogens begyndelse, og det er ikke det mindst interessante i bogen. Talese har en insisterende, inciterende måde at fortaelle om det lille, stille liv på. Han vil gerne skrive »ekstraordinaert godt om ordinaere mennesker«, og han gør det, det må man sige, den 92-årige får understreget, at uanset tidernes ugunst er det virkelig ham, der er the man.
Som aldrig går på kompromis.
På tilbud
Ingen tvivl om, at skribenter som Gay Talese er en uddøende race – hvis ikke allerede uddød. Hvem har tiden til den slags i dag, hvem klikker på det? Og hvem vil betale det, det koster?
Titelbladet på mit eget eksemplar af Taleses første erindringsbog, ”A writers life”, taler sit tydelige sprog: et skrigende pink maerkat i frimaerkestørrelse. ”1.00 dollars Strand Price”. Jeg har købt den for en dollar, den har ligget i en af bogkasserne uden for den gigantiske Strand Bookstore på Broadway & 12th Street, og Gay Talese kunne da sagtens vaere flaneret forbi, nedsteget fra sit hjem på Upper East Side, og hvad ville han have taenkt, hvis han havde set sig selv ligge der i tilbudskassen til en flad dollar?
Det kan man ikke vide, men godt gisne lidt om, digte lidt med om det, og det var netop den genre, Talese var med til at skabe: den litteraere journalistik, som herhjemme blev introduceret af isaer Mogens Berendt i Wekendavisen, og som ikke må forveksles med den mere kendte gonzo-journalistik, hvor det journalistiske jeg er i centrum.
Den litteraere journalist er til stede som fluen på vaeggen, der ser og hører alt uden at saette sig på folks solbriller eller for den sags skyld blafre med pressekortet og akkrediteringer, han (for det har naesten kun vaeret maend, der praktiserede genren, sjovt nok) glider ind i sammenhaengen, umaerkeligt.
Tom Wolfe (en anden fremragende repraesentant for genren) så en invitation på en kollegas skrivebord, en lille soiré hos Leonard Bernstein på Park Avenue afholdt til aere for De Sorte Pantere. Tom Wolfe var ikke inviteret, ringede og spurgte, om han måtte komme. Det måtte han da så endelig gerne, og han kom, og han så, og han skrev, så hele byen rystede: ”Radical chic: That party at Lenny’s” .
Wolfe var i hvidt og gled umaerkeligt ind i jetsettet, ja, han var på en måde en del af det.
Det må man vaere, man skal ikke komme i kjolesaet til et fagforeningsmøde. Så da Talese skriver om en nudistkoloni, tager han selvfølgelig alt tøjet af og deltager også i gruppesex. Hans hustru accepterer det, alt for historien, sådan er det.
Det skrevne ord
Det er karakteristisk, at de litteraere skrivere i dag må finde berømmelse på anden hånd. Naeppe mange har laest Talese, men mange har måske set dokumentaren ”Voyeur” på Netflix, hvor man også kan følge den elegante Talese, hvis far var skraedder, mens han får taget mål til et nyt saet.
Og hvor mange har laest Truman Capotes skandaløse artikel ”La Côte Basque 1965” (navnet på en nu hedengangen restaurant i New York, hjemsøgt af jetsettet), et forstudie til den aldrig fuldendte sidste roman fra hans hånd? Nej, men mange har set anden saeson af HBO-serien ”The Feud” med undertitlen ”Truman versus The Swans”, som bygger på den historie.
Capote bliver en figur i en tv-serie, ligesom Tom Wolfe fik en rolle i The Simpsons, hvor han tager sit hvide jakkesaet af kun for at afsløre endnu et hvidt jakkesaet nedenunder. Og sådan er det hele vejen igennem.
Men giv det skrevne ord en chance til. Det skrives ikke meget bedre, end når Talese fører pennen, det gaelder også i den nye historie, vi får med ”Dr. Bartha’s Brownstone” om en østeuropaeisk laeges sorg, hans livs drama, og hvordan det ender forfaerdeligt. Den ville han skrive, for han skriver kun det, han vil, og når han ikke vil, siger han som Bartleby:
»Jeg ville foretraekke at lade vaere.«
Han vil gerne skrive »ekstraordinaert godt om ordinaere mennesker«, og han gør det, det må man sige, den 92-årige får understreget, at uanset tidernes ugunst er det virkelig ham, der er the man.